Koncerter

Experimental Electronic Music From Iran, 10.12.19, Alice, København

Temp-Illusion var fløjet ind fra Teheran og udsatte publikum for et ekstremt miks af nasty lyde, der blev mast ind i lydbilledet. Foto: Malthe Folke Ivarsson

Mørke, frygt og kaos stod i centrum under fire timer langt sansebombardement.

Jeg var udmattet efter en firedobbelt koncert med mørke, stress, frygt og kaos som de centrale tematikker. Udmattet efter et kompromisløst selskab med de iranske eksperimenterende, elektroniske artister Rojin Sharafi, 9T Antiope, Pouya Ehsaei og Temp-Illusion.

Igennem hele aftenen udfordrede de mig med en bas, der lå som en dyb, dystopisk bund og et mere eller mindre konstant elektronisk kaos, der lagde sig i toppen af frekvensniveauet. Vi skulle igennem fire timers soniske fornemmelser af stress i løbet af en aften, der i store dele holdt sig til korte lydfragmenter af ubehagelige følelser, lyde og tilstande, og der var få behagelige holdepunkter for de omkring 150 nysgerrige publikummer.

Rojin Sharafi var mest ekstrem, når hun lod hænderne flyve over sine controllere, knapper og tangenter og kastede publikum rundt mellem forskellige følelser af ubehag. Lydene var som en overstyring af verdens kaos. Hvis hun skabte skyggen af en melodi, opløste hun den hurtigt igen og førte musikken et nyt sted hen. Hun dvælede ikke ved noget, men I stedet overgav hun sig til kaossets skiftende natur.

Langsomt opstod der dog en systematik i alle de her skift. Der opstod en fornemmelse af puls, og langsomt kunne jeg mærke, at mit ben begyndte at følge rytmen. Til sidst blev koncerten nærmest meditativ og dvælede ved de samme momenter. Jeg bilder mig ind, at musikken blev mindre hektisk, men det kan også meget vel være, at jeg bare vænnede mig til kaosset. Med den konstante elektronisk malstrøm som underlæg, spillede Rojin Sharafi en lille drømmende melodi med to køller på sin santur – et persisk instrument, der minder om en lille harpe. Det lød som et sentimentalt minde fra det gamle Iran midt i nutidens kaos.

Rojin Sharafi spiller på det persiske instrument santur. Foto: Malthe Folke Ivarsson

Som den diamentrale modsætning stod Temp-Illusion, der som aftens eneste artist ikke er bosiddende i Europa, men var fløjet ind fra Iran. Duoen var langt mere straight forward i sine kompositioner. Rytmerne havde ikke travlt med at opbryde sig selv. Nej, snarere gik de i gang med at forstærke sig selv, og opbygge et forløb mod en ekstatisk tilstand. Det lød stadig mørkt og dystopisk, men med en hård, kontinuerlig struktur, der skabte et medrivende groove. Nasty lyde blev mast ind i musikken, og musikken forløste sig selv i kaotiske, skæve, mavepustende, hårde beats, der blev mere og mere intense.

Temp-Illusion spillede aftens sidste koncert på en lang tirsdag aften. Foto: Malthe Folke Ivarsson

Den Paris-baserede duo 9T Antiope henlod sig udelukkende til en ond, mørk horrorstemning. Når duoens ene halvdel Sara Bigdeli undervejs i koncerten sang, lød det som dystopisk kirkesang, der var renset for selv det mindste element af optimisme. De højfrekvente elektroniske sinustoner mindede om tinitus.

Det var en æstetisering af frygt. En frygt man ikke ved, hvor kommer fra. Man kan bare mærke, at den er der. Men under denne koncert mærkede jeg bare ikke rigtigt frygten. Mine tanker blev mest af alt ført hen mod det, jeg godt ved, der gør mig trist til hverdag, og jeg lærte ikke noget nyt i 9T Antiopes mørke, dystopiske univers.

En halv time inde i koncerten blev bassen forstærket. Nu rystede hele min krop, og der var små loops, som dannede melodier. Sara Bigdelis sang forvrængede flydetoner, og den bragende lyd virkede rensende. Som om, at nu var vi så langt inde i mørket, og at nu kunne vi give os hen til det. Måske var det derfor, vi skulle dvæle ved det enerverende mørke så længe, så vi kunne få denne forløsning. Det virkede i al fald, og endelig blev jeg også revet med.

9T Antiope dvælede ved mørket. Foto: Malthe Folke Ivarsson

Pouya Ehsaei lod sin musik være langt mere melodisk. Han skabte en lang række af fragmenter, som sendte referencer mod krautrock, columbianske cumbiabeats, ambiente lydflader og kraftfuld jazz. Smånaive synthmelodier fik lov til at gentage sig, og rytmer gav langsomt en pulserende fornemmelse. Men det krævede samtidig også tid at manifestere de mange reference og tålmodige opbygninger, og desværre afbrød han for det meste sig selv, inden jeg rigtigt havde vænnet mig til universet. Vi skulle hele tiden et nyt sted hen, og sjældent fik vi noget, vi kunne holde fast i længere tid ad gangen. Hermed lod endemålet til blot at være den soniske sammenblanding. Ikke en gengivelse af kaos, frygt og mørke.

Pouya Ehsaei afbrød igen og igen sin egen trance. Foto: Malthe Folke Ivarsson

Aftenens bedste indslag hang sammen med, hvor veltilrettelagt et forløb, der var lagt igennem koncerten. Temp-Illusion arbejdede med at konstant maksimere, det kaos der fra start bragede ind i kroppen. Rojin Sharafi gik den modsatte vej og fandt en ro i det konstant skiftende kaos, der blev etableret i starten. 9T Antiope dvælede tværtimod for længe ved frygtens monotone uhygge, og Pouya Ehsaei lagde sig aldrig fast på sin retning.

På vej til Alice forberedte jeg mig egentlig på, at disse ord skulle handle om Iran, ytringsfrihed og musikalsk modstand. De skulle handle om, hvordan Irans begrænsede ytringsfrihed kan blive fortolket gennem laptops og eksperimenterende elektroniske toner. Efter den islamiske revolution i 1979, blev det forbudt at spille musik i Iran, og selvom der i dag er blødt op for den restriktive musiklovgivning, er det stadig ikke al musik, man må spille i Iran. Så hvor er vi i dag? Hvad fortæller landets eksperimenterende elektroniske musik om, hvordan det er at være iraner?

Det fik jeg ikke svar på. For ligesom al amerikansk musik ikke handler om Trump, og al dansk musik ikke handler om udrejsecenter Sjælsmark, klimakrise eller stigende ulighed, så handler al iransk musik heller ikke politik i Iran. Alligevel fik jeg et svar på, hvordan frygt, angst og kaos opleves i en anden kultur, og det var meget genkendeligt, for hvordan det opleves i en 28-årig, hvid, dansk herrekrop.

Temp-Illusion:

★★★★½☆

Rojin Sharafi:

★★★★☆☆

9T Antiope:

★★★☆☆☆

Pouya Ehsaei:

★★☆☆☆☆

Billeder af Malthe Folke Ivarsson.

Leave a Reply