Årets bedste plader

2010’ernes bedste danske plader: 10-6

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste danske udgivelser: Vi tager hul på top 10 med lyden af oktobervejr og efterårstemperament fra Navneløs, lyden af tårnhøje kunstneriske ambitioner fra Bisse og lyden af indiepop anno 2010 fra Efterklang.

10, CTM – Red Dragon (2018)
Med sit arbejde som Chimes & Bells samt i gruppen Choir of Young Believers og avantgarde-projektet Valby Vokalgruppe har Cæcilie Trier i løbet af 2010’erne haft en finger med i alle lag af dansk musik. Det er dog under kunstnernavnet CTM, at hun virkelig har fundet et egenrådigt og stærkt udtryk ulig noget andet i Danmark – og hun nåede et foreløbigt højdepunkt med Red Dragon. Skrøbelige, forvredne vokaler, melankolske arrangementer og hjerteskærende tekster fremmanet af hendes karakteristisk dybe vokal præger albummet. Fuldstændig umuligt at genredefinere som lige dele Kate Bush og FKA twigs står Trier tilbage som den måske mest spændende stemme i Danmark på vej ind i det næste årti.
(NK)

9, Navneløs Værk (2014)
Debutalbummet fra det aarhusianske artrock-ensemble lød som et hovedværk, der var blevet fremelsket af en rutineret lydarkitekt, som med al sin erfaring fødte et nyt storslået mesterværk. Men det var hverken Mark Hollis, Cocteau Twins, Under Byen eller The Walker Brothers, som stod bag det emotionelt overvældende Værk.

Nej, fem unge aarhusianere med et ambitionsniveau, der kan måle sig med rockmusikkens giganter, satte elegant en kolos af et musikalsk forløb sammen, der over 62 minutter føles som at stå på en regnfuld oktoberdag og bliver blæst igennem af det barske efterårstemperament.
Kvintetten havde tonsvis af følelser, der skulle sættes musik på, samt elegante ører for melodier. Albumåbneren, ”Pilot”, er over 12 minutter lang. Den bygger kælent op over Lin Høgh Rosenbecks ord: »Kom med mig, så gør vi det igen,« for at opløse sangen i et klaustrofobisk klaverstykke. Hernæst en cellosats, der til sidst glider over i fire minutters efterklang af sagte feedbacktoner ledsaget af en grædende cello.

Og så først 752 sekunder inde i Værk, eksploderer pladen på den frygtindgydende ”Her står man”. Navneløs var lyden af skandinavere med ondt i hjertet, og med Værk lavede de 2010’ernes pendant til Lars H.U.G’s City Slang.
(PMJ)

8, Efterklang – Magic Chairs (2010)
Nogle kritikere vil nok mene, at lyden og produktion på Efterklangs tredje album blev for renskuret og pæn. At albummets poppede lyd kom på bekostning af den særegenhed og legesyge, der kendetegnede bandets første to albums. En anke, der da også indeholder et gran af sandhed. På Magic Chairs bliver københavnernes finurlige univers og stærke melodier nemlig lagt frem og præsenteret på en måde, så alle pludselig kan nyde dem uden det store besvær. Der er skruet ned for eksperimenterne og op for popdyderne.

Alligevel skinner Magic Chairs dog igennem som netop et fantastisk indiepopalbum. Fyldt med skæve melodier, legende motiver, maskinelle guitarer, smuk synth og skæve rytmikker. Himmelstræbende med højt til loftet og så tilpas meget musikalsk substans, variation og skæv energi, at man trods den noget renskurede og krystalklare produktion sjældent keder sig.

Det er dog også et album, der sidder meget fast i sin tid. Det lyder på godt og ondt virkelig som indiepop anno 2010, og hørt med 2019-ører kan produktionen godt føles en smule uddateret og som et album, der hører til i sin egen tid. På den led har årene ikke været blide mod Efterklangs musikalske univers, men det faktum ændrer ikke på, at Magic Chairs selv den dag i dag stadig står som et af årtiets bedste danske albums.
(CBW)

7, When Saints Go Machine – Konkylie (2011)
Konkylie er en lækkerbisken af et album, som indeholder både talent, melodiøsitet og ikke mindst originalitet. Ingen andre lyder som When Saints Go Machine, og intet andet lyder som Konkylie. Albummet har et melankolsk udtryk og er samtidig meget dynamisk, og alligevel føler man bare, at bandet har helt styr på hvad de laver. Konkylie er også et udfordrende album, som kræver ens fulde opmærksomhed.

Giver man sig hen til albummet, kan det nemt blive et, man vender tilbage til gang på gang. Konkylie er helstøbt album, der rummer så mange genkendelige stemninger og følelser, og det er umuligt at komme udenom , når man skal snakke de bedste danske udgivelser i 2010’erne.
(TS)

6, Bisse Højlandet (2016)
Hyperproduktive Bisse satte et kæmpemæssigt aftryk på dansk alternativ musik i 2010’erne. På hans tredje album i 2016 alene går det hele op i en højere enhed. Højlandet har en mere luftig produktion end på de tidligere udgivelser, hvilket passer glimrende til de tårnhøje kunstneriske ambitioner.

På det lyriske plan formår Bisse på mesterlig vis at blande en cocktail af hverdagens trummerum og magiske elementer, og på det musikalske plan spændes der vidt: fra højintens punkenergi på ”Fred” til det svævende, 12 minutter lange epos om ”Kongeegen”. Nævnes skal også den fantastiske ”Seks Hjerter”, der må kandidere til årtiets bedste danske nummer. Afslutningsnummeret, ”Showbiz”, indledes passende med sækkepiber, og Bisse udleverer sine overvejelser for og imod at »blive her i showbiz.«

Lad os håbe, at han bliver der længe endnu.
(UH)

s også:
2010’ernes bedste danske plader: 50-46
2010’ernes bedste danske plader: 45-41
2010’ernes bedste danske plader: 40-36
2010’ernes bedste danske plader: 35-31
2010’ernes bedste danske plader: 30-26
2010’ernes bedste danske plader: 25-21
2010’ernes bedste danske plader: 20-16
2010’ernes bedste danske plader: 15-11

Skriv et svar