Koncerter

Vegas Udvalgte 2020, 24.01.20, Lille Vega, København

Foto: Jonas Kirkegaard

6 nye, unge musiktalenter indtog i går spillestedet Vega, hvor de fik en chance for at stråle foran en udsolgt sal. Undertoner var forbi for at lytte til Joyce, Ganger og Josephin Bovién.


Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/undertoner.dk/public_html/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/star-rating.php on line 521

Det lille musikhus på Vesterbro var fyldt til bristepunktet af musikentusiaster, da Vega i går kunne afholde arrangementet Vegas Udvalgte for tiende år i træk. Traditionen tro har de inviteret seks unge stjerneskud til at spille en halv times live-set, skiftevis på Lille Vega-scenen og den mere intime Lounge-scene – eller “Stauning-salen” og “Jens Jensen-salen,” som de hedder ifølge de guldmalede messing-bogstaver på væggene. Lige fra aftenens start var stemningen hos publikum høj og opbakningen stor, og de unge kunstnere gengældte med overrumplede, ydmyge grin. »Fuck, hvor er det vildt det her!” var måske det, der blev sagt allermest gennem højttalerne denne aften. Spændingen og energien var altså på sit højeste. Hvad musikken angår, var der også meget forskelligt at komme efter. 

Joyce

Aftenen var allerede godt i gang, da københavnerkvintetten Joyce som det tredje band indtog deres pladser på Lille Vega-scenen. Salen var pakket og temperaturen høj, for selvom det unge band kun har udgivet 2 singler, så har de allerede mødt massiv hype, været P3’s Uundgåelige og spillet en udsolgt koncert på Stengade. Det var da også med en for aftenen usædvanlig autoritet og alvor, de fem voksne drenge gjorde deres entré.

Med en kontrolleret ro så forsanger Sebastian Wegener publikum an, og sang så linjen »Jeg har kigget længe på mennesker.« Helt forsigtigt stod han dér og spillede en helt forsigtigt popsang. Men Joyce er alt andet end et forsigtigt popband, og der skulle ikke gå lang tid, før det åbenbarede sig for alle os, der var blevet snydt af åbningssangens blide væsen. Snart eksploderede musikken og indtog sin virkelige natur i form af energisk, vred punk. Og vreden strålede ud af Sebastian Wegener, som lignede en, der var fanget i sin egen krop. Han kastede sig ustyrligt rundt på scenen, viklede sig ind og ud af mikrofonkablet og stirrede intenst udover koncertgæsterne med ild i øjnene.

Det var umuligt at få blikket fra ham, og selvom dansen ikke nåede langt udover de forreste rækker, var folk helt nede ved baren i lokalets anden ende som tryllebundet af dette besatte menneske. Herfra vekslede koncerten mellem denne intense, destruktive lydmur og mere ømme passager, hvor der blev plads til poppede guitarriffs og inderlig sang. Selvom vokalen på de stille steder afslørede sig ved ikke altid at ramme helt rent, var det en god afveksling, der skabte balance og gjorde det klart at musikanterne evnede mere og bedre end at smadre løs på instrumenterne. Om det var afgrundsdyb vrede, uforløst længsel eller inderlighed, der var i spil, var én ting afgørende for koncerten med Joyce: Følelserne sad udenpå tøjet. 

Koncerten sluttede efter hittet “Djævlen”, da Sebastian Wegener i bar mave, efter at have smidt sin grønne flonelskjorte og krænget sin hvide undertrøje over hovedet, råbte til publikum, at »vi ses derude.« Her kunne jeg ikke undgå at ærgre mig over, at koncerten med det ambitiøse, dygtige femmandsband langt henad vejen fremstod som et enmandsshow. Dette på trods, er jeg helt sikker på, at vi nok skal se mere til Joyce “derude”. 

★★★★☆☆

Ganger

 

Da klokken nærmede sig halv tolv og jeg igen troppede op foran Lille Vega-scenen, var det med tårnhøje forventninger og stor nysgerrighed efter at se et andet fremadstormende band, Ganger, i live action. Efter udgivelsen af sidste års voldsomt roste debutalbum, Mørk, har Ganger for alvor fået vind i sejlene, og den danske musikscene har hurtigt taget deres ambitiøse, dragende og uforudsigelige pop til sig. Og da bandet trådte ud foran den fyldte sal var det da også med taknemmeligheden malet i ansigterne. Det noget ukonventionelle setup bestod af et trommesæt, en tre keyboards og fire mikrofoner.

En nervøsitet strålede ud af gruppen, der opfordrende kiggede rundt på hinanden, før de satte i gang. Musikken blev konstrueret af de fire vokaler, der flettede sig ind og ud af hinanden på en bund af elektroniske trommer og synthbas, og bandet fandt famlende hinanden som musikken skred frem. Længe gik der desværre ikke før der opstod tekniske problemer med en bas. Man kan selvfølgelig aldrig klandre et band for lydsvigt, men det kan tackles på mange forskellige måder, og det er altid interessant at observere. I går trådte sanger Thomas nemlig frem på scenen i et tappert forsøg på at agere pauseklovn.

Vi nåede både igennem en improvisation over temaet tekniske problemer, der udviklede sig til en forsigtig fællessang, og en “Q&A.” Bassen må virkelig have drillet, og Thomas nåede lige at sige »Hva’ synes I så egentlig om Putin?« før der var hul igennem igen. Den spænding, der var blevet opbygget brast, og alle åndede lettet op da vi kunne gå videre til det flotte, mystiske nummer “Mørktropisk”.

Det var synd og skam, at Ganger blev afbrudt da de gjorde, for det gjorde både publikum og band nervøst og betød, at de aldrig nåede at indfinde roen på scenen. Men alt det uagtet er jeg slet ikke i tvivl om, at Vega har fat i den lange ende, når de forudser Gangers kommende succes – og jeg glæder mig allerede til at se dem live igen i fremtiden. 

★★★½☆☆

Josephin Bovién

Efter Gangers uheld med udstyret skred tidsplanen en smule, men vi skulle heldigvis ikke vente længe på aftenens sidste optrædende, Josephin Bovién. Til gengæld var publikumskaren aftaget gevaldigt, så salen var kun halvt fyldt af en søvnigt summende flok, da sangerinden trådte ind på den lille Lounge-scene. Bovién og band startede ud på overlegen vis med et par tjekkede, rnb’ede soulnumre. Musikaliteten var tårnhøj, det var lækkert og smooth – det var ingen i tvivl om.

Men i begyndelsen blev der ikke kommunikeret meget mellem artist og tilskuere, og der opstod en lidt introvert stemning. Efter det fjerde nummer rakte Bovién ud og spurgte »Are you having a good time?« og strålede pludselig af taknemmelighed og sympati, der klædte hendes ellers tilbageholdne coolness helt vildt godt. Men hverken hendes forsøg på at samtale eller den tilbagelænede soul kunne trænge ned til bagrækkerne, hvor snakken gik. Det var synd, for både hun og bandet havde meget at byde på. Personligt kunne jeg ikke undgå at glædes over bassisten, der udover at spille fantastisk, levede sig fuldstændig ind i musikken og spillede med hele kroppen. 

Det var nok en blanding af det sene tidspunkt for koncerten, den lidt for afslappede, monotone musik og det uoplagte publikum, der gjorde, at koncerten ikke nåede sit klimaks, men nærmere blev en lidt søvnig affære. Det til trods, har Josephin Bovién helt sikkert et tag om musikken, og det må ikke undervurderes hvor dygtig og karismatisk en artist, hun er.

★★★½☆☆
 

Vegas 3 andre udvalgte var Bbybites, Late Verlane og Ida Laurberg. Jeg endte ved et tilfælde i de forreste rækker til Ida Laurbergs koncert, da jeg havde kigget forkert på programmet og troede, jeg skulle til at høre Ganger. Men da hun kom ind på scenen blev min forvirring hurtigt erstattet af en fuldstændig vild beundring. Ida udførte med omkuldslående selvsikkerhed en virkelig flot popkoncert, som imponerede mig langt mere, end jeg kunne have forestillet mig. 

Et interessant og overraskende udvalg af koncerter var, hvad Vegas Udvalgte bød på i år. Det bliver spændende at følge med i de 6 kunstneres musikalske færden i fremtiden. 

Leave a Reply