Plader vi overså

Plader vi overså 2019: Del 2

Skrevet af Redaktionen

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra juli til december 2019.

Lingua Ignota: Caligula. Udgivet i juli. (US).

Af Simon Freiesleben

Caligula af Lingua Ignota er på samme tid et af de hårdeste, mest kompromisløse, mest spændende og mest drænende musikalske projekter, som jeg stiftede bekendtskab med i 2019. Med et eklektisk miks af metal, noisekunst og opera har bagkvinden Kristin Hayter skabt soundtracket til en skiftevis dragende og uhyggelig rejse til helvede og retur.

Albummet skriver sig klokkeklart ind i kølvandet på #metoo, men her er ingen forsoning at finde. Kun rendyrket, kvindeligt raseri, der brænder med sådan en styrke, at det må få hver en synder på jorden må ryste i bukserne.

På ”Do You Doubt Me Traitor” syder og koger raseriet hos Kristin Hayter lige under overfladen, men hun nærmest hvisker »How can you doubt me now?« inden hun bogstaveligt talt påkalder sig Satan og hendes sangstemme eksploderer i et hjerteskærende smerteshyl: »How do I break you, before you break me?!«. Caligula er ikke for sarte sjæle, og det er ikke en plade, der altid er lige nem at komme igennem, men værket står tilbage som et af de essentielle og mest grænsesøgende fra 2019.

King Gizzard & The Lizard Wizard: Infest The Rat’s Nest. Udgivet i august (AUS)

Af Simon Freiesleben

De australske psychhoveder fra King Gizzard & The Lizard Wizard udsendte i august et af årets oversete albums – og det er nok bandets egen skyld. Siden det fremragende Nonagon Infinity fra 2016 har de nemlig sprøjtet plader ud i et tempo, hvor det har været svært at følge med.

Men med Infest The Rats’ Nest er australierne tilbage med deres absolut bedste værk siden uendelighedssagaen. Denne gang bevæger de sig i et rendyrket retro-thrash univers fyldt med fortællinger om en dyster fremtid, hvor menneskeheden er segregeret mellem de fattige, syge og nedtrådte der er efterladt på jorden og de superrige rumboere. Det lyder komplet vanvittigt, men det er heldigvis mest vanvittigt underholdende og velspillet.

Samtidig er det nogle stærkt relevante temaer, som australierne udforsker – trods de skøre fortællinger. Alt fra klimaforandringer til multiresistente bakterier bliver taget under behandling i krisefortællingen på Infest the Rat’s Nest, der dermed er vaskeægte økothrash-album.

E-Saggila: My World My Way. Udgivet i august (CA)

Af Signe Palsøe

Hvad er tophastigheden for en mejetærsker? Omkring 200 bpm, hvis man skal dømme ud fra E-Saggilas seneste album. Toronto-baserede Rita Mikhael fræser synthflader, apatisk vokal og mekanisk industrial gennem sin hektiske breakbeat-kværn og efterlader et desorienterende virvar af noise og rungende techno i sit spor.

Men noget undslipper altid hendes ubarmhjertige klinger. En ildevarslende synth-melodilinje hist, en ulmende field recording fra et retro-futuristisk rumskib pist, og pludselig står man med et lille album, der tramper selvsikkert ind og stiller sig på det gyldne snit for eksperimenterende techno – lige der, hvor øret finder et melankolsk, men melodisk fodfæste midt i den maskinelle dystopi.

Tinariwen: Amadjar. Udgivet i september (ML)

Af Simon Freiesleben

Ørkenblues er efterhånden gået hen og er blevet mainstream – genren har i hvert fald formået at bide sig fast i mainstreamkulturens bevidsthed som få andre world-genrer de senere år. Det beviste Bombino på årets Roskilde Festival, hvor han spillede en triumferende koncert på den enorme Arena-scene. Men en stor del af benarbejdet for Bombino blev lagt af veteranerne fra Tinariwen, der fortsætter med at sprøjte det ene mere imponerende album ud efter det andet.

2019 var ingen undtagelse, for Amadjar er virkelig en fremragende udgivelse fra det malinesiske orkester. Pladen er imponerende harmonisk taget i betragtning, at den er spækfyldt med spændende samarbejder med musikere som Warren Ellis, Stephen O’Malley og Cass McCombs, der dog aldrig bliver for dominerende, men i stedet subtilt giver deres bidrag til det større hele. På samme måde er Amadjar langt fra fyldt med åbenlyse hits, men besidder en utrolig harmonisk og holistisk styrke.

L`épée: Diabolique. Udgivet i september. (FR)

Af Martin Minka Jensen

Nogle af mine favoritter fra halvfemserne er The Brian Jonestown Massacre. Det perfekte mix af tressernes syrerock, start halvfjerdsernes countryrock og halvfemsernes forskellige take på shoegaze gik bare op i en højere enhed. Med den totalt uforudsigelige men geniale mand Anton Newcombe i front og hans egen bandmæssige nemesis, Matt Hollywood, kørte de deres band i stilling som årtiets band. Newcombe har kørt gruppen videre med noget mere skiftende kvalitet, men nu har han også fundet tid til et andet interessant projekt.

Newcombe har nemlig noget overraskende slået pjalterne sammen med nogle af mine nutidige pladefavoritter, nemlig det franske ægtepar Lionel og Marie Limiñana, der tilsammen udgør gruppen The Limiñanas. Dette konglomerat er blevet døbt L’épée. Det er en fortsættelse af stilen fra The Limiñanas, dog tilført en smule ekstra dronende vildskab fra Newcombe. På en måde er det et perfekt match.

Stilen er fortsat psykedelisk inspireret rock fra tresserne, men med et fransk filmisk tvist. Der er unægtelig blevet set rigeligt med franske kunstfilm og lyttet til legenden Serge Gainsbourg. Vokalen skifter mellem engelsk og fransk, hvor sidstnævnte bliver serveret mere sensuelt og spokenword-agtigt. Guitaren ringer helt perfekt dronende, der får mig helt op at ringe.

Tunes of Negation: Reach the Endless Sea. Udgivet i oktober (UK)

Af Signe Palsøe

»What is this fundamental human ignorance?« messer en manisk-mekanisk vokal hypnotiserende over Tunes of Negations rislende orgelflader, ringlende vindspil og ‘om’-mantraer. Britiske Sam Shackleton har alle dage dyrket ceremoniel spiritualitet, men aldrig har hans eksperimenterende electronica afsøgt metafysikken så nøje, som det sker i de okkulte seancer fra hans nye musikalske alias.

Shackletons organiske polyrytmik låner fra verdenshjørner, der strækker fra Caribien til Mellemøsten, men Reach the Endless Sea favner endnu bredere med sit trancendentale tilsnit af bugtende synthlinjer og futuristisk dub. En plade til de marsboere, der en dag kommer for at finde mening i postapokalypsens rygende rester af menneskelig civilisation? Værsgo, her er lidt inspiration en fremtidig naturreligion.

Lankum: The Livelong Day. Udgivet i oktober (EI)

Af Signe Palsøe

Tilbage i april var vi nok nogle stykker, der blev lidt undervældede over, hvor easy-peasy det viste sig at være at nedkæmpe en hær af præhistoriske iszombiekrigere efter otte lange års spændingsopbygning. Vi, der gerne havde set folkloristisk, middelaldermørkt mismod overstrømme Westeros, fik dog snart en substitut fra vores egen verdensdels vestligste satellit. Irske Lankum bygger deres traditionalistiske folk på et fundament af meeeget laaangsomme sækkepibe-, harmonika- og orgeldroner, der sender tankerne i retning af et band som Earth og uvægerligt også tvinger et nervøst blik tilbage over skulderen for at kontrollere efter spedalske, pestlæger og torturbødler – alt det, som den umiskendelige lyd af gamle dage bringer med sig af dårligt nyt.

For ja, Lankums fortolkninger af folkklassikere som “The Wild Rover” eller “Katie Cruel” er ildevarslende, og numrene ulmer gerne i en håndfuld minutter, før de langsommeligt eskalerer til støjrockede crescendoer med et virvar af traditionelle instrumenter. Men musikken er også smuk, og den gedigne, vemodige folkesang drukner aldrig i virkemidlernes buldren. The Livelong Day understreger dygtigt, hvor gode sange der gemmer sig i bandets musikalske kulturarv, og, nåja, hvor gode sange bandet formår at skrue sammen, når de selv fatter fjerpennen. Tjek da f.eks. lige omkvædet til “The Young People”:

»When the young people dance / They do not dance forever / It is written in sand / With the softest of feathers / It is not writ in stone / Like the walls of the chapel / And soon it is gone / Like the soft winters apple«

Ren Aarestrup, ikke? Hvis det er niveauet, må Lankum for min skyld meget gerne køre fuld historisk appropriation og selv skrive mange, mange flere bud på folkesange, der kunne stamme fra gammel tid.

Grace Cummings: Refuge Cove. Udgivet i november. (AUS)

Af Martin Minka Jensen

Endnu et eksempel på skønherlige toner fra Australien er Grace Cummings. Hendes debutplade Refuge Cove er noget helt andet end førnævnte landsmænd i Truly Holy. Det er altså med en bredere genremæssig palet, at landet ulmer af spændende musikalske landvindinger.

Refuge Cove er en folkbasker, der rummer dybde og originalitet. Forestil dig hvis Bob Dylan og Janis Joplin havde fået en datter – det er sådan Grace Cummings lyder. Stemmen er dyb og barrytonagtig, men kravler også op i det mere skingre leje, dog uden på noget tidspunkt at knække. Kan man med hendes stemme, så er det et pragtværk af nærvær.

Det er netop vokalen, der er nøglen til originaliteten på dette udspil. Den hæver det dygtige guitar-og klaverspil op og maler en stemning af eftertænksom modenhed. Kan man andet end tolke budskabet i pladens afslutningsnummer ”In The Wind”, hvor hun bestemt synger linjen ”stop your pissing in the wind”, som andet end et modent råd?

Leave a Reply