Plader

Brooch: s/t

To unge herrer har slået sig sammen til en slagfærdig duo, der har noget intelligent pop på hjerte. De to herrer er Aarhusianske Mikkel Holm og Ben Stidworthy fra Canada. Begge har allerede ret meget musikalsk pondus og virkelyst i bagagen, og det er bestemt heller ikke den lade side, de ligger på, her på den anden udgivelse fra det projekt de kalder Brooch.

Brooch rørte første gang på sig i 2017, da de udgav en single på det London-baserede pladeselskab Tough Love Records. Den bød på nærværende guitarfigurer og en spilleglæde, der ikke er fremmed, hvis man har hørt tidligere musikalske udgydelser fra de to. Mikkel Holms musikalske virke stødte jeg første gang på, da jeg tilbage i 2012 købte et kassettebånd med hans daværende band Urban Achievers. Her stod den på hardcore punk af den klassiske slags. Senere var han med til at blande hardcore og grunge i Happy Hookers for Jesus. Noget mere melodisk var projektet Yung, der bragte opmærksomhed fra den udenlandske indieundergrund. Nu er det så projektet Brooch, der skal kaste glans over landet.

Ben Stidworthy har leveret et originalt take på postpunken, krydret med slackerrockede tendenser, i den canadiske gruppe Ought. På deres seneste udgivelse Room Inside the World fra 2018 blev tempoet skruet ned, og der blev leget med elektroniske elementer, samt en mere melodisk tilgang til formen. Det er et sted imellem denne legende tilgang til instrumentering hos Ought, og så guitarens melodiske dominans hos Yung, at lyden af Brooch skal findes.

Ep’en lægger ud med nummeret ”Tea Leaves”. Der åbnes med en hylende ventetone, der kortvarigt bliver til toner, fra hvad der lyder som et orgel af en slags, for så hurtigt at åbne op for en munter og nærværende guitar. Pludselig tages tempoet ud, og vokalen fra Stidworthy brænder varmt igennem. Underlæggende er der lyde fra orgel og nogle klingende chimes, hvilket gør lydbilledet mere komplekst. Guitaren vender atter tilbage og trækker tempoet op. Formlen gentages og skaber et skarpt og intenst første nummer på pladen.

”Anyone” rammer lytteren som en popperle, der til tider antager hitpotentiale. Den luftige synth og de kontrollerede toner fra guitaren bygges op, og trommerne kommer på banen. Vokalen messer i let croonet stil »I dont remember anyone«, og jeg tog mig selv i at lukke øjnene og vrikke hovedet fra side til side. Det lyder måske som en kliche, men jeg drømte mig væk i musikken. Ovenpå dette stramme beat, ligger nemlig lyden af en synthesizer af astral karakter. Senere bliver det lidt mere støjende og syret, nærmest som lyden af laserpistoler i en sci-fi film.

Halvvejs igennem udgivelsen rammes lytteren af jangly guitarpop med nummeret ”Tristan”.  Den muntre guitar givet et lidt mere sommerligt vibe, der drømmende lugter lidt af f.eks. Beach House eller J. Burd. Trommerne er mere løse, og brugen af bækkener udvider lydbilledet. Derudover leges der stadigvæk med den astrale synthesizer.

Hvis man savner lidt mere af guitarlyden fra tiden i Yung, så får man det i ”Marvellous”. Her tager Holm over ved mikrofonen, og vokalen suppleres af luftige korharmonier, samt guitaren der glider twangy ud over stepperne. Tempoet bliver aldrig højt, men energien sitrer under overfladen, mens vokalen og grundrytmen holdes knivskarp og fængende.

På ”Communal Luxury” får man en mere let sag. Guitaren og trommerne er sammen med vokalen skruet vældigt ned. Vokalen fremføres med en luftig ekkoeffekt, der sammen med guitaren giver en stemning af tv-serien Twin Peaks. Afslutningsvis får guitaren og trommerne pondus, og nummeret rundes af i klassisk rocket form.

Sidst men ikke mindst har ”Bird” en mere poppunket lyd, der dog brydes af den samme jangly guitarlyd, som på ”Tristan”. Nummeret er lidt mere simpelt og lige ud af landevejen, og vel nok den svageste skæring på Ep’en. Det har ikke helt den samme skarpe struktur, der dominerer de resterende fem numre, men fungerer stadigvæk som en holdbar afrunding på udgivelsen.

Brooch er et skarpt og fængende bekendtskab, og det undrer ikke, at kvaliteten er høj, men det overrasker alligevel positivt, at det er så stærke popmelodier, der dominerer udtrykket. Der er tale om en intelligente, drømmende poptoner – poptoner, hvor skarpheden fra guitarrocken får lov til at titte frem, og lyden af synth-effekter giver en helt særlig astral og luftig stemning. De to herrer kan virkelig fremføre numre professionelt og i særdeleshed Stidworthys vokal gør denne EP til en ørehænger. Jeg kan fornemme, at numre som ”Tea Leaves”, ”Anyone” og ”Marvellous” vil hænge fast i min erindring længe.

★★★★★☆

Skriv et svar