Singlr

Fredagssinglr’: The Love Coffin – Mortalized

Skrevet af Simon Freiesleben

The Love Coffins ventede album Second Skin lander til april, men pladens anden single kan høres allerede fra i dag. I vanlig Love Coffin stil er ”Mortalized” leveret med bombastisk swagger og en grunget forståelse for dynamikken mellem det buldrende rockede og det melodiøse.

Det kommer næppe bag på nogen, at vi her på Undertoner er svært glade for The Love Coffin og derfor spændt glæder os til deres andet fuldlængde album, Second Skin, der udkommer den 24. april på Bad Afro Records herhjemme og franske Third Coming internationalt.

Når det ikke kommer bag på de faste læsere, så skyldes det, at det københavnske band har holdt et bemærkelsesværdigt højt niveau igennem deres udgivelser og koncerter i al den tid, vi har fulgt dem. Fra Buffalo Thunder EP’en fra 2017 og frem til deres koncert på Loppen i november 2018 anmeldte vi gruppen fire gange – og den laveste karakter tildelt var 5 U’er.

Hvad end det er på pladen eller på scenen, så kan man regne med, at The Love Coffin leverer varen.  Men hov – hvad var nu det? I september udgav orkestret singlen ”Nothing at All”, der fik Undertoners Daniel Niebuhr til at spidse ører. Var det en mundharmonika? Strygerhooks? Korharmonier? Alle elementer der tog et af hovedstadens mest hårdtslående bands et meget mere poppet sted hen.

Nu er den anden single fra Second Skin som sagt landet, og dermed kan vi vidst godt demontere rygterne om, at The Love Coffin har tabt tænderne og er blevet til leverandører af stueren radiorock. ”Mortalized” er nemlig et fuldfedt rocknummer med et fodstampende tungt og gyngende rytmespil som limen, der holder guitarlir og sortseer tekster sammen.

Nummeret er indspillet i DR’s gamle studier på Rosenørns Allé i København sammen med produceren Guy Fixen, der har et CV med navne som Pixies, Breeders og Slowdive samt labels som Creation, 4AD og Beggars Banquet på. Det høres også på ”Mortalized”, der trykker på alle de rigtige 90’er-rockede knapper med sin stille/larmende-dynamik og forsanger Jonatan K. Magnussens vokalmæssige vekslen mellem det kælne og indigneret sammenbidte.

Hvis ”Nothing at All” tog Love Coffin i en mere poppet retning, så bringer ”Mortalized” pendulet godt tilbage i den anden retning og tegner lovende for næste måneds udgivelse af Second Skin.

The Love Coffin spiller koncert på Loppen i København den 23. maj.

Skriv et svar