Koncerter

Weyes Blood, 14.11.19, DR Koncerthuset, Studie 2, København

Foto af Mathias Kristensen.
Skrevet af Søren Hansen

Weyes Blood skabte i Studie 2 et undersøisk musikparadis af tristesse og ballader, som Undertoners anmelder aldrig vil forlade igen. 

Natalie Merings musik under navnet Weyes Blood befinder sig i et grænseland mellem tidens store emner såsom klimaforandringer, kærlighed i moderne tid og menneskets forhold til teknologi og det eskapistiske ved at skænke lytteren et musikalsk rum, hvori absolut skønhed og håb hersker.

Et rum der blander en længselsfuld tristesse med et humoristisk anstrøg. Et rum der, meget i trit med tidsånden, kigger bagud mod tidligere tiders popmusik og med et moderne menneskes blik forsøger at skabe noget progressivt ud fra et konservativt udgangspunkt. Et rum som i meget fysisk forstand i går var henvist til DR Koncerthusets Studie 2, hvor nogle hundrede mennesker var mødt op for at modtage en times musikalsk skønhedsterapi af den melankolske art. 

Her lagde Merings ud med åbningsnummeret “A Lot’s Going To Change” fra hendes seneste plade Titanic Rising, der fra start viste nogle ting som skulle komme til at kendetegne resten af koncerten. Først og fremmest blev vi introduceret til Merings stemme, der viste sig fra sin bedste side idet den ubesværet vekslede mellem at være sart som Joni Mitchells og »larger than life« som Anni-Frid Lyngstads. Den var også holdt relativt ren med enten kort, tør rumklang eller slapback delay, hvilket gav den et strejf af noget overnaturligt – som et genfærd fra fordums tider der hjemsøgte musikken.

Det er ikke altid det virker, men det klædte sangene og gav dem en ekstra dimension i forhold til studieudgaverne. Lyden var i det hele taget ikke til at sætte en finger på, hvilket specielt er vigtigt, når vi har at gøre med langsomt, svævende popmusik, hvor nuancerne og detaljerne skal være krystalklare, for at man værdsætter det til fulde. Til Weyes Bloods koncert på dette års Roskilde Festival gjorde et utroligt mudret lydbillede hvad det kunne for at slå hendes sange ihjel for undertegnede. Det er de fleste af dem heldigvis ret immune over for, men når de står hugget så skarpt som de gjorde i Studie 2, så er det en sand fryd for øret.

Mellem numrene fremstod Natalie Merings veloplagt, selvbevidst og humoristisk, som da hun eksempelvis introducerede “Everyday” med ordene »You guys ready to rage?« med reference til at det nærmest var det eneste upbeat nummer på aftenens sætliste. Det blev mødt af grin og kommentarer fra publikum, hvorefter folk igen blev hypnotiserede, da musikken spillede, hvilket var et gennemgående mønster. Pauserne mellem numrene var som små åndehuller, hvor man lige fik vejret med en kæk og sjov bemærkning, hvorefter man holdt sig for næsen og igen lod sig suge ned under vandoverfladen. Denne dobbelthed af jordbunden intimitet og sange der føles tristere og større end livet selv endte med at gøre det enormt menneskeligt, ikke mindst, takket være hovedpersonens charmerende og pudsige facon.   

Det emotionelle højdepunkt var den afsindigt smukke ballade “Picture Me Better”, som Mering med sjælden alvor introducerede som værende skrevet om en af hendes venners selvmord. Det er den slags nummer, som man føler altid har eksisteret, men som bare har ventet på én, der kunne materialisere det til en rigtig sang. For hvis man ser ligningen mellem akkorder og melodi som et puslespil, så var grænserne mellem brikkerne her usynlige og stod som ét sammenhængende billede, uden at man havde fornemmelsen af at det nogensinde havde bestået af enkelte elementer. Med det smagfulde akkompagnement fra hendes udmærkede band skinnede Merings stemme også smukt frem og var så øm som huden under en fugleunges vinge, for at parafrasere Pia Tafdrup. 

Det egentlige sæt sluttede af med et trekløver af tristesse bestående af “Wild Time”, “Andromeda” og “Movies”, hvor jeg ved slutnummeret lod mig drive helt til havets bund, hvor sollyset kun fremstod som et svagt minde fra en anden tid. Natalie Mering takkede og bukkede i sit hvide jakkesæt for en aften, hvor hun og hendes band kom rundt om alle sangene fra <em>Titanic Rising</em>. Jeg og resten af publikum steg dog op til dagslyset igen, da hun afsluttede med et cover af Procol Harums “Whiter Shade Of Pale” og to ekstranumre, hvoraf det sidste blot var hende med sin guitar. En fin afslutning på en tour de force udi sangskrivning, karisma, musikalitet, ynde og inderlighed. Weyes Blood skabte i Studie 2 et undersøisk paradis, hvorfra man aldrig vil op igen. 

★★★★★★

Fotos af Mathias Kristensen.

1 kommentar

Leave a Reply