Koncerter

Boris, 01.12.19, Lille Vega, København

Foto af Mathias Kristensen

Følsom, brutal og øresyngende koncert med japansk kultband, der bevægede sig rundt i psykkens ydrepunkter.

Et eller andet sted i et musikalsk grænseland finder vi Boris. Vi kunne sige, at den japanske trio befinder sig i grænselandet mellem doommetal, støjrock, postrock og shoegaze. Det ville også være sandt, men langtfra dækkende. Vi kunne også sige, at de følelsesmæssigt bevæger sig rundt mellem fortvivlelse, styrke, kraft, skræk, frygt, mismod, eufori, træthed, depression og elegance. Så kommer vi tættere på, og alligevel er vi så langt fra, nu hvor vi har brugt det meste af varieteten i den menneskelige psyke til at beskrive Boris.

Med Boris mangler jeg lidt ord. Efter deres koncert på Lille Vega finder jeg mig selv i min seng. Jeg kan mærke kulden kæmpe sig igennem de ellers fint isolerede vinduer, og det hyler for mine ører. En hylen, der bliver mere og mere intens, som jeg ligger der, og jeg kan mærke et snert af angst, der kommer snigende og bliver stærkere, mens hyletonen intensiveres. Alligevel er jeg taknemmelig over at ligge her og fordøje det, der lige er sket med mig. For Boris har gjort et indtryk, mens de drev os igennem det brede følelsesregister.

Den japanske trio har været aktiv i 27 år, og aftenens koncert var centreret om det glimrende nye album Love & Evol (2019). De besøgte Roskilde Festival sidste år med den kultiske støjkunstner Merzbow som anonym statist i Boris-showet. Denne gang fik vi dem heldigvis alene, uden de skulle inkludere andre i deres formfuldendte univers.

Vi startede blidt med ”Away from You”, der er båret af en smuk basmelodi, sagte trommer, ambiente guitarklange og en sorgfuld vokal fra bassist/guitarist Takeshi. Sangen tager sig yderst god tid i sin postrock-agtige opbygning. Det er som en lang dvælen i smerten fra et break-up. Et langt spørgsmål om, hvad der lige skete i går, og hvorfor fanden man er endt her, uden man sjusser sig frem til et tilfredsstillende svar.

Hernæst begynder en nasty elektronisk støj, og bandet understøtter lydene med tunge anslag på bas, guitar og trommer. Dette følelsesmættede lydbombardement føles som en overforstærkning af verdens støj og kaos, og nu bruser dommedagsundergangen ud i hovedet på os. Guitaranslagene er så lange, at man kan mærke smerten bevæge sig rundt i de dybeste afkroge af sindet. Og det er så højt, at vi ikke kan ignorere den smerte. Så satans højt, og der er ingen udvej. Vi er i gang med et cover af Coaltar of the Deepers’ ”To the Beach”, og Takeshi synger endnu engang med hans lette, nervøse stemme. Og den er det eneste element i lydbilledet, der minder os om, at selvom det lyder som verdens undergang, er vi stadig levende mennesker, der er i stand til at kæmpe mod det totale forfald.

Så råber trommeslager Atsuo: »Yeah!!!«, og Takeshi supplerer med et entusiastisk: »What’s up Copenhaaaagen!!!« Guitarist Wata sætter i gang i et tungt guitarriff, der føles opløftende og som en modreaktion på det mismod, vi lige har befundet os i. Det er som om, Boris siger: »Vær nu stærk, for helvede. Du kan fandeme godt!« Og bedst som vi har genfundet den styrke, står bandet med lukkede øjne, lader guitarerne klinge uendeligt længe og indhyller sig i en postapokalyptisk stemning, mens Wata hvisker ind i mikrofonen på den smukke sang “Journey”. Det føles nærmest romantisk. Som at vide, at man ligger i sengen ved siden af hinanden på den yderste dag.

På den efterfølgende ”Uzume” er guitaranslagene så lange, de når at blive selvrefleksive. De skærer sig ind i vores ribben, forvrider hoften og får alle hår på min krop til at bevæge sig. Og når anslaget så opfatter lyden af sig selv, begynder dens lyd at vibrere og skrige alle sine frustrationer ud i den kolde december aften. På et tidspunkt skriger Atsuo bag sine trommer. Det er som en smerte, han vinder over. Det føles både håbløst og bestyrkende for selvtilliden, at man selv kan genvinde kontrollen midt i frygten, angsten, depressionen og mismodet.

Og den virkning spiller Boris frem, når de bevæger sig rundt i grænselandet. Man kan sige, at de fire genrer – doommetal, shoegaze, postrock og støjrock – alle forholder sig til den samme erkendelse: Verden er et overvældende sted, og det er eksistentielt svært at være i live. Men de fire genrer forholder sig forskelligt til denne erkendelse. Støjrocken lader sig suge ind i kaosset, gengiver det ved hjælp af de støjende lyde og omfavner kaosset på futuristisk vis. Shoegaze har en grundtone af depression, som den forsøger at romantisere og varme op i en dyne af guitarstøj. Postrocken dvæler ved den grå følelse af mismod, og forlænger denne følelse unaturligt længe i sin afvigelse af en normal rockstruktur med vers, omkvæd og korte sange. Og doommetallen forstærker verdens mørke i en så kraftig grad, at den åbenbarer okkulte parallelvirkeligheder. I Boris’ grænseland gør japanerne alle fire ting.

★★★★★☆

Fotos af Mathias Kristensen

Leave a Reply