Plader

Benjamin Hav: Spice Up Your Life + Dit Syge Dyr

Skrevet af Søren Hansen

Benjamin Hav har sat Benal på pause og er gået på gaden med to tvillingeudgivelser Spice Up Your Life og Dit Syge Dyr, der, trods enkelte lyspunkter, savner produktionen og idérigdommen fra Benal.

Benjamin Hav er et unikum i den danske musikindustri. Som den ene halvdel af duoen Benal skabte han sammen med Magnus Albert Wanscher en uventet succes på et fundament af bastunge clubbeats og følsomme tekster. En formel, som egentlig er ret oppe i tiden, hvis man fx stiller ind på P3, hvor det ikke er unormalt at støde på dansable EDM-hits med temaer som social angst og følelser af utilstrækkelighed. Men hvor det meste af den slags musik er forglemmelig metervarepop, er man aldrig i tvivl, når det er Hav på mikrofonen, ikke mindst takket være hans genkendelige dybe røst som med et usvigeligt sikkert flow kontrasteres af tekster om parforhold og eksistentielle spørgsmål, der ikke just emmer af hip-hoppens traditionelle maskulinitet. Denne fremgangsmåde har bragt dem en stor fanskare og millioner af streams på gruppens mange hits som “Nu Her”, “Lampeskærm”, “Uh Babe” osv. Det seneste års tid har Hav dog i stigende grad været featuring som soloartist bl.a. med TopGunn på “Nik og Jay” og Emil Kruse på “Air Tonight”. Senere kom Havs optræden på den horrible Emil Lange-sang “Langt Liv”, som mest af alt minder om en dansktopsang i klubklæder. Men hvad disse forskellige samarbejder også viste var, at Benjamin Hav var begyndt at lege med idéen om at gå solo og efter nogle udsolgte koncerter i Vega med Benal, trak han i starten af året stikket på gruppen, indtil videre i hvert fald.

Og nogenlunde sådan endte vi her i starten af februar, hvor Benjamin Hav for en lille måneds tid siden bragte to tvillingealbums til verden. Spice Up Your Life og Dit Syge Dyr er deres navne og er fra henholdsvis den 3. og den 10. januar. Deres lighed er slående. Visuelt prydes begge covers af hovedpersonen iført flyverjakke; det ene med briller, det andet uden, men med et skævt smil på læben. Lydsiden indeholder stadig spor af Benal, men de adskiller sig ved en mere ‘let på tå’-produktionsstil og en fortsættelse af Havs ambitioner som sanger. Og netop de to aspekter rider begge albums som en mare. For det vrimler med caribiske rytmer og elektronisk manipulerede vokaler overalt, men på trods af de to grebs store popularitet for tiden er det som om, at det er blevet mindre kommercielt.

Det starter godt med titelnummeret til det første album, som demonstrativt lægger afstand til Benal ved at være baseret på et riff spillet på noget så uhiphoppet som en akustisk guitar. Det minder ikke for alvor om noget, man har hørt før, men fungerer overraskende godt, og man kan undres lidt over, hvorfor han ikke prøver at gå længere ad denne vej. Melankolsk underspillet akustisk hip-hop med en sans for iørefaldende melodier, og så endda på dansk, er en interessant verden, der åbnes op for, uden at den rigtig bliver besøgt igen. Derudover er den dertilhørende musikvideo måske det bedste ved hele projektet. Den viser Benjamin som en kultleder med sine disciple i hvad der ligner en selvforsynende og verdensfjern religiøs sekt. Solen skinner og den landlige idyl er ikke til at tage fejl af, men det hele bliver gjort enormt dystert og ubehageligt af musikkens uncanny karakter og triste anstrøg. Det giver samme fornemmelse som Boards of Canada på nummeret “A Beautiful Place Out In The Country”, der sampler en talebid fra en kultleder, der i sig selv virker glædelig, men sat sammen med musikken bliver uhyggelig. For nok er det solbeskinnet, men man har en ukuelig fornemmelse af, at der ligger noget ondskab og lurer ude under kornet på marken. Det kultiske tema fortsætter også i de andre promoveringsvideoer i forskellige afskygninger; om det er Pjerrot der danser løssluppent eller sektmedlemmer i klaphatte fungerer det udmærket, omend Havs præstationer foran kameraet er lidt svingende.

Et andet lyspunkt er sidste nummer på Dit Syge Dyr, “Ellen”, der med sine håbefulde guitarer og kompetente, organiske instrumentation fra ingen ringere end Peter Sommer & Tiggerne gør, at Benjamin faktisk leverer en ret rørende sang, hvor musik og tekst spiller fint op ad hinanden og ender med at være en sårbar kærlighedserklæring. Problemet er derfor, så at sige, alt det der ligger mellem disse to albums yderpunkter. Der er dog enkelte andre numre, der er værd af fremhæve: “Tunge Lunger” er en acapella vocoderballade som er et af de tidspunkter på pladen, hvor det elektroniske islæt på stemmen gør bedst indtryk. Det er et særegent pusterum som blandt andet er med til at udvide udvalget af genrer og udtryk, som pladen vælger “at sige dav til”, som Hav nok ville sige det. “Dig” er et andet nummer, der viser at Havs stemme passer perfekt til mørk og dyster rap, her over et trapbeat af Pilfinger. Jeg mindes en bekendt der bemærkede at “ham fra Benal lyder som om, han vil myrde dig”, og selvom det ikke er dét teksten på “Dig” er fyldt med, så ænser man bare, at hans afgrundsdybe stemme egner sig overlegent til selvsikker kompromisløshed.

Der er dog desværre ikke så meget mere positivt at sige, for man efterlades aldeles uimponeret af stort set resten af både Spice Up Your Life og Dit Syge Dyr. Problemerne stammer først og fremmest fra teksterne, men også et skuffende instrumentalt niveau og svage omkvæd gør at jeg har svært ved at føle, at det er den rigtige vej, rent kunstnerisk. Tekstuniverset minder meget om det fra Benal-dagene, men jeg synes, det er blevet mere fjollet på en måde, der ikke klæder det overhovedet. For det er som om, han har åbnet et Malk De Koijn’sk rum op, hvor man kan sige alt og bruge alt, men der mangler den galskab og lyriske spændvidde og kvalitet, der gør Malk De Koijn så mesterlig. Her kredses der i stedet om de samme emner; moderne parforhold og familie, med Naja Marie Aidtske betragtninger om det småborgerlige liv. Dette er spædet op med indspark af humoristisk karakter, gør mig i tvivl om, hvorvidt det er en del af en spøg, jeg ikke er blevet indviet i, for linjer som »Du siger du er vegetar på nær når din far laver oksesteg med ris« med det tilhørende korsvar »steg med ris« og »Og vi tager det til tilbage til hvor englene står og siger dav« gør intet godt. I stedet virker det afmonterende og tager brodden af de ting, Hav har at sige, hvilket er en skam, for han er klart bedst, når han er oprigtig, hvilket er et gennemgående træk ved hans bedste sange. Naturligvis er det også et spørgsmål om, at det er Havs stil, men det står tilbage som et halvvejs dadaistisk eksperiment i nonsens, der desværre ikke er kørt hele vejen ud. Derfor bliver det aldrig hverken rigtig meningsfuldt eller rigtig absurd, og mellemvejen her bliver bare intetsigende.

Et andet ærgerligt element er produktionen, som er en af forskellene fra Benal-tiden. Førhen var beatsene noget mere hårdtslående, detaljerige og lød enormt sprøde, og derfor er det med ærgrelse at kunne konstatere, at de er skiftet ud med generiske tropiske rytmer, som er noget mere poppede end før og ikke giver det underlag, som Hav trives på. Groovet på nummeret “Fedterøv” er fx så godt som identisk med det i Ed Sheeran og Justin Biebers hit “I Don’t Care” og med sit “»Jeg dribler lige med bolden«-omkvæd minder det ærligt talt om en MGP-sang i produktions- og sangskrivningskvalitet. Man længes efter noget “Lampeskærm”, når man hører det her, for selv de numre der går klubvejen rammer ikke så hårdt som Benals numre, men det er måske heller ikke meningen.

Jeg læste i et interview, at det plejede at være Magnus Albert Wanscher der lavede melodierne og arrangementerne til Benal, og han glimter i den grad ved sit fravær. Melodierne er så monotone og uinspirerede, at at det er svært at vide, hvilke numre der skal gribes fat i. “Dans dig selv ren”, “Det er dejligt nu”, “Dit hjerte er rent”, “De siger dav” osv. er gevaldigt kedelige, og det bliver ikke bedre af, at det også lyder som om, Hav keder sig, med en vokalpræstationen der langt henad vejen er energiforladt og uden megen charme eller karisma. Dertil kommer at tekstskrivningen i mine ører er doven og ikke i nærheden af at være tankevækkende eller bare interessant, idet der bliver vadet rundt i de samme fortærskede emner uden den spændende vinkel, der kan give selv de største banaliteter kant. Resultatet er to forglemmelige plader, hvor at numrene flyder sammen og kun i sparsomme glimt bliver spændende.

Benjamin har noget personlighed og format, som er hårdt tiltrængt, men indtil videre er jeg mere begejstret for personen end musikken.

★☆☆☆☆☆

Skriv et svar