Plader

Molina: Vanilla Shell

Molina har udgivet sin debut-EP, der minder om en stor lyserød boble af udfordrende pop. Den er 80’er-flamboyant, fantaserende og helt sin egen. Og så er den fuld af rumklang.

Hurtige, kemiske beats, tørre trommer og en overflod af synthesizer. Lyden af 80’ernes popmusik er så særegen, at jeg, der aldrig selv har oplevet årtiet, kan kende den ved første anslag. Og jeg er tydeligvis ikke den eneste, der stadigvæk finder glæde ved Bowie, Tears For Fears og alle de andre: Igen og igen dukker små og store referencer til denne keyboardets guldalder op i nutidens musikstrøminger – både på dansk og international grund. På Molinas debut-EP, Vanilla Shell, er der også skruet helt op for 80’er-atmosfæren. Altså sådan helt op.

Molina er aliasset for dansk-chilenske sangskriver og producer Rebecca Maria Molinas soloprojekt. Singler som “Hey Kids” og “Mike” udkom allerede i løbet af 2018, men denne gang kommer de altså samlet på en EP, der i alt tæller seks numre. Kort beskrevet er musikken flamboyant og syntetisk, underfundig og underligt catchy. Og så er det en flot og imponerende debutudgivelse. 

Vanilla Shell åbner med en monoton og stacceret vokal svøbt i rumklang. Siden introduceres et keyboard, en sirenelydende synth, en akustisk guitar og sporadisk tværfløjte. Denne mystiske og eksperimenterende cocktail af et åbningsnummer er et meget godt billede på artisten Molina: legende, rungende og intuitiv. I pressematerialet nævner hun da også selv sin instinktive tilgang til kunsten. Og det sætter faktisk tydelige spor hele vejen igennem både det soniske, det lyriske og det visuelle aspekt af projektet.

Excentriciteten er ikke til at komme udenom. Et kaotisk lydbillede fuld af uventet instrumentalisering og skæv melodiføring, som på nævnte åbningsnummer eller på sangen “Hey Kids”, hvor Molina har allieret sig med svenske Late Verlane (en absolut dynamisk fusion, i øvrigt). Fabulerende tekster, som på den dystre og messende “Fastfood Widow”, hvor hovedpersonen beretter om sin afhængighed af junkfood: »I want fries and meat / with a bun, soft and sweet / I don’t like bread made out of cauliflowers«. Eller på det intime og sært opløftende 80’er-track “Venus”, der lyder: »Venus is open / she’s yelling out loud / she’s not alone, eggs in his crowd«. I det vokale og instrumentale udtryk minder dette nummer mig i øvrigt meget om Kate Bush på Hounds of Love – i mine øjne én af 80’ernes mest markante popudgivelser. 

Molinas fantasifulde og eksperimenterende artpop er som en stor, lyserød tyggegummiboble af, på den ene side, omklamrende og følsom lyrik, og på den anden side, kold, kemisk instrumentalisering. Det er pustet op og spændt til det alleryderste i sin storladenhed, og nogle gange bliver det for kaotisk og rodet, og så falder det til jorden. Men heldigvis er der også øjeblikkene, hvor det holder, og i de øjeblikke fungerer det fantastisk. 

Pladens højdepunkt er den spanske “Parásito”, der beretter om et forhold, der er så symbiotisk, at subjektet føler sig som en parasit, der må trænge ind i den andens krop og opsluge dennes energi. Sangen er enkel i sin komposition, den er smukt skrevet og næsten helt catchy, men har stadig samme legende og rummelige lyd, som resten af EP’en. Dét er Molina, når hun er allerbedst: eksperimenterende, melodisk og gjaldende af rumklang. 

I mængden af ny dansk 80’er-inspireret pop skiller Molina sig ud med udgivelsen af Vanilla Shell. Den er proppet med legesyge, musikalitet og personlighed. Det er modigt at turde bevæge sig ud i poppens grænseområder, og det er om noget, hvad Molina gør. Ja, til tider kammer det over og bliver for rodet, men i sin helhed er EP’en meget vellydende og unik.

★★★★☆☆

Skriv et svar