Plader

Green Day: Father of All Motherfuckers

Skrevet af Lasse Yde Hegnet

Green Day forsøger at kaste en håndgranat efter omverdens forventninger til dem, og deres egen historik. Det har resulteret i et voldsomt brag og noget der minder om en bordbombe på nytårsaften: noget der i øjeblikket føles fedt, men er ret træls når man skal rydde op.

Som fan, har Green Days 13. album været ventet med spænding. Det er 3½ år siden sidste udgivelse – Revolution Radio, der forsøgte at være 10’ernes American Idiot, og egentlig også havde potentialet til det, men druknede i forsanger Billie Joe Armstrongs krise over at være i midt-fyrrerne. Spændingen omkring Father Of All… har mest af alt kredset om hvorvidt midtvejskrisen ville være overstået eller ej.

Svaret er et delvist nej. Det album Oakland-bandet har smidt på gaden, er på en og samme tid en omfavnelse af bandets attitude og lyd, og en stor løftet langfinger til egen historik og alle andres forventninger.

Albummets tilblivelse kommer ud af et band der virkede til at have brug for at genfinde glæden ved at spille musik. Således har bandet de sidste par år mødtes og spillet deres 12 tidligere plader igennem fra start til slut i øvelokalet og lagt videoer og teasere ud til deres fans med deres hjemmekoncerter og set-lister. På den måde har de gennemtrevlet deres bagkatalog (hvoraf flere plader har haft 25 eller 20 års jubilæum imens), og blevet særligt bevidste om hvem de var som band. Dét ville åbenbart gøre op med og gøre tingene anderledes.

Coveret til Father of All… er et udsnit af coveret til American Idiot overmalet med en graffiti af bandnavnet og pladens titel, samt det nye symbol for bandet – en regnbueopkastede enhjørning – en skarp visuel grænsedragning hvor man alligevel ikke helt kunne slippe sin egen historie. Hvordan de så ville gøre det anderledes, var ved at have det sjovt og dykke ned i musikhistorien. Jamme over 60’ernes Motown og søge inspiration i den oprindelige rock’n’roll fra 50’erne, og Prince’s evne til at tage alle genrer gennem hans filter. I 2018 udgav forsanger Armstrong, som The Longshot albummet Love is for Losers, der var stærkt influeret af den tidlige 50’er rock. Et i øvrigt glimrende album, der på mange måder kan ses som en del af skabelsesprocessen for Father of All…

Modsat Love is for Losers, der var udtænkt og indspillet af Armstrong alene, har numrene på Father Of All… været igennem Green Day-maskineriet, der både gør numrene tungere og hårdstlående, og hæver det tekniske niveau på trommer og bas betydeligt. Det høre særligt på åbneren og titelnummeret “Father of All”, hvor trommeslager Tré Cool har lavet et vildt beat til Armstrongs forsimplede riff. Derudover markerede nummeret også et markant skifte for Armstrongs måde at synge på – han foldede nummeret ud i en falcet der er så uvant for bandets sædvanlige udtryk at jeg i lang tid ikke troede det rent faktisk var Armstrong selv der sang.

Falcetten finder vej til flere numre, eksempelvis “Meet Me on the Roof”, der er det mest dansable nummer Green Day nogensinde har lavet. På en måde er det heller ikke særlig Green Day’sk. Det har en klar 50’er inspiration med sit lyse piano. I 50’er-inspirationsklassen er også “Stab You in the Heart”, der imiterer energiudladningen fra klassiske Little Richard-numre som “Lucille” eller “Long Tall Sally”, hvor vokalen nærmest skriges fra start til slut. Derudover har “Stab You in the Heart” et riff der er stort set identisk med nummeret “Fuck Time” fra Green Day-albummet ¡DOS!”

I det hele taget er drejningen mod klassisk rock, soul og r’n’b, ikke helt uventet for kendere af bandet. På den små-mærkelige trilogi (¡UNO!, ¡DOS! og ¡TRÉ!) fra 2012-13, er der flere numre der stikker i denne retning, eller som kunne være numre på nærværende skive – eksempelvis “Nightlife” fra ¡DOS! der stak voldsomt ud idet den er en decideret rap, med Mike Dirnts bas som hovedinstrument. Eller “Kill the DJ” eller “Oh Love” fra ¡UNO!.

Modsat trilogien, der holdt sig til power-pop og ‘normal’ pop-længde på sine numre, er numrene på Father of All… super koncentrerede udladninger der dyrker sine hook-lines og omkvædsmelodik i sådan en grad at nogle sange nærmest kun består af omkvæd. Sølle 26 minutter og 16 sekunder varer pladen, og numrene får ikke tid til at folde sig ud, men det er ved Gud heller ikke meningen at de skal. Ifølge bandet altså.

Ikke desto mindre er det en skam – nu hvor soul og klassisk rock skal foldes ud gennem et Green Day-filter, kunne der godt have været plads til nogle af de genres andre instrumenter – eksempelvis blæsere. Det havde været helt vildt at have haft sax eller trompet-soloer på nogle af Father of All…‘s numre. Så havde nybruddet på en måde været fuldendt.

Det er nemlig ikke første gang Green Day eksperimenterer med genrerne. Mest vellykket og definerende var Warning fra 2000, der tog en folket drejning med akustiske guitarer og mundharmonikaer. Og ikke mindst en mere samfundsorienteret lyrik, der forberedte Armstrong på American Idiot‘s mesterværker. På Father of All… har Armstrong ikke helt kunnet slippe de samfundskritiske briller, men de bliver holdt meget afdæmpede og subtil. Faktisk er det kun de sidste to numre “Take the Money and Crawl” og “Graffitia” der peger i den retning. “Take the Money and Crawl” hed oprindeligt “The Art of the Deal with the Devil” og er en åbenlys reference til Donald Trump og gruppens totale foragt for ham og alt hvad han står for. “Graffitia” er en fortælling sat i en fiktiv by i det amerikanske rustbælte og handler om den sociale uretfærdighed, sorte amerikanere møder hos politiet. Men nummeret er stadig ikke bedre end en b-side til American Idiot, 21st Century Breakdown eller Revolution Radio.

Dette subtile knæfald for egen historik er også pladens helt store problem. Målet var at slå en streg i sandet og stadig være sig selv, men udførelsen halter. Albummet har for travlt og føles famlende. Det klæder umiddelbart ikke Armstrong at synge i falcet. På den anden side er pladens lyd uforudsigelig og vild, og Green Day lyder i sekvenser næsten farlige – hvilket er positivt ment. Det er et modigt skridt at skide på sin egen historik og omverdenens forventninger når man er så etableret som Green Day. En meget Green Day’sk attitude. Men når de mest oplagte sammenligninger er side-projekter og den lidet succesfulde trilogi, er niveauet desværre for lavt.

Jeg kommer til at skamhøre pladen fordi jeg er fan af bandet, men kan ikke umiddelbart se hvilket nummer fra pladen der bliver en klassiker, som eksempelvis “Minority” blev det fra Warning. Father of All… bliver formentlig bare en parantes i bandets diskografi. Jeg glæder mig dog stadig utroligt meget til at se Green Day på årets NorthSide, og vil nyde den fest pladen har med sig selv, selvom den giver anledning til store tømmermænd.

★★★☆☆☆

Skriv et svar