Plader

HMLTD: West of Eden

Engelske HMLTD roder i deres rytmeboks og bagkatalog af inspirationer og overrasker med et arsenal af forskellige soniske udtryk, som på én gang imponerer men samtidig også efterlader lytteren lettere forvirret og desværre noget uforløst.

HMLTD blev dannet i begyndelsen af 2015 som Happy Meal Ltd med forsanger Henry Chisholm (også kendt under pseudonymet Henry Spychalski) som væsentlig drivkraft. Bandet valgte relativt hurtigt forkortelsen HMLTD på grund af en misfornøjet klovn ved navn Ronald McDonald og udsigten til et potentielt sagsanlæg. De er nu efter 2 års tilløb og slagsmål med deres oprindelige pladeselskab klar med deres første langspiller i kølvandet på deres EP fra 2018. Bandet har formået at skabe en vis hype og opmærksomhed i England med deres kompromisløse stil og deres koncerter, hvor de i flamboyant stil og iført make-up udfører deres sange med stor energi, og det er derfor en udgivelse der er blevet imødeset med en vis forventning. Og lad det være sagt med det samme: Det skorter bestemt ikke med musikalske udtryk! Lytteren efterlades med en bred palette af soniske udtryk, der spænder lige fra punk, industrial, glam rock til rendyrket pop med et elektronisk udtryk og melodier fra øverste hylde. Det er en rodebutik uden lige men det fungerer på sin egen charmerende måde…et stykke hen ad vejen.

Albummet sparkes i gang med den punkede sang “The West Is Dead”, hvor der tages fat om et af albummets gennemgribende og centrale temaer, nemlig dekadencen og den vestlige kapitalismes forfald: »Three years ago I said, The West is dying right underneath my nose, And I’ll be so glad when it finally goes, Hate to say I told you so – The West is dead.« Sangen bæres ligesom den næste sang, “Loaded”, af en pulserende bas og det er svært ikke at mærke energien og lade sig rive en smule med.

Efter det korte guitardrevne og westerninspirerede intermezzo “The Ballad of Calamity James”, kommer ét af albummets højdepunkter, den voldsomt energiske “To The Door”, som er båret fremad af insisterende, nærmest løbende trommer og et super catchy guitarriff. Og så selvfølgelig Chisholms fremragende vokal. Chisholm formår gennem pladen at matche de mange musikalske udtryk med mindst lige så mange forskellige vokaler. Man fornemmer på West Of Eden-inspirationskilder i navne som Alex Cameron, Modest Mouse og David Bowie. Og til tider kan det også lyde som om, at bandet har lyttet en hel del til Prodigy i deres unge år, og så får man som læser måske en fornemmelse af spændvidden og dynamikken i HMLTDs musikalske udtryk.

Midtvejs på pladen sker der et tiltrængt temposkift nedad ovenpå den energiske udladning på albummets første numre. Og det klæder HMLTD ualmindeligt godt at sænke tempoet, omfavne melankolien og tilføre deres musik et mere melodisk og harmonisk udtryk. Som f.eks. på den nærmest messende “Satan, Luella & I”, hvor sangstrukturen pludselig ændres og sangen bygges langsomt op og når sit klimaks med et smukt kor. Det fungerer rigtig, rigtig godt. På den efterfølgende sang “Mikey’s Song” inviterer bandet så pludselig til discofest med et catchy beat og et poppet udtryk, som også fungerer upåklageligt. Og søreme om bandet så ikke afslutter det fine temposkift med den gudesmukke “Why”. Her får man en sang, som starter helt stille, bliver sunget på japansk af en kvinde og slutter i et klimaks med et flot, flot kor og violiner, som spiller smukt til den vestlige verdens forfald og ødelæggelse. Undertegnede anbefaler på det kraftigste at bruge de små tre minutter sangen varer på at se den medfølgende musikvideo, som er lavet til “Why”. Det er bevægende og flot.

For undertegnede bliver West Of Eden dog først og fremmest en rodet oplevelse med alt for mange skift imellem stilarter. Vi har at gøre med et ungt og eksperimenterende band på udkig efter deres eget udtryk. Helhedsoplevelsen er desværre et band som kun formår at kradse i overfladen på de forskellige musikalske udtryk. Når man som lytter momentvis bliver forkælet med flotte, interessante og tankevækkende sange, ville det være spændende hvis bandet dykkede mere ned i disse udtryk i stedet for at forfalde til mere simple og alt for én-dimensionale sange som eksempelvis den irriterende, klap-i-hænderne-og-syng-med-sang Death Drive, som sikkert er eller bliver et publikums hit til deres koncerter og frembringer fællessang og hop på stedet men som i forlængelse af de mere eksperimenterende og smukke sange, fremstår for letkøbt. Og det er en skam for HMLTD er et spændende bekendtskab, som momentvis når høje niveauer men desværre også har ligegyldige udfald flere steder på pladen. Men jeg sidder med en fornemmelse af, at det er historien om Den Grimme Ælling og jeg ser frem til deres næste album og tror, at de på dén plade forløser deres potentiale fuldt ud og finder ind til deres sande musikalske udtryk og udforsker det på et helt album. Og jeg håber at HMLTD finder vej til Danmark i nær fremtid og allerhelst Dyrskuepladsen til sommer. Så står undertegnede i hvert fald klar til en fest, og jeg vil heller ikke udelukke, at jeg klapper med og foretager et par hop på stedet.

★★★½☆☆

Skriv et svar