Koncerter

Svin + Nils Gröndahl, 13.02.20, Loppen, København

Foto af Daniel Nielsen.

Den brutale avantgardetrio Svin spillede deres undergangsmusik med og til kroppen i en lidt enerverende koncert. Enmandsorkesteret Nils Gröndahl skrøbelige og tungsindige kammerkompositioner, der både ville frembringe en overvældende gråd og dyrke undergangens brutalitet.

Svin

Et af landets mest potente musikbekendtskaber er den brutale avantgarderocktrio Svin. De spiller på trommer, guitar, saxofon og lidt keyboards, som om de leverer intromusikken til indgangen ved dødsriget. Samtidig er der enormt meget krop i Svin. Det gælder først og fremmest de tre kroppe oppe på scenen, der bruger hele fiber i deres kroppe til at presse voldsomme lyde ud af instrumenterne. Men når man lytter, kan man heller ikke afvise sin egen krop, der tager imod de voldsomme lyde.

Guitarist Lars Bech Pilgaard svinger som regel hele sin krop og ligner en shaman, der prøver at få et bål til at brænde mere og mere intenst, mens han hiver voldsomme, dybe toner ud af sin Fender Jazzmaster. Trommeslager Thomas Eiler er som i en trance, mens hans arme kaster hænderne ned mod trommerne, så stikkerne rammer slagene med en manisk kraft. Og saxofonist Henrik Pultz Melbye nærmest svæver over den dystopiske undergangsrock med hans hjemsøgte toner, der sniger sig ud af tenorsaxofonen.

Hvad enten rytmerne bliver skruet op i et umenneskeligt højt tempo, opløst i komplet kaos, eller fuldstændig trukket ud af lydbilledet, er det en ekstrem energiudladning, der møder os ude blandt publikum.

Desværre bliver det denne aften også for enerverende med den konstante påvirkning af kroppen. Det er halvandet år siden, at Svin udgav sit seneste album Virgin Cuts, og denne aften var det klart, at trioen er i gang med at skabe materiale og finde retningen for deres næste udgivelse, der vil blive den sjette i rækken. De er der ikke helt endnu, og til denne koncert virkede forløbet mere tilfældigt end gennemtænkt. Mellem de voldsomste energiudladninger tog Lars Bech Pilgaard sig eksempelvis friheden til at lege rundt i lydene på sit Yamaha-keyboard, og det var mere komisk end medrivende. De ramte sjældent plet med mere end de onde grooves, som trioen dog mestrer forbilledligt, når de alle tre går i en manisk symbiose.

★★★½☆☆

Nils Gröndahl

Foto af Daniel Nielsen

Violinisten Nils Gröndahl er et bekendtskab, det nærmest har været umuligt undgå, hvis man jævnligt har gået til koncerter i Danmark de sidste ti år. Personligt har jeg overværet ham spille sammen med så forskellige artister som Nikolaj Nørlund, Shiny Darkly, Mø og Iceage, mens han sideløbende har været på en never ending soloturne med hans violin, pedaler og laptop. En turne, der har været i gang siden udgivelsen af hans hidtil eneste soloalbum Endlos Routinen (2014).

Det turne må han gerne fortsætte, for han er mesterlig til at opbygge skrøbelige og tungsindige kammerkompositioner nede i hans loop-pedal. Ofte er tonerne smurt ind i rumklang og distortion, og hvad enten han trækker lange tunge toner eller opbygger en Brian Eno-klingende synthklang i lydlangene fra sin violin er det virkelig smukke musikstykker, han får bygget op, mens han sætter sig ned på knæ og fæster sit sørgmodige blik ned på sit instrument.

Når han underbygger sine loops med en simpel elektronisk bund af tunge stortrommeslag og en dyb bas, er det kun med til at gøre stemningen endnu mere kvælende og klaustrofobisk, så vi konstant ligger i et følelsesmæssigt spændingsfelt mellem den overvældende gråd og undergangens brutalitet.

Desværre svigtede elektronikken Gröndahl undervejs i koncerten, og flere gange kom der ikke lyd ud af violinens klangkasse og ned i pedalerne. Det frustrerede tydeligvis den ellers rutinerede musiker, og det rev også mig selv lidt ud af de trancelignende tilstande, som musikken søgte mod at skabe.

★★★★☆☆

Alle fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar