Årets bedste plader

Årets bedste danske plader 2019

Skrevet af Redaktionen

Vi præsenterer årets bedste danske plader 2019 ifølge Undertoner.

Med januars komme er det blevet tid til at gøre status over endnu et dansk musikår – og set i bakspejlet er det ingen stor overraskelse, at Lowly indtager en klar og tydelig førsteplads, når stemmenrne efter redaktionens afstemning bliver gjort op. Med Hifalutin har bandet nemlig begået et så stærkt værk, at det allerede har markeret sig med en flot tredjeplads på redaktionens liste over årtiets bedste danske udgivelser.

Hvis man ser ned over de øvrige fremhævede plader, så tegner der sig et interessant billede af musikåret 2019. Ikke mindre end tre EP’er er at finde på listen, hvor de indtager henholdsvis tredje-, fjerde- og femtepladsen. Det siger noget om, hvordan musik i dag produceres og udtænkes på nye måder. Hvor EP’er tidligere ofte fungerede som opsamlinger af singler eller som små formeksperimenter fra unge bands, så ser vi i dag langt flere kunstnere udgive helstøbte og gennemtænkte værker, der blot sendes på gaden i det mindre format. Måske et tegn på at digitale udgivelseskanaler og forbrugsmønstre i dag skaber grobund for nye og mere dynamiske udgivelsesmønstre?

Det betyder dog ikke, at det klassiske albumformat er uddøende blandt de spændende unge bands, der myldrer frem på den danske musikscene. Foruden årets hovedværk fra Lowly, så har især debutanterne fra Collider markeret sig med et stærkt album, mens også Josiah Konder havde noget på hjerte med deres stemningsfyldte og gennemførte anden albumudgivelse, Through the Stutter. For slet ikke at nævne Kogekunst, der nærmest er udenfor kategori, men som igen brillerer med deres opfølger til Sexede.

Midt i denne ungdomsbevægelse er det dog ligeledes bemærkelsesværdigt, at en række gamle kendinge i form af Søren Huss, Kira Skov og Jens Unmack har kunne forene redaktionen tilpas til at finde vej til listen med deres albums, der alle fremstår som stærke hyldester til klassisk dansk sangskrivning og bærer elementer af sorgbearbejdelse og bittersød melankoli med sig.

Og med det sagt, så er det vidst tid til at introducere årets 10 bedste danske albums ifølge Undertoners redaktion:

10. Kira Skov: I nat blir vi gamle

Kira Skovs seneste album, I Nat Blir Vi Gamle, er en ualmindelig smuk samling af sange på et, for Kira Skov, uvant sprog at synge på. Dermed ikke sagt, at hun aldrig har sunget på modersmålet før, for det gjorde hun blandt andet på sin afdøde mand Nicolai Munch-Hansens album med musik til Peter Laugesen og på Andersens Drømme, men her synger hun altså for første gang et album i eget navn på dansk.

Det gør hun på numre, som helt naturligt rækker tilbage til tabet af Nicolai Munch-Hansen i en stærk sorgbearbejdelse, som f.eks. den akustiske, tyste og vuggeviselignende ”Sorgen Sover” samt den stærke ”Du er meldt savnet”, der vækker mindelser om Nick Caves ”Henry Lee”. Men der er også mange af numrene, der peger fremad både i kraft af sproget, men også i kraft af den elektroniske lyd, der præger albummet og som blandt andet skyldes samarbejdet med Silas Tinglef og Anders Trentemøller.

Lyden er lækker med spor af trip-hop, med lidt spoken word og med både samples af Tove Ditlevsen og oplæsning af Peter Laugesen i en fin hilsen til Nicolai Munch-Hansens sidste album, som slutter med det samme digt. På 10-pladsen i år finder vi med andre ord en rigtig stærk aftapning af Kira Skov, der både føles genkendelig og alligevel ny, præcis som Kira Skov til enhver tid er.

(Jens Trapp)

9. Love Shop: Brænder boksen med smukke ting

Jens Unmack og Love Shop har det for tiden med at have i hvert fald ét nummer på hver plade, der burde gå direkte ind i den danske sangskat. Sidst var det den tidløse, frostsentimentale ”Skøjteløb på Bagsværd Sø”. Denne gang er førstesinglen, ”Leve er at dø med stil”, sensommerpoetisk romantik på samme måde som gennembrudshittet ”En nat bliver det sommer”, var. Fænomenale akkorder overrasker, men omfavner som en dyne mod al dårligdom. Og hvilken tekst!

Men albummet har langt mere at byde på. Der er oder til Berlin, David Bowie – og en revselse af Socialdemokratiets »kolde krop«. Der er store omkvæd i overflod, og elegance i sangskrivningen og Mikkel Damgaards produktion.

Der er vel nærmest ingen andre danske bands, der har formået at udgive god – og relevant – musik i en så lang periode uden at lefle eller blot forsøge at gentage fordums succes? På Brænder boksen med smukke ting fortsætter Love Shop den stime.

(Peter Boier)

8. Josiah Konder: Through the Stutter

På andet pladeudspil udbygger københavnske Josiah Konder deres ruskende vingefang i folk-rocken, der på Through the Stutter har fået et maksimalistisk og baskende udtryk. Det ses især på ”Bullet” og ”Hold Me”, der domineres af følelsesudlægningerne fra Julius Ernst, der lader sin barytonvokal fylde med eksistentiel og apokalyptisk melankoli – hvilket sker i et sublimt samspil med slideguitar, alsidige percussionelementer, stryger- og korarrangementer.

Der efterlades et indtryk af, at detaljerne på Josiah Konders flotte toer alle hviler på et grundlag af noget essentielt, da pladens omfangsrige følelsesspektrum er afhængig af instrumental storladenhed for at opnå forløsning. Dette lykkes i en grad, der ubesværet sikrer Josiah Konders store armbevægelser som kunstneriske relevante.

(Kristian Jensby)

7. Søren Huss: Sort og hvid til evig tid

Søren Huss har på sit fjerde soloalbum, Sort og hvid til evig tid, begået en af årets smukkeste plader på den danske musikscene. Egentlig havde Huss selv en idé om, at pladen udelukkende skulle være en lys og munter plader, der skulle symbolisere, at han nu er kommet videre i tilværelsen efter livstragedien tilbage i 2007, hvor hans kæreste på meget tragisk vis mistede livet i en trafikulykke.

Men i processen måtte Huss sande, at han ikke kunne stå inde for slutproduktet på en primært lys plade, så han lukkede mørket ind og måtte sande, at han er Sort og hvid til evig tid. Han er kommet videre fra tragedien, men han lægger den ikke fra sig – heller ikke i det musikalske udtryk, hvor der balanceres mellem lystig dur og melankoli og storslåede strygere, samt et Benny Andersen-inspireret tekstunivers, der gør Søren Huss’ fjerende soloalbum til en yderst betagende og medrivende lytteoplevelse.

(Morten Madsen)

6. Collider: -><-

Colliders maksimalistiske debutalbum -><- fremstod som et forsøg på at favne flere årtiers guitarbaserede eksperimenterende rockmusik, og resultatet var noget af en kraftpræstation for en debut. Til trods for den lange række af bands, som -><- giver mindelser om, så bærer pladen stadig præg af en umættelig rockmusikalsk grænsesøgen og legesyge.

Med sin succesfulde vekselvirkning i spændet mellem hårdtslående, prog’et kompleksitet og sukkersød, popmelodisk umiddelbarhed er -><- en vildt imponerende plade, der sitrer af ungdommelighed og sprudlende musikalitet.

(Kasper Foldager Nielsen)

5. Ydegirl: Notes19

Med en spilletid på blot 15 minutter har Andrea Novel, kvinden bag Ydegirl, skabt en af årets bedste danske lytteoplevelser. Notes19 er en barok pop-udgivelse, der i sit kompakte format også når at trække på både r’n’b, electronica og folk – dog uden at bevæge sig langt fra den æstetiserede, nordiske simplicitet, som i de forgangne år er fejet over den danske musikscene med bl.a. ML Buch (hvor blev hendes udgivelse egentlig af?), Clarissa Connelly og CTM.

Instrumenteringen på Notes19 eksperimenterer i samspillet mellem fløjte, guitar, cello, synthesizers og ikke mindst Novels luftige, dragende vokal, der virkelig kommer til sin ret på ”I Need This”. I kontrast til de blide toner på denne står den anderledes hårdtslående ”Lovely Snipe”, hvor Escho-fællen Jakob Littauer (Yangze) og Cæcilie Trier (CTM) bidrager. At der er rum til både kontraster, eksperimenter og et væld af genremæssige indflydelser på blot et kvarter, kan nemt foranledige en frygt for et rodet udtryk, men Novel har tværtimod skabt et helstøbt, dynamisk og lyttevenligt værk.

(Sofie Guldager Rafn)

4. Modest: For the Better

Den aarhusianske kvartet Modest bed sig allerede fast i musikkenderes bevidsthed med den yderst lovende debut i form af EP’en Pretty Sure It’s Honest fra 2017, der af undertegnede dengang blev kaldt for en EP, som »emmer af ungdommelig energi, fede riffs og sindssygt meget talent«. I 2019 udgav Jakob Ahlers, Jacob Tjerrild, Stinus Kruse og Julius Lykke, der tilsammen udgør Aarhus-kvartetten, deres anden EP For The Better og der er ikke nogen tvivl om, at der er tale om endnu en meget spændende tilføjelse til det unge bands katalog.

Bandets anden EP er en lidt mere poleret størrelse end Pretty Sure It’s Honest, der særligt med ”Pride” sparkede døren ind til et hårrejsende lyt, men til gengæld udfordrer og undersøger Modest med For The Better andre afkroge, der klæder bandet ganske godt. Titelnummeret ”For The Better” er et tilbageholdende nummer, der primært består af Tjerrilds guitar og Lykkes vokal, som smukt supplerer pladens øvrige numre, der i højere grad bevæger sig en boldgade, hvor vi kender Modest med tempofyldte, postpunkede trommer, guitarriffs og janglepop-melodier. Der er ikke nogle af EP’ens seks numre, der falder igennem, men omvendt er der heller ikke et nummer som ”Pride” på den forrige, der nævneværdigt skiller sig ud fra de andre. Min personlige favorit er dog ”Closer to Each Other”, hvor der lige skrues en ekstra tand op for blusset.

(Morten Madsen)

3. School of X: Destiny

I 2019 udkom danske School of X efter års udgivelsespause endelig med den anden EP Destiny, og det er ganske enkelt en fremragende plade, som Rasmus Littauer har skruet sammen. Ja, jeg tør såmænd godt kalde det et varsler om, at den danske musikscene er ved at få endnu en stor artist til samlingen.

Mit første møde med School of X var på Rising på Roskilde Festival 2017, hvor Littauer og bandet mildest talt fejede benene væk under mig, og jeg har siden været spændt, hver gang der har været varsler om nyt fra Littauer. Med rette, for School of X har virkelig noget at byde på med Destiny.

Rasmus Littauer, der også gør sig som trommeslager for den danske superstjerne , byder på  Destiny inden for til et drømmende, kaotisk lydunivers, hvor hans karakteristiske, berigede stemme binder det hele sammen fra ende til anden. Det er både stille ballader som ”Destiny”, udstyret med fingerspil fra guitaren og nedtonet brug af synthesizere og træblæsere, og mere tempofyldte, storslåede numre som ”Write My Name”, der efter min mening er pladens bedste nummer.

(Morten Madsen)

2. Kogekunst: Lala

Hvis du ikke har hørt Lala endnu, kan du godt forberede dig på, at du først og fremmest kommer til at tænke: »Hvad fanden er det her?«. For ingen lyder som Kogekunst. Ingen trækker musikken ud i et dette emotionelle overdrev, der virker så intimiderende, flabet, desperat og ekspressionistisk som Kogekunst. De gør det ved dansk musik, som man kunne ønske, at nogle store kunstnere ville gøre ved dansk musik.

Lala er historien om at give op og prøve at komme videre. Rammen er et forlist parforhold oplevet af det 21. århundredes mand, der ikke beder om ret meget mere end at føle sig elsket. Vi møder ham lige der, hvor han må sande, at det ikke er den kvinde han deler liv med, der kan give ham det. Og så ryger han ud på vanviddets rand.

Melodierne er konstant på grænsen til at være alt for meget. Lyden er til nærmest barnlig i sin tilstand på randen af sindssygen og alligevel med en svingende rytmisk grundfornemmelse. Det hele ville falde totalt fra hinanden, hvis der ikke var så stærk kunstnerisk fortælledrift og en så klar retning for, hvad der skulle ned i rillerne på den her plade.

En komposition som ”Uanset Lys” er som skrevet direkte til Højskolesangbogen, og virkemidlerne er så præcist afstemt, at man kigger direkte ind i sjælen på den nøgne mand, der ligger grædende efterladt, mens hans græder og blot spørger efter ens empati.

(Perry MacLeod Jensen)

1. Lowly: Hifalutin

Hvad mere er der efterhånden tilbage at sige om Hifalutin? Først hædrede vi her på hjemmesiden pladen med topkarakteren 6 U’er, og dernæst strøg den direkte til tops på redaktionens listen over årtiets bedste danske udgivelser, hvor den indtog en meget flot tredjeplads (kun slået af Danmarks mest anmelderroste band, Iceage). Det er derfor ikke overraskende, at den også snupper førstepladsen på listen over årets bedste danske udgivelser – og at vi derfor skal gøre et forsøg på at vride flere superlativer ud af ærmet og kaste dem efter dette mesterværk.

Med Hifalutin har Lowly gjort fortællingen om »den svære toer« til skamme, for Hifalutin er på alle parametre en videreudvikling og forbedring på 2017’s Heba, der i sig selv var en fremragende plade. Det er umuligt ikke at blive blæst bagover over aarhusianernes evne til at kombinere en sans for poppede og ørefængende melodier med et voldsomt imponerende ambitionsniveau, hvor der er højt til loftet og plads til at eksperimentere med opbygninger, lyde og flerstemmige korarrangementer.

Det mest imponerende ved Hifalutin er næsten, at den allerede har efterladt sig så markant et indtryk, når det samtidig er et album, der er så spækket med små detaljer, eksperimenter og arrangementer, at det med al sandsynlighed vil få en lang levetid – ligesom forgængeren fra 2017. Jeg tør godt spå, at det her vil være en plade, som forbliver i støt rotation mange år fremover.

(Simon Freiesleben)

Leave a Reply