Koncerter

Pup, 09.11.19, Loppen, København

Fotograf: Daniel Nielsen
Skrevet af Daniel Niebuhr

Elendig lyd, mere elendig lyd og en lille smule elendig lyd var de tre hovedingredienser i canadiske PUP’s første headlineroptræden på dansk grund. Det kunne selv ikke et ultrahøjt energiniveau ændre på.

En lille sidenote til at begynde med: Canadiske Pup har med deres seneste udgivelse, Morbid Stuff, uden tvivl begået årets punkplade. Den er fyldt til randen med catchy melodier, tonsende riffs, kompromisløs punkenergi samt et hav af tekster fra frontmand Stefan Babocks side om præ-midtlivskrisetilværelsen som selvreflekterende og uperfekt, voksent menneske i et slalomløb mellem forliste forhold, negative sindstilstande og higen efter en eller anden form for anerkendelse.
Men hvor Pup i den grad udmærker sig på plader, blev canadiernes første hovednavnsoptræden på dansk grund ødelagt af elendige lydforhold, hvilke gjorde aftenens forestilling mere til en højenergisk, storsvedende sing-a-long end til en objektivt vellydende koncertoplevelse.

Det var ellers primært anført af bidragene fra Morbid Stuff at Pup indtog Loppen, som egentlig var annonceret som udsolgt, men som sjældent føltes overbefolket, hvis man da ikke lige befandt sig i den umiddelbare nærhed af scenekanten, hvor en halvstor gruppe mennesker koncerten igennem sørgede for at holde dampen oppe.

»To ting: 1 – Pas på hinanden. Hvis nogen føler sig utilpas, så tag fat i os. 2 – Jeg er pænt syg, så hvis jeg brækker mig i spanden her bagved, må I synge for mig imens,« lød de indledende sikkerhedsinformationer fra Babcock, efter en åbnerkombination – akkurat som på Morbid Stuff – bestående af først titelnummeret og sidenhen “Kids”. Spanden brugte han dog kun én gang, mens han og de tre andre PUP-gutter mestendels tonsede eftertrykkeligt derudaf i de 60 minutter, som koncerten varede.

Oden til Babocks nu afdøde salamander, “Sleep in the Heat”, satte med sine lå-lå-korstykker kort efter gang i fællessangen, som sidenhen fortsatte ufortrødent på “Scorpion Hill”, mens “Free At Last” og “See You at Your Funeral” fungerede som gode fuckfingre til dårlige kærlighedsminder. Men det var altså et særdeles rodet lydbillede, som skæmmede oplevelsen aftenen igennem – og ikke bare på den traditionelle, punkede måde. Der var ingen nuancer, Babcocks vokal druknede i sin egen og bandkollegernes instrumentation, og man følte sig alt for ofte – især når det gik vildest for sig – overladt til at være vidne til skramlede instrumentalversion af Pup’s kompositioner.

Og ja, jeg er helt bestemt med på, at der er andre spilleregler i kraft til punkkoncerter, men jeg kan bare ikke lade være med at blive irriteret over, at et band, der kan (og har) leveret så eminente punknumre, skulle lide så grelt lydmæssigt denne lørdag.

Dog var det ikke alt, der var på grænsen til det uudholdelige. Den mere seriøse og dystre totrinsraket med “Closure” og “Familiar Patterns” mod slutningen leverede koncertens højdepunkt, hvor man eksempelvis langt om længe kunne høre Babcocks vokal gennem et helt nummer; kulminerende med de fantastiske linjer: »They used to say, “don’t quit your day job” / Well guess what, I never had one!« “If This Tour Doesn’t Kill You”/”DVP” fra The Dream is Over fik lov til at sætte et lige så uklart punktum som størstedelen af affæren, mens Babock proklamerede, at det skyldes, at PUP »bare ikke giver ekstranumre.«

Det var måske også meget fint i dagens anledning. Så har de i hvert fald revanche til gode til næste gang.

★★½☆☆☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar