Plader

Death Machine: Orbit

Danske Death Machine har sendt et nyt album ud i æteren. Det er vedkommende, ubesværet og helt nede på jorden.

Mens vejret udenfor husmurene tiltager i brutalitet og tristhed, og vi trækkes gennem årets allermørkeste dage, er der ingen bedre anledning end en adventssøndag, til at lade sig svøbe i Dødsmaskinens bløde og omfavnende lyd. I diametral modsætning til de undergangsforestillinger, bandets navn måske afføder, lyder Death Machine på Orbit simpelthen så inderligt og varmt og organisk fra første til sidste tone, at det halve kunne være nok. 

Når det så er sagt, så er det ikke fordi Death Machine ligefrem skriger hygge eller happy go lucky. Det er et roligt, men også et tungsindigt univers. Eftertænksom poesi, øm vokal og sporadiske træk af ambient synthesizer gennemsyrer pladen med nordisk melankoli. Balancen mellem det varme og det dybe er i den grad vellykket. 

Og nu, hvor jeg alligevel er så godt i gang med min uforbeholdne hyldest, er der vel ingen grund til at holde igen: forsanger og sangskriver Jesper Mogensens stemme er simpelthen noget af det behageligste, jeg kan tænke mig. For eksempel på den fremragende single “Isle of Mine”, der beretter om en snevandring og om ensomhed og fremmedgørelse. I selskab med den spanske guitar, der plukker sig gennem de skæve akkordbrydninger, giver Jesper Mogensens bløde klang unægteligt stærke associationer til Jacob Bellens og Murder. Det er i øvrigt ikke kun symptomatisk for pågældende sang, men for hele albummet. Og selvom musikken på den måde ikke er så revolutionerende, er det stadigvæk ualmindeligt rart at lytte til. 

Fælles for hele samlingen af sange er, at det lyder let. Ikke på discount-måden, forstå mig ret, men nærmere som noget, der er udført stilrent og ubesværet, uden de helt store armbevægelser. Som på den afdæmpede “Someday”, der drives frem af en salig akustisk guitar – og ikke før til allersidst på nummeret bliver grebet af et bas- og trommeunderlag. Og selv da er det beskedent, og med en tilbagelænet ro. Musikken forsøger aldrig at være større, end den er. 

Henimod slutningen af pladen begynder jeg godt nok at savne et opgør. Lidt støj, måske en lille bitte eksplosion – bare ét eller andet, der ikke er så roligt, fattet og pænt. Men fat mod! Det ender godt. Vi bliver reddet på stregen. For det næstsidste nummer, “Mask”, indfrier min længsel: det er nemlig både progressivt, tungt og faktisk også lidt vredt. »Like a wolf / I’m without a leash« lyder teksten i et af de første vers – godt nok sunget med den samme kontrollerede og fredelige tenorrøst, men okay. Jeg køber den alligevel. 

Orbit er et gennemført album. Det er folk, men også meget mere: Det er americana stemt i nordiske toner, det er vemodige elektro-effekter, og det er et harmonisk soundtrack til de vintermørke dage. Det er et værk der handler om forbigåelse, om evige paralleltilstande, og om at gå i kredsløb om noget, men aldrig nå ind til det. Det er hverken eksplosivt eller banebrydende. Til gengæld er det imødekommende og nærværende, både i sin lyrik og i sin musikalitet. 

★★★★★☆

Skriv et svar