Koncerter

Beak + Mag, 02.02.20, Loppen, København

Foto af Daniel Nielsen

Der var dømt løssluppen stemning, da Portisheads Geoff Barrow gæstede København med sit krautband.

Som en fredagsbar i laboratoriet. Det var, hvad vi fik på Loppen, da kraut-trioen Beak endelig spillede på en skandinavisk scene for første gang nogensinde.

Gruppen er centreret omkring Geoff Barrow fra det epokegørende triphop-band Portishead, og han er et bemærkelsesværdigt sjovt bekendtskab. For selvom han i hele sit musikalske virke, fra Portishead-debuten Dummy (1994) og frem til Beaks seneste album med den spøjse titel, >>> (2018), har virket som en af den moderne musikhistories mest perfektionistiske og sortsynede personager, brugte han det meste af tiden mellem numrene søndag aften på at joke med hans to kollegaer og få publikum til at grine.

For Beak er et band, der arbejder i dualiteten mellem på den ene side at lave en seriøs afsøgning af det transcenderende potentiale, der ligger i at gentage de samme melodilinjer til endeløshed og på den anden side lade slyngelstue-energien mellem de tre gutter på scenen være den bærende drivkraft bag det musikalske laboratoriearbejde.

Sammenlignet med Portishead er bandet langt mere løssluppet og uperfektionistisk i sin fremtoning. Her er det ikke så vigtigt, at det, som kommer ud af højtalerne, er resultatet af komplet gennemtestet udforskning af smertens klang. Nej, Beaks lyd virker mere som et tilfældigt nedslag i processen, hvor det ikke er helt klart, hvad der bliver undersøgt, og hvor resultatet ender. Men det lyder herligt.

Bag sine trommer spiller Geoff Barrow nærmest svævende på et tæthæklet lydtæppe af pulserende underdelinger. Hans fills lyder som taget ud af Serge Gainsbourgs Historie de Melody Nelson (1971), og med sin mildest talt uimponerende vokal synger han over lydsuppen, med klare referencer til ikonerne som Can-sangeren Damo Suzuki eller Silver Apples sløve messen over de pulserende rytmer.

Bassist Billy Fuller, der også spiller med Robert Plant og Massive Attack, sad ned gennem hele koncerten, og lagde et solidt, repetitivt fundament i en symbiose med Barrows rytmer. På toppen vekslede William Young mellem guitar og keys, som han brugte til at farve musikken i nuancerne fra særligt 1970’ernes psykedeliske filmsoundtracks såsom Alain Goraguers La Planète Sauvage (1973).

Beak trak i den grad bredt på referencekataloget, og spillede både numre som ”Brean Down”, der kan lyde som en kasseret sang fra Portisheads comebackalbum Third (2008); ”The Meader” med sin en fandenivoldsk guitarenergi, der minder om Radiohead-guitaristen Johnny Greenwoods vredesudbrud; eller ”Allé Sauvage”, der med sit høje tempo, den håndspillede discoenergi og kitchede synthmelodier ramte den samme eufori, som når LCD Soundsystem er allerbedst. Hvis man havde lyst, kunne man danse den her søndag aften. Man kunne også stene og grine, hvilket de fleste publikummer valgte.

Koncerten var tilmed leveret med et uimodståeligt humoristisk overskud. Inden ”The Meader” fortalte Barrow, at de havde spillet sangen hos den amerikanske radiostation KEXP, og han spurgte om publikum kendte KEXP. Det gjorde publikum selvfølgelig, og Barrow kunne tørt konstatere, at rummet så var fyldt med hipstere. Så begyndte han at fortælle om de værste YouTube-kommentarer KEXP-optagelsen havde fået, såsom at den sang, de skulle til at spille, var verdenshistoriens værste samling af lyde, og at den ikke var bedre end tilfældig open mic-optræden.

Det her var en aften med gutterne. Selvom mange af sangene lød skitseagtige, og musikken til tider flød ud i jamagtige forvildelser, kunne man ikke benægte, at man var i satans godt selvskab med Beak.

★★★★½☆

Mag

Opvarmningen blev leveret af det svenske enmandsband Mag. Bagkvinden Magdalena Ågren opbyggede et medrivende lydunivers, hvor hun loopede lyde af trækbasun og vokalharmonier ovenpå et forprogrammeret beat. Hun er ikke ligefrem et gudsbenådet talent på trækbasunen, var skæv i sin timing og kæmpede med at få den fulde kraft ud af instrumentet. Heller ikke hendes vokal var særligt kraftfuld, men hun kompenserede for de begrænsede tekniske færdigheder med et bombastiske lydudtryk, der gerne ville gå i maven på os. Trommemaskinerne lød spinkle og meget gentagende, men når numrene sluttede, var der lagt så mange lyde ovenpå hinanden, at det spinkle fundament alligevel virkede ret standhaftigt.

Det var egentlig befriende, hvor demoagtigt Ågren lod sin musik lyde. Typisk skabte loopsene en strofisk form, hvor de samme melodibidder gentog sig igen og igen. Det var på den ene side ret medrivende, men det betød desværre også, at jeg savnede fornemmelsen af en egentlig struktur i sangene. De føles som lange følelsesudbrud, der lidt manglede en retning. Og det var selvom, at grundpræmissen stadig var, at Mag spiller sange – og altså ikke impressionistiske lydbilleder.

★★★½☆☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar