Singlr

Fredagssinglr: Graceless – Don’t Mind (Don’t Care)

Danske Graceless er på gaden med singlen “Don’t Mind (Don’t Care)”, der omfavner et klassisk rock set-up og serverer en god omgang guitarstøj.

Den Aarhusianske sanger, sangskriver og guitarist Rasmus Hostrup er centrum for rockbandet Graceless, der i dag udgiver A-siden til bandets første fysiske udgivelse, en 7″ vinyl udgivet af Kilonova Records. A-side singlen, “Don’t Mind (Don’t Care)”, er sammen med B-siden, “Pushing”, indspillet i bandet Traders’ skurvogn/studie med hjælp fra Traders’ Ander Ahle og Kristian Vissing.

Førstesinglen er en intens omgang kompromisløs, indie-rock, der trækker heftigt på garagerockens skramlede lyd og det klassiske guitar-og- tromme set-up, som man kender fra bl.a. canadiske Japandroids og amerikanske No Age.

Lytter man blot til de første sekunder af “Don’t Mind (Don’t Care)”, foranlediges man dog hurtigt til at tro, at man er ved at lægge øre til et mere sagte indie-rock nummer, men blidheden er en drilsk afledningsmanøvre, der kan forårsage seriøse høreskader, hvis anlægget er skruet højt op; kort efter eksploderer introen nemlig i decibel og guitarstøj. Graceless rammer som en mavepuster med masser af nerve, energi, catchy riffs og et omkvæd der sidder fast længe efter nummeret er ebbet ud.

1 kommentar

Leave a Reply