Plader

Pinemoon: Miracle

Melankoli og stemningsmættet shoegaze er, hvad københavnske Pinemoon leverer på deres debutudspil, Miracle. Ni skæringer, der bringer fordums storhedstider for denne type musik i behagelig erindring. Du kommer ikke til at høre jomfruelig og nyskabende musik, men du kommer til at høre nærvær og intensitet.

Den blide og dog så intense shoegaze er ikke død og borte. Det kan godt være, at mange af dens nutidige fortolkere flirter mere med de poppede melodier end med guitarstøjen. Ikke desto mindre er der nogle gode bands i populærmusikken, der bringer intense, nærværende og eftertænksomme guitarbårne melodier op til overfladen. Internationalt er bandet Cigarettes After Sex blevet meget vel modtaget. Deres debut og nyligt udsendte to’er Cry tog mange både unge og gamle med storm. Men det er altså ikke kun det store udland, der leverer kvalitet. I Danmark har vi Pinemoon, hvis debut, Miracle, er udgivet på selskabet Pinhead Music. Så fans af den melankolske indiepop og den mørklødet shoegaze har noget at glæde sig over.

En plade på overskuelige ni numre serveres med stort overskud af denne københavnske duo bestående af Stewen Stern Steward og Christoffer Schultz. Selvom gruppen er på to mand, så er der ikke tale om nogen lille lyd. Der er derimod tale om storladne lydbilleder, der i bedste fald vækker minder til David Lynch’s kultserie, Twin Peaks. Der er nemlig tale om særlige stemninger, der ud fra et relativt simpelt register, kan nuancere forskellige stadier af melankoli og eftertænksomhed samtidig med, at glæden og håbet stækker sit optimistiske fjæs frem.

Åbneren ”Strange Times” er en sand indiebasker. Den lyse guitar danner strukturen af svævende toner, der holdes oppe af et meget stramt trommespil. Det er ikke slacker-stilen, der køres her, nej det er tight som bare pokker. Den stramme opbygning understøttes af en spinkel og androgyn vokal. Vi snakker ikke lige så androgyn som forsangeren fra Cigarettes After Sex, men det er derhenad. Ikke videre originalt, men ikke uden charme, brydes melodiens flader af kontrollerede udbrud af støjende guitar. Det sidder lige i skabet.

Med en anelse postpunktet og buldrende bas slås nummeret ”Long Dive” an. Trommespillet er stadig super tight, og guitaren er en smule mere tilbagetrukket, men klinger melodisk under vokalens vers. Nummeret bliver løftet smukt op på grund af den meget flotte kvindelige vokal. Det bliver en art duet mellem manden og kvinden. Der står noget i pressemeddelelsen om, at nummeret »rummer et håb«, hvilket jeg faktisk vil give dem ret i. Stemningen er eftertænksom og håbefuld.

Titelnummeret og den ene single fra pladen, nemlig ”Miracle”, er mere af samme skuffe. Drømmende og eftertænksomt messer vokalisten mellem guitar og rumklang, og den kvindelige vokal vender smukt tilbage. Det leder tankerne hen på en gruppe som Slowdive, der også havde evnen til at mikse vokalerne. Denne form for leg med vokalen og den klingende guitar, går hæderligt igen på numre som ”Anabelle” og ”Time Will Carry”. Førstnævnte bliver helt muntert, og guitaren lyder næsten som en langsom udgave af et nummer med The Dandy Warhols — positivt ment.

”I Try” har en vibrerende stryger til at sætte tonen an. Der bygges luftigt op med en klavermelodi og afstemt twangy guitar, der har en snert af west coast-slut-tresserne over sig. Langsomt og sløvt bygges stemningen op, og vokalen trækker den op af melankoliens sorte vand, så det rummer mere glæde. Gruppen kører en lille smule i tomgang på nummeret ”Sinister” ved gentagelse af den indiepoppede forudsigelighed, men den underliggende synth, det overliggende pling pling fra noget klokkespil og pludseligt hvinende guitar løfter helhedsindtrykket.

Sandheden er, at Pinemoons musik rammer mig på det helt rigtige tidspunkt. Jeg er selv, lidt uventet, faldet i gryden med forskellige afarter af shoegaze og klassisk indiepop. Det gør mig selvfølgelig mere positivt stemt, end hvis jeg gav den gas med så meget andet musik. At der også er plads til et miks af lidt mere støjende fræs på guitaren og det behagelige, gør sig endvidere positivt bemærket på numrene ”Weak/Dress/Fly” samt afslutningsnummeret ”The Feeling That You Left Me Won´t Return”. Her får vreden også fat i stemningen, hvilket er et kærkomment afbræk.

Pinemoons pladedebut, Miracle, er lyden af musik, der er hørt mange gange før. Det er lyden af en genkomst af start halvfemsernes shoegaze og indie. Det er lyden af nogle musikere, der på trods af det rigeligt afsøgte territorie, gør det de gør utrolig hæderligt. De gør det faktisk rigtig godt. Lyden af det storladne og alligevel afstemte univers indenfor poppens mere guitarbårne erfaringer rammer ret godt ind i tidens afsøgende tendenser i poppen. Det lugter meget af Slowdive og dets aftagere i Mojave 3, men Pinemoons take på genren er helt sikkert mange lyt værd.

★★★★★☆

Skriv et svar