Koncerter

Tårn, 02.11.19, Hotel Cecil, København

Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Søren Hansen

Tårn fik for en stund publikum til at glemme alt om, at rocken eftersigende er død og skabte sus i maven med guitarsoli og rockattitude på Hotel Cecil.

Før en koncert er en af mine yndlingsadspredelser at bese alle de instrumenter, det givne band har slæbt med og denne aften var der rigeligt at kigge på. Et bredt udvalg af guitarer, effektpedaler og diverse elektroniske tangentinstrumenter fra forskellige tidsaldre, der alle havde det tilfælles, at de var analoge. Alt dette gear var placeret på behagelige gulvtæpper, hvilket leder tankerne hen på det lettere ikoniske billede af Tame Impala-frontmanden Kevin Parker der fredfyldt ligger med lukkede øjne, hengivet til en anden og smukkere musisk verden omgivet af alverdens musikudstyr. Den ellers så allestedsnærværende Macbook er der ikke skyggen af og det var der heller ikke hos Tårn, der, i trit med deres musik, gik efter det ærlige og levende udtryk på en kold novemberdag i Hotel Cecils varme art déco-inspirerede kælder. 

Ballet blev åbnet til tonerne af “Farver & vanvid”, der også åbnede Tårns seneste plade Åbne Cirkler. En sang om den kærlighed der vækker barndommens ubesværede glæde og livsletsindighed til live og om bruddet, der uundgåeligt skiller de elskende ad. Et brud i gensidig beundring uden skelen til jordnære bekymringer, hvilket hæver det op til at handle om noget langt større end petitesser som hvorvidt man er sammen eller ej. Det er den smukke æstetiserede melankoli i sin reneste form, og det er i denne boldgade at forsanger Erik Apollos sange trives. Anden sang var titelnummeret fra deres første plade Ud Ad Mit Vindue, hvilket sikrede fuld opmærksomhed fra første sekund, idet de to Mew-inspirerede numre fungerede lige så godt som åbning på koncerten som de har gjort på deres respektive albums. Ikke mindst hjulpet på vej af Apollos uforlignelige evne til at placere ord og fraseringer på måder, der skaber den slags smukke øjeblikke, som god popmusik er gjort af.

Som koncerten skred frem steg intensiteten gradvist i takt med at vi kom igennem store dele af det nye album, som fungerede ganske glimrende. Dog vil jeg sige, at der visse steder lod til at mangle lidt nærvær og livefornemmelse, da sangene ikke afveg nævneværdigt fra studieudgaverne og publikumsinteraktionen blev holdt til et minimum. Settet var løbende, ligesom Tårns plader, punktueret af nogle intermezzoer med effektbehandlede guitarer og kontrasterende lydoplevelser af det skønne og grimme. I mine øjne er det dog ikke deres stærkeste side. Hvad der derimod er deres stærke side er den kavalkade af ørehængere, de rundede aftenen af med; startende med “Omkuld” der blev taget væk fra den syntetiske r’n’b-lyd fra indspilningen og krydret med et kor af elever fra Ollerup Efterskole. Det fungerede godt til at understøtte leadvokalen og give nummeret mere af den tyngde, jeg savner på den indspillede udgave. 

Gennem publikumsfavoritterne “Solskin over tage” og “Du tror du ser” blev det tydeligt at størstedelen af publikum hovedsageligt var bekendt med det ældre materiale. Det forårsagede at der kom gang i spontan fællessang og rytmiske bevægelser i det løse genbrugstøj, hvilket klædte atmosfæren gevaldigt og gjorde at man var klar til det emotionelle og energimæssige klimaks med den ømme ballade “Den som alting drejer om”. Den forløstes i en rock-eksplosion med hvinende guitarsolo og en forsanger, der vrad sig i stroboskoplyset, hvilket fik mig til pludselig at huske hvad det er, som rockmusik og guitarsoli kan som intet andet. Mættet af sanseindtryk tog jeg så imod de to ekstranumre, der dog ikke nåede samme energiniveau og i øvrigt heller ikke prøvede på det. 

En lille time efter begyndelsen var det slut, og en af de fremmeste eksponenter for den dansksprogede rockmusik havde på charmerende vis ført os gennem et katalog af sange der, på trods af småfejl hist og her, er så stærke, at de sagtens kan overleve bare at blive spillet igennem. Havde det været hele koncerten var det nok en flad fornemmelse jeg var gået derfra med, men i kraft af at liveenergien steg til vejrs mod slut blev det ikke bare til et besøg i en hyggelig 70’er-dagligstue med mol-akkorder på væggene. For en stund glemte jeg helt, at rocken eftersigende er død og hvor er det dog befriende. 

★★★★★☆

Foto: Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Leave a Reply