Plader

Peter Sommer: Stærk Strøm Henover Ujævn Bund

Skrevet af Lasse Yde Hegnet

Sjette album fra Peter Sommer giver lytteren alt det, man kan forvente af finurlig lyrik og eftertænksomme betragtninger. Pladen hviler dog så meget i sig selv, at den aldrig helt forlader sin komfortzone, hvilket bliver dens største og eneste svaghed.

Inden jeg satte mig til at lytte Peter Sommers nye album, var jeg skeptisk. Han havde jo brugt de to første linjer af den seneste plade Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske (2018), på at desertere fra vores fælles ståsted i tilværelsens pessimisme, række ud efter optimismen og en eller anden form for fuldkommenhed i sit musikalske udtryk. En øvelse han gennemførte yderst effektfuldt og uden den kant og usikkerhed, der har gjort ham til et stort navn.

Gudskelov åbnes Stærk Strøm Henover Ujævn Bund med melankolsk kviksand på “Lad mig forlade dig”, og så røg den skepsis ellers videre i mit system. Albummet viser sig gennem flere gennemlyt at være mere klassisk Peter Sommer end Elskede At Drømme… af samme årsag. Alligevel har de to plader et stærkt sjælefællesskab. Ikke siden anden og tredje plade har Sommer udgivet albums med under to års mellemrum, og aldrig har de lydt så meget som hinanden.

Der er sket noget med Peter Sommer siden det sorte hul han befandt sig i på Alt Forladt (2013). Udover i lyden, kommer det også til udtryk i pladernes artwork. Hverken Elskede at Drømme… eller Stærk Strøm… har Peter Sommer selv på coveret. Lydmæssigt fornemmede man tidligere en voksende sanger og sangskriver, der ledte efter sin lyd og på en eller anden måde lod øjeblikkets lyd skrive sig ind i albummenes egen tematik.

Det er altså alle de sikre elementer i guitar, klaver og de Stefan Kvamm’ske elektroniske impulser, der i spil. Det skaber en sikker og ukompliceret baggrund for iscenesættelsen af Sommers lyrik, som vi får fordelt på 10 sange. Pladen er lavet med hans faste band, Tiggerne, og de har en stærk medvirken til pladens lyd og udtryk.

Midtvejs, som nummer fem, ligger “Hele hjertet hele tiden”. Det er en kærlighedssang, men den trækker ubevidst tankerne tilbage til tematikken fra nummeret “I morgen er alt muligt” fra Sommers anden plade Destruktive Vokaler (2006). En tematik, der behandler det menneskelige i altid at have brug for at ønske sig noget, men at det ikke nødvendigvis er tilfredsstillende at få det man ønsker sig, her i tekstbidden: »Man tror man ved hvad man vil have/ Så får man mere/ Så står man af / Så står man der igen«.

På mange måder er det den tematik, der præger hele albummet. Så meget for den optimisme – selvom den til tider sniger sig ind på albummet – mest på nummeret “Vi der valgte mælkevejen”, der hopper på den optimistiske tilgang til tilværelsen. Ellers er det det relationelle, der primært kredses om: Parforholdet og kærligheden.

Lyrikken er legende, og på pladens andet nummer, ”Mørket trumfes af Palle Hjorth”, findes en dedikation netop Palle Hjorth, der er medlem af Tiggerne, hvilken er skrevet efter en skitse af Knud Odde (bassist i Sort Sol). Et nummer, der er værd at fremhæve, er “Udstrakt fantasi”, der også rummer den der forbandede optimisme. Det har en god fremdrift, er med til at laden kan strø om sig med henvisninger, her til Lars H.U.G. Ærligt, så tiltaler dets rockede facon mig en del. Med slutningen bliver pladen generelt mere rocket. Bassen tungere og guitaren mere skærende.

“Konge til knægt” støjer faretruende i sin indledning, og førstesinglen “Begge veje”, der allerede blev luftet af Sommer under sidste års festivaler, er pladens højdepunkt med sin fortættede baggrund. Lyrisk er det resignerende konstaterende at relationer går begge veje, og Sommer drysser fine billeder udover nummeret, eksempelvis: »Du vil være dig selv / fantastisk / men er du det for nogen?« samt »Der er langt ind til land / der er langt ud til dig« . Sætninger der er Sommer, når han er bedst.

Men albummets lyrik indeholder også en brøler på nummeret “Videre og så videre” – det skærer decideret i ørene at Sommer forlader sig på at synge et lålålålå for at underbygge nummerets sportsmetafor. Det er simpelthen for stadionplat, på trods af at Sommer også holder af fodbolden. Det lyriske målmandsdrop findes da heller ikke i de officielle tekster.

Pladen slutter med den mere stille “I morgen!”, en versionering over Richard Strauss’ lied “Morgen” fra 1894, der er oversat fra tysk af Knud Romer. Den lægger albummet fint til ro, uden at det nogensinde har skabt sig på en vild og ustyrlig måde. Nummeret trækker førnævnte tematikker om drømme, kærlighed og fremtid sammen, og minder om afslutningsnummeret på Destruktive Vokaler – “I morgen er alt muligt”, der er en af Sommers bedste numre.

Samlet set er pladen meget klassisk Peter Sommer. Den har de numre, der går hen og bliver stensikre syng-med-numre i sommervarmen på diverse festivaler (“Begge veje”, “Vi der valgte mælkevejen”), og der er de små detaljer og referencer (Bjarne Reuter-titlen “Vi der valgte mælkeveje”, “I Morgen”-oversættelsen) og de numre som Sommer-aficionados vil elske (“Udstrakt fantasi”, “Konge til knægt”). Alle gør, at pladen allerede har sikret sig mindst 4 ud af 6 U’er, for det er Sommer og hans høje bundniveau værd.

Eneste problem er dog at pladen, ligesom sin drømmende forgænger, på en måde er for fuldkommen i sin lyd. Peter Sommer er mere lyrik end musik, og her er lyden for rund og søger ikke rigtigt efter et nyt musikalsk udtryk eller en anderledes lyd, som det var tilfældet på både Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundende (2008) og Alt Forladt. Selv den lidt mere skrabede lyd på Destruktive Vokaler og den forsigtige debut På Den Anden Side (2004) havde mere kant end denne. Lyden på denne plade hviler simpelthen for meget i sig selv. Det passer glimrende på Peter Sommer anno 2020, hvor der er mere rødvin og cigarillo over tilværelsen, end de bajere og trips der kendetegnede den yngre udgave tilbage i starten af 00’erne.

Alligevel er det den mest Peter Sommer’ske af alle Peter Sommer-plader.

★★★★½☆

Skriv et svar