Plader

Bambara: Stray

Skrevet af Jens Trapp

Tag med de amerikanske post-punkere Bambara på en dystopisk og mørk færd om på bagsiden af USA og mød blandt mange andre Døden, poledanseren Miracle, med ordet ‘Meanness’ tatoveret på indersiden af læben, samt eunukparret Ben & Lily, der er på flugt direkte mod den brændende sol.

Stray er en af den slags plader, man ikke ved man har savnet, før man står med den mellem hænderne og mærker suset, når den går lige i nosserne og hypofysen på én. Umiddelbart efter mærke, hvordan den siver ud i resten af kroppen med en rastløst ætsende energi, der bare giver det der adrenalinkick, som kun musik med virkelig ment og følt nerve kan give. Det er superlækkert tungt, slæbende og dystert i et eller andet obskurt grænseland mellem Nick Cave og Iggy Pop og med et dyp ned i den samme pøl af uforskammet fandenivoldsk stemning som også Iceage drikker af. Eller engelske Idles, for hvem Bambara varmede op på en turné, for et par år siden og hvis forsanger Joe Talbot i flere interviews har kaldt Bambaras forrige album, 2018’s Shadow On Everything, for det års bedste.

Bandet med det lamme og sært misvisende navn Bambara (der lyder som et eller andet Disney-hejs, hvad det jo langt fra er. Tværtimod. På en måde er Bambara alt det Disney ikke er!) blev dannet i 2009 i Athens, Georgia, men holder til i Brooklyn. Bandet består af tvillingerne Reid og Blaze Bateh på hhv sang og trommer samt William Brookshire på bas. Live suppleret med to guitarister og på nærværende album de to sangere Drew Citron fra Public Practice og Anina Ivry-Block fra Palberta. Der skulle også være violiner og trompet et sted i mikset.

Stray åbner med den dystert tunge ”Miracle”. Der lægges effektivt ud med først en dyb bred synthflade, før bassen, let forvrænget, kommer ind og kort efter er nummeret eksplosivt nærværende i al sin magt og vælde. De lange fortællende tekster er allerede i spil, her fra første skæring om poledanseren Miracle, med ordet Meanness tatoveret på indersiden af underlæben. Det er sang afbrudt af spoken word og en djangled slideguitar hist og her. Andet nummer ”Heat Lightning” er historien om Døden der kører om natten i den ikoniske Ford Pinto, kobberfarvet. »Death pulls off to piss in a patch of dry weeds/ Aiming at every lightning bug he sees«. Det er en sang om død og ild, som de fleste af sangene på albummet er det.

På ”Sing Me to the Street” fortsætter løjerne: »The show’s empty/ except that guy I always see/ He creeps up and asks me/ if I’ve heard what’s happening/ and I say/ “I don’t care at all/ hopefully nothing”/ He says, “You know Cole was murdered/ just about one year back/ Well, Claire had their baby/ and tonight she drowned it in the bath/ saying: ‘Death will find us all‘”/ I say, “Fuck, man”/…/ Just go away« Sangen ender med at han stjæler en kat fra en tom deli, stikker af med den og kalder den Nothing, fordi det er det de er, han og katten, nothing. »I’ll call you Nothing«, som også er en reference til alle de steder tidligere i sangen, hvor han bruger ordet: Nothing. Døden er ingenting; den kommer til os alle.

Eller tag sangen om Serafina, der deler kærligheden til ild med Sadie. Sammen brænder de sig gennem en roadtrip-agtig fortælling: »They’d take pictures for their book/ rubbing the ash and the soot/ on each other’s skin till it turned gray/ and pose like dying lovers from Pompeii/ In an overgrown lot/ they fucked till it got too hot/ lying on top of a burning blanket/ They hopped up and stood there naked/ smoking cigarettes and coughing/ Sera threw her lighter in, heard it popping/ “We gotta keep it up, Sadie. No stopping.”« og sangen slutter med de lakoniske ord: »They sing, “We’ll never die”/ (Serafina)/ “We’ll burn and cry, we’ll never die”«

Albummet fortsætter i samme stil, som et tonstungt tog ud over prærien med den her dommedagsprædikant som eneste passager ombord, og med ilden blussende i det kulfyrede lokomotiv, mens verden omkring langsomt, men sikkert bryder knitrende i brand. Det er samme tekstmæssige univers som Nick Cave dyrkede før tabet af Arthur, eller måske skal vi i virkeligheden helt tilbage til før årtusindskiftet for at finde pendanten hos Cave, men det er det samme udgangspunkt. En verden fuld af skæve eksistenser, fuld af død og ild. Og af mørke. Ting går igen i teksterne som ildfluer og myg, blonde parykker og Døden der et par steder griner som en stukket gris. Det er depraverende og langt over grænsen for normaliteten og på den måde sært livgivende, i sin insisteren på at give stemme til netop mørket, til undersiden eller bagsiden af det normale og stille spørgsmålet måske: Hvad er egentlig normalt? Er det ikke bare, i sidste ende, afhængigt af konteksten? På Stray er lyden mørk, teksterne er mørke. Stray er en flakken om i underbevidsthedens sære dyb.

Døden som figur går igen flere steder, som her i “Death Croons”: »Death orders a drink. “Something pink/ With cherries and a sugar rim,” he says “Make sure it’s sweet”« og i “Stay Cruel” dukker Miracle op igen og sparker tænderne ud på hovedpersonen og binder ham til det træ hvor hendes hunde plejer at pisse. I “Ben & Lily” finder vi ud af det var eunukken Ben der brændte møllen ned, en brand vi hørte om i sangen “Heat Lightning” i begyndelsen af albummet, mens Lily er hans »…halfwit infertile beauty«. På den måde væver historierne sig sammen. Flyder sammen og bliver til en stor fortælling om undersiden af Amerika. Det er selvfølgelig også det, der gør det hele en lille smule uudholdeligt i længden. Al denne insisteren på død og mørke. Det er tungt stof. Men det er leveret i knasende stenet post-punket stil. Tag bare Reid Batehs halvdrukne baryton. Den der totalt slackede, flabet smadrede måde at synge på, som også Gareth Liddiard fra Tropical Fuck Storm bruger, eller Iceages Elias Bender Rønnenfelt. Sine steder lyder Bateh som en ung Iggy Pop eller Nick Cave. Det er ikke kun de tekstmæssige lighedspunkter der er på spil dér, det er også de vokalmæssige. Og det ligner sgu da en ryger, han er ved at lave, der på coveret?!

Jo gu’ er det fedt det her, men det er også djævelsk tungt og dystopisk. Nyd det i  mindre doser, gerne for fuldt udblæs og kom så tilbage efter mere.

Bandet er i øvrigt opkaldt efter en figur, Bambara, fra Æon Flux, en avantgarde science fiction animeret MTV-serie fra start-90’erne.

★★★★★☆

Skriv et svar