Koncerter

Bleeder, 07.03.20, Alice, København

Foto: Jonas K. Kirkegaard
Skrevet af Jens Trapp

Veteranerne i Bleeder gav en solid og uhyggelig tight demonstration af den pureste rock med elementer af punk og glam, i en velskabt og bastant krop af lyd og nærvær.

I 1995 udgav Peter Peters nye band Bleeder den formidable single “Knucklehead” (på eget label med det dejligt lakoniske navn I Hate You Records), efter han havde forladt Sort Sol, der var blevet for poppede for ham. På B-siden fandt man kult-klassikeren “Jeg skal dø ved Arresø”. Det var en tydelig og punket magtdemonstration. Vi lefler fan’me ikke for nogen. Jeg kan huske, at jeg hørte dét, der vist nok var deres debutkoncert i Huset dengang og blev blæst bagover af både lydtryk, nerve og intensitet. Det er 25 år siden i år. Og på det tidspunkt havde Peter Peter allerede haft 17 år i Sods/Sort Sol, som han, som bekendt, var med til at danne i 1977.

I ’97 fulgte både en EP og et album med titlen Psycho Power på århusianske Start og sidste år udgav Escho, for første gang nogensinde, soundtracket til Pusher II og III på vinyl. Peter Peter står bag soundtrackene til hele Pusher trilogien, ét i samarbejde med aftenens keyboardspiller Povl Kristian, et andet med aftenens… hmm ja, i hvert fald ualmindeligt cool, men også meget stille aktør synth- og elektronikwizard Peter Kyed, der leverede nogle ekstremt velplacerede samples, men ellers forsvandt lidt i lydbilledet.

Disse Pusher vinyludgivelser førte til en gendannelse af Bleeder, med henblik på en enkelt in-store koncert i Sound Station på Gl Kongevej. Kemien i bandet var åbenbart så god og reaktionen fra publikum så entusiastisk, at det hele voksede, og både denne aftens koncert og ekstrakoncerten i næste uge blev udsolgt på under fem minutter. Bleeder blev i øvrigt til The Bleeder Group i 2004 og udgav albummet The Sunrise på Glorious Records. En svært overset lille punkrocket perle i dansk musik. Lidt lettere i klang og melodi end Psycho Power, men stadig med en dejlig indædt energi.

Lørdag aften stod Bleeder otte mand høj som en antitese til det uhyggeligt tynde og svært coronaforskræmte Melodi Grand Prix, der fandt sted i en stor knugende tom hal et andet sted i København. Alice på Nørrebro var et fyldt, svedende og begejstret rum, med et blandet men overvejende sortklædt publikum; helt unge mennesker, alle mulige køn, en enkelt knivskarp hanekam oppe foran, folk fra punkscenen anno forrige årtusinde, som kan synes meget langt væk i vore dage, og Bleeder; optændt af den samme indædte energi, som på de to nogle-og-tyve år gamle albums.

Well, ret skal være ret. Nogle passager føltes som en meget lang trampen på stedet, som små lommer af antiklimaks i de eksplosioner af lyd og lækre riffs, som koncerten heldigvis havde flest af. Opvarmningsbandet, duoen Rocky Top, med ualmindeligt smukke og mindeværdige vokalharmonier over to westernguitarer, havde gjort deres bedste for at trænge igennem snakken i rummet, med deres Byrds og countryrock inspirerede akustiske sæt. Det kunne lyde, som om det fremmødte publikum havde været til så mange punk og rockkoncerter, at hørelsen ikke var som i de unge dage, hvorfor snakken i rummet blev utroligt højlydt. Det var sgu lidt synd for de to unge hipsterklædte gutter, der havde nogle virkelig smukke kompositioner med i bagagen. Hvis det var deres egne numre, må I lure mig om ikke de, i en eller anden sammenhæng, måske med et band i ryggen, får hul igennem i nær fremtid.

Umiddelbart havde alle mand i aftenens hovednavn en fortid i enten Bleeder eller The Bleeder Group, undtagen vist nok den ene bassist Kasper Luke (Düreforsög og Alkymist) og den ene trommeslager Mads Folmer Richter (Halshug). De to havde til gengæld en formidabel synergi og svingede fantastisk også sammen med den anden bassist/guitarist Morten Chrone og trommeslager Rune Thøgersen og den fire mand store rytmegruppe lagde en tonstung bund under alle løjerne.

Med Povl Kristian og Peter Kyed i hver sin ende af scenen var der linet op til rock. Povl Kristian leverede et excellent tangentarbejde, der indimellem bragte minder om Mike Garsons syrede arbejde på Aladdin Sane og andre gange var en virkelig lækker flydende lyd, som en svalende vind ind gennem den glam- punkinficerede mur af det pureste rock der strømmede fra scenen. Jeg kunne godt ønske mig tilbage til tiden før den megen fokus på sikkerhed og lydniveauer (måske også aktørernes alder spillede ind her) og have haft Peter Peters og Bjørn Bankes guitarstacks skruet lige et nøk eller to op, så de havde trængt endnu bedre igennem i lydbilledet under de heftige soli.

Måske var det også det, der skabte de lange passager af cirkulær ikke-bevægelse i musikken. Som om de stod og afventede at magien skulle dale ned fra loftet, genereret af det hengivne publikum, for så pludselig alligevel at finde magien i lyden, i sig selv og bryde ud i himmelråbende smukke, stærkt swingende numre, der tydeligt demonstrerede både bandets erfaring og dygtighed, men også materialets åbenlyse kvaliteter. Begge guitarister leverede suveræne soli, men den overnaturlige lyd og magi jeg før har hørt hos Peter, og som gør ham til en ikonisk figur i dansk rock, var kun glimtvis til stede.

Mindre kan også gøre det og fra Bleeder lagde ud med temaet til Pusher II og til de lukkede med kun et enkelt ekstranummer “Ice-Age For A While” emmede Alice af rock coolness og levet liv. Vi fik en fin række af fede numre, rækkende fra kopinummeret “Crazy Horses”, oprindeligt af mormonboybandet The Osmonds og deres eneste rigtig fede nummer, over de dejligt syrede mere stille numre, frem til en stærk “Knucklehead”, men af en eller anden grund hverken “Psycho Power” eller “Jeg skal dø ved Arresø”.

★★★★☆☆

Fotos af Jonas K. Kirkegaard

2 kommentarer

  • “Survivors”?!!
    Prøv med Ice-Age For A While i stedet. Fra Sods andet album Under En Sort Sol.

  • Tak! Det var mig der kludrede i lyrikken og kaldte nummeret for det gentagne ord i omkvædet. Sorry; jeg retter det fluks! Tak igen!
    VH Jens Trapp

Skriv et svar