Plader

Nelson Can: So Long Desire

Skrevet af Nicolaj Rønstrup

Få danske bands kan som Nelson Can levere en introvert og alligevel storladen fest. På So Long Desire bliver sjælen (og oktav-bassen) vrænget ud, og den østjyske trio takker af et skønt, vellydende brag.

Det krævede nogle gennemlytninger, før pladens kvalitet og finesse stod klart – ja, både gennemlytninger og et break-up (et tema der går igen flere gange på pladen). Første gang jeg lyttede til pladen, var nyheden om bandets opbrud endnu ikke offentliggjort, og pladens tekstunivers fremstod på daværende tidspunkt både lidt banalt og uopfindsomt. Temaerne om ulykkelig kærlighed, ængstelse og indre konflikter var blot another day at the song-writing office, så at sige, hvilket bedst illustreres i den 70 sekunder lange prolog ”Ambitious”, hvor fraserne »aim high« og »be ambitious«, lyder som et Jesper Buch-foredrag på en af landets handelshøjskoler. Jeg gruede og frygtede. Men jeg blev klogere.

For i takt med at nyheden om gruppens splittelse bredte sig, voksede pladen også stødt på mig afspilning for afspilning. Et af pladens højdepunkter, den svulstige single ”Limelight” var fra første afspilning en stand-out skæring, som virkelig indkapsler trioens veludviklede øre for dynamik og komposition. Samspillet mellem SigneSigneSignes basfigurer og Maria Juntunens storladne trommer er sublimt på hele pladen, og Selina Gins både kraftfulde og messende vokal fylder lyden med nerve og intensitet. ”Limelight” er i min bog Nelson Can, når de er allerbedst.

Trioen har dog tidligere været hæmmet af den sparsommelige instrumentering som vokal, bas og trommer immervæk er. Debutpladen Now Is Your Time to Deliver fra 2014, var forfriskende for sin tid, men er i dag blot en fodnote. De gode elementer fra debuten er dog blevet finpudset, og vokalharmonierne er med tiden blevet endnu skarpere. Nelson Can skriver sig på den måde ind i den klassiske punk-fortælling om bands, der bryder igennem på attitude og rå energi, men som langsomt, i takt med succesen, forfiner kompleksiteten i sine sange. Dette er også tilfældet her, hvor mange af de nye sange bakkes op af synthflader, hvilket klæder både Can-universet og Gins vokal.

Med So Long Desire siger Nelson Cans au revoir, og der bliver flere steder på pladen kippet med hatten til inspirationskilderne. Den Fever Ray’ske ”No Longer Afraid” er fængende elektro-minimalistisk og på ”I Wanna Be With You” bliver der, over en edgy ABBA-lyd, sunget om Fleetwood Mac-øjeblikke og Champagne Supernovas. Hele pladen rundes af med den reflekterende og indadskuende ”Yeah, I Didn’t Think So”; »Couldn’t just pretend / couldn’t fake being friends« både ligner og lyder som Venice-bitchen Lana del Rey.

Gruppen slukker lyset på den store klinge, og albummet slutter passende med lyden af et kirkelignende kor efterfulgt af stilhed. Et flot punktum, der viser, at Nelson Can når de vil – pun intended. Nu vil de bare ikke mere.

★★★★☆☆

1 kommentar

Skriv et svar