Plader

False Advertising: Brainfreeze

Skrevet af Jens Trapp

Manchestertrioen False Advertising skyder skarpe fuzz-rockede skud af i et grunge setup, der kun delvist finder forløsning på albummet Brainfreeze.

Tempoet er højt, lydniveauet skal helst op, så det trykker dig helt bagover i tilbagelænet lytteposition og også ambitionerne er høje på Manchesterbandet False Advertisings andet album Brainfreeze. En titel der faktisk indrammer det hele meget godt! Der er noget syntetisk rent og klinisk næsten, over det 38 minutter lange album, som godt kan give lidt brainfreeze, som at bide med hjørnetænderne i en knaldhård, bundfrossen is. Og det på trods af at bandet synes at have fundet fuzz-pedalerne frem fra bagerst i skabet, for at give deres riffbaserede rock, det rette touch af postgrunge og slacker rock. Imidlertid er det også det, som umiddelbart var ved at få mig til at afskrive albummet som unødigt støjende og underligt gammeldags i stilen.

Som oftest, når man får lyttet sig ind på musikken og snust sig frem til, hvad fa’en det hele egentlig går ud på, ændrede også dette album karakter hen ad vejen. Ikke sådan at forstå, at mine arme fløj i vejret i lutter lovprisninger, men alligevel. Der er en tone i musikken og nogle eksperimenterende lyde og numre, som løfter det det op og ud af det sterile. Som gør det mere interessant. Tag et nummer som “You Weren’t in My Dream”, ikke meget mere end et lille, godt et minut langt, intermezzo som næsten imploderer midt imellem to tårnhøje naboer, inden den overhovedet når at komme ud af højtalerne. Men det er der, nummeret! Og skaber en åbning ind bag facaden af støj og glitrende skarpe kanonader af lyd. En lille dør der åbner ind til det der gemmer sig derinde bagved.

Så får man også pludselig øje på og ørerne op for et nummer som “Uncomfortable”, der stikker ud med sine lidt skæve figurer og rytmer. Nummeret efter det: “We’ve Heard This All Before” med Chris Warr i vokal front, holder kadencen blandt andet i kraft af nogle dejligt syrede mellemstykker og et korarbejde, der giver en næsten psykedelisk stemning til musikken. “Reading It Wrong” fortsætter i samme stil. Det er så også her, at et andet af bandets virkemidler bliver tydeligt. Lige dér, hvor de småsyrede snurrende stykker psykedelia bliver afløst af en mur af lyd, når de alle tre, bas, guitar og trommer trykker den af med fuzz og riffs at de faktisk bliver lidt enerverende larmende. I hvert fald er det lige netop dér, at jeg taber tråden og interessen lidt.

Der er ingen tvivl om at guitarist og forsanger Jen Hingley er dygtig. Hendes onkel Tom var i øvrigt forsanger i bandet The Inspiral Carpets. Også trommeslager og sanger Chris Warr og bassist Josh Sellers er dygtige. Warr og Hingley er kendt for at skifte rundt mellem sang, guitar og trommer og skriver hver deres sange, som ubesværet smelter sammen til et hele. Hvor Warrs sange tenderer mod det politiske (F.eks. “We’ve Heard This All Before”), er Hingleys sange mere personlige og kredser bl.a. om tab og sorg. Tag et nummer som albumlukkeren “So Long” som et eksempel på dette. Lytter man tilbage på de to selvudgivne EP’er og det første ligeledes selvudgivne album, sporer man en fin udvikling og bandet har potentialet til at blive store. Som det ser ud lige nu og her bliver det en mellemfornøjet karakter herfra. Der er fede passager og sange på albummet, men det drukner lidt i gentagelser og larm.

★★★½☆☆

Leave a Reply