Plader vi overså

Plader vi overså 2019: Del 1

Skrevet af Redaktionen

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra januar til maj 2019.

J. Burd: Ruk’u Yaya. Udgivet i januar. (US)

Af Martin Minka Jensen

Er du til lettere jangly sovekammerpop i den mere finurlige ende af spektret, så er der hjælp at hente hos californiske J. Burd. De har tre albums på samvittigheden, hvoraf de alle er udkommet i ganske små oplag af vinylversioner. Heldigvis er det ikke kun mærkelige pladeaficionados, der kan få glæde af de musikalske lækkerier, da de tre albums også er tilgængelige på streamingtjenester. Dette deres tredje udspil har været min indgang til gruppen, så måske det også kan blive din.

Der er tale om en sammenspillet trio, der på bedste vis skaber en uhøjtidelig og munter guitarpop. Der en lille snert af surf over sagerne, måske det er på grund af de californiske strande, dog uden der bliver spillet hurtigt. Guitarmelodierne er luftige og står skarpt. Vi har ikke at gøre med nogen, der pakker deres musik ind i en masse effekter.

Grundlæggende kan der drages paralleller til mere populære grupper, såsom Unknown Mortal Orchestra og Ty Segall, når J. Burd spiller stille. Det her er bare en smule mere skævt og finurligt. Det er navnlig de fine guitarfigurer, som gør dette til en fin lytteoplevelse. Tempoet bliver aldrig for alvor højt, men det gør humøret til gengæld.

Chai: Punk. Udgivet i februar. (JP)

Af Perry MacLeod Jensen

Den japanske kvartets andet album er en tumultarisk lydeksplosion af punket, feministisk energi, overnuttet lillepige-attitude, og dansabel diskoeufori. På Punk er det som om, at Chai har ladet bægeret flyde over og skabt et sært dragende værk i et ekstremt spændingsfelt.

Den her pigelusbefængte diskopunk skulle jeg bruge mange lyt på at vænne mig til. Det lød umiddelbart alt for ekstremt, højrøstet og skingert. De diskante, japanske vokaler lød yderst frastødende. Trommer og synth bankede som et elefantorkester med en leopards energi ind i mit hoved. Av, av, av.

Men måske er det meningen, at jeg skal få sådan en reaktion. Japanerne kalder den nuttede lillepige æstetik for kawaii. Chai, siger selv, at de gerne vil udvide forståelsen af nuttet, så det grimme, skingre, højrøstede – alt hvad kvinder normalt ikke må være – også kan være nuttet. De kalder det selv for neo-kawaii, og det er i den grad, hvad Punk er.

Deafkids: Metaprogramação. Udgivet i marts. (BRA)

Af Simon Freiesleben

Brasilien har en lang og stolt musiktradition, men Deafkids befinder sig uden tvivl i det mere obskure og ekstreme hjørne af denne musiktradition. Og det er sagt på den absolut bedste måde, for det eksperimentale noise-/punk-/metal-/psych-/samba-orkester udgav i 2019 et af årets mest herligt kaotiske og vanvittige albums.

På den måde er Metaprogramação på alle fronter en viderebygning på forgængeren Configuração do Lamento fra 2017. Det er større, vildere og mere outreret. Hvor åbneren ”Vox Dei” lyder som porten til helvede, der åbner sig, så lyder ”Raíz Negativa (Não-Vontade)” som soundtracket til helvedes mest beskidte rave, der får kropsvæskerne til at flyde. Indimellem afbrydes mareridtet af små instrumentale passage, men ellers er der fuld fart på fra start til slut.

Du må ikke snyde dig selv for Deafkids brasilianske syretrip af et album, hvis du er til musik i den grænsesøgende og larmende ende af spektret.

Karen O & Danger Mouse: Lux Prima. Udgivet i marts. (US)

Af Perry MacLeod Jensen

Lux Prima er en mystisk koalition mellem to modpoler. Den er en sammensmeltning mellem den tilbagelænede afslapning i superproduceren Danger Mouses (Gnarls Barkley, Broken Bells) fascination for italiensk filmmusik og den overvældende energi fra Yeah Yeah Yeahs-sangerinden Karen O’s store rockstemme.

På deres fælles album gav dig sig selv lov til at dyrke en hidtil uset eftertænksomhed. Karen O brugte sine 20’ere på toppen af en scenemonitor, mens hun gav publikum en syngende verbal lussing, som en af 00’ernes mest opmærksomhedskrævende vokalister. Dengang kunne hun dårligt undgå at skrige på selv de mest inderlige ballader. Nu er både hun og Danger Mouse trådt ind i 40’erne, og pladen er til dels lyden af at blive ældre. Rocksangerinden åbner sit repertoire af udtryk og synger eksempelvist kælent på “Ministry”. Hun falder nærmest i et med “Drown”’s lydtapet og giver dermed nummeret en metafysisk mystisk, der kunne være soundtracket til en David Lynch-instrueret spaghetti western.

Men pladen er langt fra stille. Et af højdepunkterne “Woman” kører i tilbagelænet cruise control, men har også en Rolling Stones-brusende fremdrift, mens Karen O knækker på karakteristisk vis sin stemme, når hun synger »I’m a woman/ What you see, ain’t what I be«.

Jenny Wilson: Trauma. Udgivet i april. (SE)

Af Perry MacLeod Jensen

Da Jenny Wilson i 2018 udgav albummet Exorcism kom det efter mange års tavshed. Hun var blevet tavs efter en aften i byen, der endte med en mand hjemme på hendes sofa, der forgreb sig på hende. Over albummet fortalte hun pletvist i detaljer om, hvad han gjorde, mødet med politiet og hvad hendes tanker fortalte hende om hendes værste mareridt.

Men der var mere, der skulle fortælles om overgrebet. Et år senere var Trauma klart – hendes første værk på modersmålet svensk. På et lag klaustrofobisk lag af kvælende strygere og krybende elektronisk underlæg, sang hun nu utvetydigt om overgrebet.

Vi starter med: »Hey, jeg fick nåt jeg aldrig har bett om/ Och ja, jeg tog emot det, för du tvingade det på mig/ Och du tog nåt jeg aldrig har gett dig/ Vad kunde jag gjort annars?/ Göra saken värre!«. Undervejs på “Händelseförloppet” reciterer hun kronologisk, hvad der skete: »Jeg var på bar med nogle venner/ Der var høj stemning/ Vi bestilte mange drinks/ Jeg flirtede med en fyr, som flirtede med mig«, starter hun og slutter på sofaen, hvor hun ikke kan bevæge sig og har strømpebukserne neden om benene.

En anmelder på Svenska Dagbladet skrev, at hun aldrig har hørt en sang som “Händelseförloppet”, og hun ved ikke, om hun vil høre den igen. For udtrykket på et af 2019’s absolut klammeste album er så stærkt, at det er yderst ubehageligt at lytte til. Hvis man bare lytter til en lille bid af Jenny Wilsons ord, bliver man som minimum efterladt stirrende ud i luften med en klump i halsen. For sjældent har et musikalsk værk været en så præcis virkelighedsbeskrivelse.

Truly Holy: Transporter. Udgivet i april. (AUS)

Af Martin Minka Jensen

Transporter er et sandt pragteksemplar på hybriden mellem postpunkens buldrende mørkekammer af grundangstkonstaterende hymnetoner og mere folkorienterede toner, der rummer varme og luftighed. Der sker virkelig mange spændende ting i Australien i disse år, og et af eksemplerne er Truly Holy.

Den akustiske guitar spæder de let mørke toner op og gør, at den ellers melankolske vokal får noget mere drømmende og okkult i sit udtryk. Bassen holdes skiftevis stram og buldrende, mens den lettere karavaneagtige stemning brydes af varme guitarpassager, der på ingen måde overtager lydbilledet, men blot beriger det på de rette tidspunkter.

Et nummer som ”Crush’ Til it Hurts” er bjertagende. Det rammer en lofi slackerfeel, der parret med den dystre postpunk giver en helt særlig messende stemning. Trommeslagerens bækken bliver tæsket, hvilket lægger en grumset kant over lydbilledet. Ikke to numre på pladen er ens, og den fortjener bredere forkyndelse.

Lucky Daye: Painted. Udgivet i maj (US).

Af Marie Louise Takibo Kaspersen.

Er du en af dem, der holder af moderne r’n’b med en old school nerve, vil jeg varmt anbefale dig at tjekke albummet Painted ud og samtidig begynde at holde rigtig godt øje med kunstneren bag. Lucky Daye udgav debutalbummet Painted tilbage i maj måned, og det er et album, der for alvor cementerer den 34-årige, amerikanske sanger og sangskriver som en innovativ r’n’b-kunstner med store ambitioner.

Muligvis vil nogle af jer derude være enige med mig i, at den moderne r’n’b til tider har det med at blive enten lidt for ’sød’, lidt for simpel eller lidt for triviel. For mit vedkommende skal der i hvert fald efterhånden en del til, før jeg lader mig blæse bagover af nye r’n’b-kunstnere. Heldigvis findes der undtagelser, og for mig at se er Lucky Daye en af dem. Painted er et afbalanceret virvar af nutidige r’n’b-beats, jazzede klaverakkorder, funkede basfigurer, klassiske melodier, opløftende strygere, poppede vokaler og sprøde hooks.

Her er plads til både symfoni og soul, hvilket ikke ligefrem er noget man høre hver dag – eller er det bare mig? Med Painted har Lucky Daye i den grad formået at folde den moderne r’n’b ud og tydeliggøre genrens smidighed og bredde. Albummet modtog da også en grammynominering for bedste r’n’b-album, mens ”Roll Some Mo” modtog nomineringer for både ’Bedste r’n’b-sang’ og ’Bedste r’n’b-performance’. Så hey – tjek det nu bare lige ud.

Skriv et svar