Plader

Emma Acs: While I Shoot from My Fortress of Delusions

Skrevet af Simon Ørberg

Fem år efter sit sidste album er Emma Acs ude med sin tredje udgivelse og har for alvor vendt ryggen til sine rødder i rockmusikken. Resultatet er en musikalsk, spirituel og personlig søgen, der i løbet af syv sange trækker lytteren ned i et mørke.

Der har altid været noget særligt, noget skævt over Emma Acs. Hun brød igennem allerede som 19-årig med det psych-poppede debutalbum, Champagne, fra 2011, som hun først fulgte op på i 2015 med den mere eksperimenterende plade, Give in to Whatever. Trods den musikalske udvikling mellem de to første udgivelser har Emma Acs ikke helt kunne undslippe referencerne til 60’ernes psykedeliske rock- og popmusik, men på While I Shoot from My Fortress of Delusions giver hun endeligt slip og lader sig synke ned i det mørke, der nok altid har luret under hendes sange.

Den kække sitar og de radiovenlige melodier er erstattet af kirkeorgel, dissonante instrumenteringer og en kompromisløs desperation. Selvom Emma Acs’ vokal stadig er et behageligt bekendtskab, er der vrede at spore i teksterne og i musikken. Det er lyden af en, der er blevet forrådt, enten af en elsker, af sin fremtid eller af samfundet. Strygere, saxofoner, skrantende trommer og elektroniske eksperimenter river og flår i hinanden og giver ikke lytteren mange chancer for at komme op fra dybet.

EP’en lægger ellers ud med lyse orgeltoner på den smukke salme ”Blessed Are the Faithful”, som dog hurtigt punkterer sin egen religiøsitet ved at lade sangens fortæller beskrive, hvordan hun ikke kan relatere til kirkemusikken. Vi præsenteres for en fortabt sjæl, der leder efter svar, men som kun møder meningsløshed og vold. Ikke ligefrem feel-good musik. Og der er ikke meget fortrøstning at hente i de efterfølgende numre, hvor de religiøse temaer nedtones til fordel for vrede kærlighedssange i et koldt og udfordrende lydunivers, der visse steder vækker mindelser til amerikanske Yves Tumor. Det er svært at forestille sig, at det er den samme Emma Acs, der sang den charmerende og sommervarme ”Fever” for snart 10 år siden.

Bruddet med 10’ernes Emma Acs høres tydeligst på ”Disarmed”, som også er EP’ens tredje single og det stærkeste af de syv numre. »Love is a weapon« synger Emma Acs modløst over et mørkt og tungt hiphop-beat, og man fornemmer, at hun nok har været på den forkerte side af det våben. Skæve bastoner skaber et feberdrømmende ubehag, men suppleres af en fjern akustisk guitar, der langsomt får overtaget i sangen. De kolde og de varme lyde kolliderer og skaber en enormt spændende dynamik, som man godt kunne savne på et par af de andre sange på EP’en, hvor mørket ofte er det eneste, der fylder.

I mørket er alt jo som bekendt sort, og så er det svært at se forskel. De dybe toner, slæbende trommer og symfoniske strygere går igen på stort set alle numre og skaber et helstøbt værk, men også et ensformigt værk. De bedste numre er derfor også dem, der tør bevæge sig væk fra formlen (selvom det også er forkert at beskrive sangenes ofte kaotiske opbygning som en ’formel’), og de er heldigvis godt fordelt på EP’en: ”Blessed Are the Faithful” som åbner, ”Disarmed” i midten og så ”Witch Hunt Waiting Room” som afslutning. Sidstnævnte sang vender tilbage til det religiøse tema fra begyndelsen og tegner et slående billede af en kvinde dømt som heks, der venter på at blive brændt, imens en klaverarpeggio stiger mod himlen sammen med et hjerteskærende skrig af høje toner (violiner? Englesang? Heksehyl?). Det er en stærk afslutning, og eftersom Emma Acs selv skriver sig ind i de religiøse temaer, tillader jeg mig at gøre det samme ved at sige, at de tre sange udgør EP’ens hellige treenighed: Det er her, værkets musikalske idéer og ærefrygtindgående brud med rockmusikken fremstår klarest og mest personligt. Det lover godt for Emma Acs fremtidige eksperimenter.

★★★★☆☆

Skriv et svar