Plader

Amatør: Hvem vil du hen til

Skrevet af Cæcilie Kallehave

Den københavnske duo Amatør er alt andet end amatører i musikken. Deres debut-udspil er absolut er lyt værd.

Hvis du googler ’amatør band’, kommer der et hav af amatørbands frem, som kan spille til din tantes 50-års fødselsdag, men det måske mest seriøst band dukker først op langt nede i dit scroll – og det er ærgerligt. Den københavnske duo Emil Jeppesen (sangskriver og vokalist) og Jacob Hallberg (produktion) laver nemlig suveræn musik under navnet Amatør, og er netop nu aktuelle med deres debut-EP Hvem vil du hen til. 

Ambitionen med Amatør er at skabe musik, som bevæger dig både emotionelt og rytmisk, og det lykkes ganske fint for dem på denne første EP. Deres lydunivers er bygget helt klassisk op af klaver og guitar, som suppleres af mekaniske trommebeats, rytmer og dernæst lyrik, som kredser om både ensomhed, sårbarhed og kærlighed. Duoen får på Hvem vil du hen til skabt rammerne om et lydunivers, der trækker i mange forskellige retninger og genrer, og er på mange måder helt anderledes end singlen “Krydshånd og fint papir”, som Undertoner omtalte tilbage i efteråret, lagde op til.

Hvem vil du hen til lægger fra land med ”Held i karma”. Nummeret startes med let klaverspil, som bliver afbrudt af Jeppesens yderst behagelige vokal og mekaniske trommerytmer. Første nummer er i virkeligheden et af de stærkeste numre på EP’en, fordi det fremstår mere simpelt, rent og sårbart end flere af de efterfølgende numre. Der er en dybtfølthed i Jeppesens vokal på “Held i karma”, der desværre ikke er så gennemtrængende på resten af EP’en.

Det virker ikke til, at der er tænkt i overgange mellem numrene – eller en rød tråd for den sags skyld. Andet nummer “Krydshånd og fint papir” har et væsentligt tungere beat og en mere melankolsk undertone end forgængeren. På “Krydshånd og fint papir” virker det egentlig til, at Jeppesen skal kæmpe lidt for at nå ned på de dybe toner, hvilket kommer til at lyde en anelse forceret og ærgerligt for den ellers ganske glimrende vokal.

Amatørs legende tilgang til musikken står tydeligt frem på “Igen”, hvor en nærmest drillende synth/keys-figur går igen gennem store dele af nummeret. Det resulterer dog i dette tilfælde i et lidt rodet lydbillede, sammen med den lidt mekaniske staccato vokal, der synger: »Jeg nænner ikke / At nævne det for nogen / At jeg er alene igen«. En linje, der virkelig bider sig fast (muligvis fordi den bliver sunget utallige gange med forskellige udtryk), og som giver udtryk for en sårbar ensomhed, hvilken Jeppesen og Hallberg skal have kudos for at udforske.

“Hvem vil du hen til” er en mere elektronisk og dyster sag. Et eksplosivt, instrumentalt nummer, der fører til den afsluttende ”Deltid”, hvis intro ligeledes er instrumental med dens 40 sekunder lange klaversolo. “Deltid” minder i opbygningen om EP’ens intronummer, men selv om det virker en anelse trivielt, binder det også form for sløjfe på en ellers let kaotisk EP.

For Hvem vil du hen til vil rigtig mange steder hen. Fra den mørke melankoli til den mere disco-vibede lyd og tilbage til noget fint klaverspil, bliver det lidt af en rodebutik. EP’en har da også vist sig at være alt andet, hvad jeg forventede, da jeg hørte bandnavnet og så albumcoveret. Jeg forestillede mig en let og mere poppet EP, men det er næsten så langt fra Amatør, som noget kan komme. Duoen tager tværtimod fat i de tunge emner, leger med storladen produktion og inviterer os ind i et tungt lydunivers.

Der er en masse potentiale i Amatør, som absolut gør EP’en værd at lytte til, men det er samtidig tydeligt, at Jeppesen og Hallberg har eksperimenteret med indspilningen, og at EP’en afspejler en søgen efter deres egen lyd. En hel indspilning med en mere koncentreret lyd af Amatør kunne absolut godt gå hen og blive et spændende bekendtskab i 2020.

★★★☆☆☆

Skriv et svar