Plader

ZAAR: Lost My Sense of Humour

ZAAR har fundet det smukke i det absurde og groteske lydbillede. Det er ikke behageligt. Til gengæld er det fuldstændig fantastisk.

Et brusende hav. En spinkel kvindestemme. En ulmende styrke: »Here is no love«. Således åbnes danske ZAARs debutalbum Lost My Sense of Humour. En passende albumtitel i øvrigt, for her er ikke meget at grine af.

Det første man nødvendigvis må bemærke, når man lytter til den her plade er, hvor svær den er, i ordets oprigtige betydning. Den stiller krav til både sig selv og til dig; den volder både sig selv og dig besvær. Mere simpelt sagt er den decideret ubehagelig at lytte til. Sjældent er jeg så ambivalent omkring et lydbillede.Efter en smuk og kold åbner, er pladen parat til virkelig at lette. Og lette gør vi; på pladens andet nummer, “Homesick” starter de de mørke og dystre synths stille og langsomt, accelererer og intensiverer og kulminerer så for at starte forfra i en endeløs cirkel af… ja, af lyd. Som en raketmotor, der aldrig får lov at lette. Og når den så letter, signaleret af et lille »Oh« fra sangerinde Sara Flindts læber, er der ikke i en lige linje mod stjernerne, men i splittet atomer; trommer og percussion, der triller og driller og ikke kan forstås eller kontrolleres; synths der ulmer og ulmer og letter og lander. I midten står Flindt og legemliggør det astrale og æteriske. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Det kradser mig på indersiden af min hud. Det er vildt og forfærdeligt og vanvittigt interessant. Som at lytte til et Jackson Pollock maleri eller smage en Stanley Kubrick film. Man ved ikke, hvor man har det. Man ved ikke engang, om man egentlig kan sige, at man kan lide det. Man ved bare, at det er stort og vigtigt. Kunst, endda.

Der er intet pusterum på Lost My Sense of Humour, ikke rigtigt. Man finder lige 40 sekunders hvile i Flindts stemme, når hun til lyden af tunge og syntetiske orgeltoner synger smukt og harmonisk på “Invisible”. Men så slår det eksperimenterende lydbillede til igen, og man bliver kastet ud i æteren, hvor man rytmisk simpelthen ikke kan regne med noget. Alt er avancerede trommebeats og hjemsøgende syntheziers, både her på nummeret, men især på, åbenlyst nok, nummeret “Beatsong”, der ligger midt på pladen. Her får trommeslager Jonathan Ludvigsen virkelig lov til at give los og spille lytteren ind i et endeløst loop af uforløste rytmer og stikkende, jagende slag, hvor der også er plads til Bjarke Amdrups elektroniske eksperimenter.

Mod enden af pladen, der i længden ligger et sted i mellem EP og LP, på “Our Love is Dead” når man lige et øjeblik at tro, at ZAAR måske vil lade sin lytter falde ned i et blødt, musikalsk hul. Flindt lader sin smukke stemme glide elegant og op ned, i hvad der bedst kan kaldes et rekviem; blomsterne, du gav mig, er visnede, ligesom vores kærlighed. Der forekommer endda noget, der ligner et omkvæd, men det holder selvfølgelig ikke. Midt i nummeret skrues knapperne i mol, stemmen knækker over i det mekaniske og alt bliver vredet fra hinanden i en eksplosion af larm og vrede. Selv på den overraskende stille og fine “How Many Hearts” ligger det foruroligende lige under overfladen, og gør det umuligt for lytteren at slappe af i sangen. De sidste sekunders knurrende elektroniske vidner da også om, at heller ikke det her nummer er helt fri for tænder, der kan bide hårdt. Kun pladens sidste nummer, “We Will Be Bold” er et form for lys i et ellers meget mørkt elektronisk mørke. Stor og smuk og opløftende er den, som selve indbegrebet af håb. Vi vil være modige. Intet kan stoppe os. Det er simpelt, men ovenpå seks krævende numre er det stærke sager.

Det er fuldstændig umuligt ikke at sammenligne ZAAR med både Björk og Portishead. Især Flindts stemme besidder den samme spinkel-men-stærk kvalitet, som Beth Gibbons slog den elektroniske scene omkuld med for mange år siden. Flindts er smukkere og egentlig også blidere, men det passer glimrende til lydbilledet – det på én gang mekaniske og organiske. Overjordisk, fremmegørende og fuldstændig hypnotiserende. Lost My Sense of Humour er en fantastisk spændende lang EP eller kort LP, hvad end man nu synes passer bedst. Den er modig og slår dybe revner i en danske musikscene, der alt for ofte kun beskæftiger sig med det pæne og behagelige. Det her er ikke behageligt; det er angstprovokerede og dykker dybt i nogle følelser, der både er grimme og gør ondt. Vores kærlighed er død. Det bliver ikke mere sort. Jeg er vild med det. Det eneste, jeg ville ønske, var at sangenes ord var lidt nemmere at tyde. Ofte flyder ordene sammen, og selvom det er et bevist, stilistisk valg, så ville det være interessant at dykke ned i den del af pladen også. Det håber jeg på at kunne på ZAARs næste plader, som der forhåbentlig kommer mange flere af.

★★★★★☆

Skriv et svar