Koncerter

Marshall Cecil, 08.11.19, Space10, København

Fotograf: Mathias Kristensen
Skrevet af Joakim Dalmar

Space10 i Kødbyen var en flot fysisk ramme for koncerten med Marshall Cecil, men stedets dårlige akustik spændte desværre ben for en aften, hvor mange nye sange blev præsenteret.

Marshall Cecil-projektet har været undervejs de sidste par år og allerede efter få singler har de været på radaren hos flere af landets festivaller. Især 2017-singlen ”Going Up/Going Down” fik en del opmærksomhed. Der er en melankolsk føler, som repræsenterer Marshall Cecil godt med det to-sidede lydspor, hvor Daniel Abraham får god plads til udfolde sine skizofreniske vokal-lege, der giver musikken flere sider til sig. Gruppen er nu tilbage efter at have arbejdet på nyt materiale de seneste to år.

Marshall Cecil var på aftenen en trio bestående af forsanger og sangskriver Daniel Abraham, Sophus August Tuxen på keys og Sebastian Fibiger på trommer. Sammen skabte de et humørsvingende musikunivers, der blander henholdsvis hiphop-trommer, luftige synthesizers og Abrahams vokal, der typisk bliver forvrænget og lagt i flere lag. Resultatet er en unik, poppet omgang hiphop-fløde, der både kan være opløftende og nede på jorden.

Koncerten på Space10 var en varm, men også lettere udfordrende oplevelse. Selve rammerne var fysisk set gode og LED-stængerne lyste rummet rigtig fint op til aftenens navn, hvilket gav en spektakulær effekt. Desværre var der mange momenter under koncerten, hvor rummet viste sig at stå i vejen for lyden. Bassen, eller generelt den lave ende fra trommerne, havde for mange steder at sætte sig og det mudrede det større lydbillede til. Det var svært ikke at blive distraheret af det, for Abrahams vokal-lege forsvandt hen i lokalets forhindringer og gjorde desværre mange af numrenes eskaleringer lettere disorienterende.

Undervejs blev der afprøvet en masse nyt materiale, hvilket var forfriskende og spændende. Efter aftenens første nummer, den lidt dystre ”Beautiful World”, spillede trioen et nummer med navn ”Balance, Strength, Spirit, Gain”, som faktisk levede op til titlen med sin lettere spirituelle og opløftende stemning. Det var en god kontrast til den ellers mystiske og mørke introduktion. Også deres nye nummer ”Pale Blue Dot” har det her opløftende humør over sig. Måske et tegn på, at bandet har trukket sig i en mere tilgængelig retning.

Der var mange ting at tage ind under koncerten. Også lidt for mange. Nogle gange føltes de forskellige lydspor en tand for ensformige i rummet grundet de elektroniske beats, bestående af firkantede hi-hats og højlydte stortrommer, der overdøvede resten af lydspektrummet. Afrundingerne af de forskellige sange druknede således, men det blev der gjort op for med afslutningsnumret ”Going Up/Going Down”, der for mig er et af bandets numre, som sætter standarden for musikken og gør lyden sin egen. Et andet højdepunkt var nummeret “All In”, der både var atmosfærisk og opbyggende, så man virkelig kunne nå at få en tilbagelænet følelse af at blive helt opslugt af lyduniverset. Sympotimatisk for oplevelsen blev det dog beklageligvis i sidste ende afbrudt af en teknisk fejl i lyden.

I sidste ende var koncerten dog en rar oplevelse at være vidne til på grund af bandets tilstedeværelse og nærvær. Samtidig er det tydeligt at høre, at musikken har taget en ny retning, men jeg stod lidt tilbage med fornemmelsen af, at koncerten manglede mere dynamik – netop som man finder på deres første udgivelser. Omvendt var det simpelthen en udfordring at være til koncert med de her lyd-skavanker, der nu fandtes i lokalet, samt at skulle lytte til helt nye numre, hvis detaljer forsvandt hen i trommernes overdøvende rungen i lokalet.

Det har selvfølgelig en betydning for den endelige dom over koncerten, men det skal ikke stå i vejen for, at Marshall Cecil har gang i noget spændende og vigtigt. Jeg håber inderligt, at projektet holder sig eksperimenterende og ikke bliver for poppet – eller i hvert fald, at musikken beholder sit lidt skizofrene og flersidede tilgang.

★★★☆☆☆

Fotos af Mathias Kristensen

Leave a Reply