Plader

Emil de Waal + Spejderrobot: 3

Skrevet af Daniel Niebuhr

Emil de Waal og Spejderrobots musikalske ægteskab har nået kobberbryllupalderen, og i anledning heraf har duoen kreeret et nyt udspil, der dog først og fremmest fejler i at levere en mindeværdig lytteoplevelse.

Et kobberbryllup kalder Emil de Waal og Spejderrobot deres tredje – og konservativt betitlede – udgivelse, 3. En markering af duoens nu tolv-et-halvt år lange samarbejde, der senest er udmundet i en håndfuld materiale foruden flere hundrede optrædener med etno/anatolsk-electropsych-projektet Kalaha, men som på tomandshånd efterhånden ikke har produceret nyt materiale siden 2013-albummet Crash & Compute, der efterfulgte pizzabakke-konceptpladen Nr. 2 fra 2011.
Umiddelbart er det stadig i et hav af electronicafusionerede genrer, at duoen opererer, hvor både funk, jazz og dub får mulighed for at komme til udtryk på de Waals glimrende trommespil og Spejderrobots myriader af synths, samples og glitchende lydfragmenter på de otte kompositioner, der, lige så anonymt som albumtitlen, er blevet navngivet fra ét til otte med romertal.

Bedst tager 3 sig ud, jo flere elementer der synes at blive tilført, hvilket især gælder de sparsomme vokalpræstationer. Den ligefremme, krautrockende “V” – der vil glæde fans af eksempelvis Klaus Johann Grobe – hører i den forbindelse til blandt de mest iørefaldende indslag, hvor Moi Caprices Michael Møller på tysk leverer et maskinelt samlebåndsnarrativ, hvilket kun yderligere komplimenterer nummerets motoriske, monotone fremdrift. På samme måde formår den umiddelbart bredest favnende skæring, den Liima’ske “II” med FockBa som vokalmæssig ophavsmand, på fornuftig vis at hæve sig over gennemsnittet, der dog alligevel aldrig rigtig når virkelig højt op.

For langt størstedelen af tiden er 3 nemlig en udgivelse, der aldrig kommer helt ud over kanten – ikke mindst i forhold til hvad de Waal og Spejderrobot egentlig kan (og har) præstere(t) – men i stedet nøjes med at sumpe lettere anonymt rundt i sit eget lydunivers. Indholdet bliver sjældent til mere end ganske fine, instrumentale udfoldelser, der individuelt, men aldrig som kollektiv, bliver rigtigt spændende.

På “III”, der læner sig tilpas op ad Battles’ “Dot Net”, har duoen fået albumproducer, bassist og tidligere Kalaha-samarbejdspartner Bill Laswell med som bidragsyder, hvor det udelukkende er de Waals indbydende trommespil, som redder affæren. Og på den søvndyssende “IV” fungerer den slæbende 6/8-takt og enerverende synths kun som et langstrakt intermezzo; øjensynligt uden særligt mål eller mening.

Det er efterhånden mere end otte år siden min kollega Mikkel Arre havde fat i 3‘s forgænger, og rigtig mange af de konklusioner, der dengang blev draget, kan nærmest gengives uforandret, hvad angår de Waal og Spejderrobots seneste værk her anno 2020. Så i stedet for straks at kaste sig over 3 må anbefalingen være, at man imidlertid oplever duoen på scenen, hvor de fremmeste kvaliteter i deres samspil fortsat for alvor kan både høres og mærkes.

★★½☆☆☆

Skriv et svar