Plader

Rigmor: Rebel

Med udgangspunkt i digte af Michael Strunge har det aarhusianske indierock band Rigmor fundet en lyd, hvor melankoli og kraftfuldhed omfavner lytteren. De unge musikere forsøger at italesætte deres generations udfordringer, og formår at skabe en atmosfære, der er deres egen.

Musik og poesi virker til at have et usynligt og ubrydeligt bånd. Det er ikke ualmindeligt at høre sangskrivere blive betegnet som poeter, mens læsning af et digt kan flyde over med den samme intensitet som en sang af Fugazi eller knuge ens sjæl som et vers af Nick Drake. 

Derfor er det heller ikke første gang, at kunstnere har kreeret lydbilleder til digte, som bandet Rigmor gør det på debut-EP’en Rebel. Gruppen kommer væbnet med guitar, bas, trommer og vokal i et klassisk rock-setup, og har hentet inspiration i Michael Strunges rablende og rå digtsamlinger.

I Rigmors lyd mærker man fra start en glød, et ønske om at bruge den berømte digters melankolske skriv til at skabe kunst, der italesætter ungdommens problemer anno 2020 – 34 år efter digteren kastede sig i døden fra 5. sal. EP’en indeholder fem numre, hvoraf to af teksterne er af Strunge, mens resten er skrevet af bandet selv.  

Et af dem er åbneren, “Træ”. Først hører man forsigtige og diskantede guitarakkorder fra Oliver Stewart. Siden en stram rytmesektion, hvor Lasse Lykkes trommespil falder hårdt, som en bog, der tabes på gulvet. Forsangerinde Sarah Wichmanns flotte vokal står klart i sangen med en rumklang, der skaber et fortabt ekko og følelsen af at stå alene i sindets tomme rum.

»Giv mig et pust / giv mig et tegn / så jeg kan se / at der er noget på spil / for dig« lyder de sidste ord i en sang om at spejde efter en, man har kær, der befinder sig langt oppe i ‘træerne’. Det er atmosfærisk, poppet indie-rock, der evner at favne det melankolske udtryk uden at det bliver håbløst. På “Træ” gemmer der sig et lille håb om kærlighed, hvilket også er at finde i mange af Strunges tekster.

Når man taler musik sat til Strunges værker, er det svært at komme udenom Nikolaj Nørlunds lille perle Navneløs fra 1996. I en blanding af rock og jazz satte Nørlund alt fra strygere til trompeter og sørgmodigt klaver til Strunges ord, der virkede milevidt fra den ypperlige punk, som Strunge selv stod for, men alligevel gav det mening og tilføjede et anderledes lag af sårbarhed til teksterne. Undertegnede sad derfor inden første gennemlytning af Rebel med en bekymring i maven. For det sætter store krav til musikken, når den lægges over så gode tekster, at undgå at lyde som et efterskoleband, hvis medlemmer er oppe at køre, efter at have læst “Natmaskinen” og “Plasticsolen” for første gang i danskundervisningen.

Heldigvis beviser Rigmor, at de har kræfterne til at give nyt liv til digtene. På “Det er ved at komme igen”, der er baseret på Strunges digt af samme navn, tager Wichmann flot ejerskab over Strunges ord og skaber højdepunktet på Rebel. Hendes lyse vokal emmer af følsomhed, mens den danser pardans med en støjende guitaren gennem versene, inden klimakset rammer og bækkenerne bliver tæsket. »Jeg kan se det / I deres øjne / Jeg kan se det / På deres kroppe«, synger Wichmann med indfølelse, og i et sekund kan man blive i tvivl om, hvem der har nedfældet teksten.

Rigmor er dygtige til at opbygge sangene på EP’en, hvor der oftest skiftes mellem rolige passager, der bygges op til eksploderende omkvæd og outros. Det er vellydende med små mindelser om netop Nikolaj Nørlunds dansksprogede indie-rock fra slut-halvfemserne, men dog med en fare for at blive ensformigt i længden. Her skiller det selvskrevne nummer “Pendul” sig ud. Tempoet er skruet i vejret, mens energien fra bassist Victor Sousa trækker i en. Det er musik, der giver lyst til at spæne ud, løbe under gadelampernes glødepærer, til man står et andet sted. På lidt over to minutter er nummeret kort, effektivt og med en fed larmende afrunding. 

På “Pendul” bevæger Rigmor sig væk fra deres vante opbygning og vildskaben får lov til at bestemme. Samtidig fremhæver lyrikken fint nogle af de frustrationer fra tidens unge, som bandet har udtrykt ønske om at være talerør for: »Er du i stykker / Er du itu / Hvad er det der trykker / Hvad mangler du«, spørger Wichmann, mens hun senere på pladen messer samfundskritikken fra Strunges digt “Rebel”, med ønsket om at trække sig ud af dagligdagens morads og komme ‘op til stjernerne’.

Rigmor viser med Rebel, at de har et stort musikalsk format, idet de hæver sig over inspirationen af Michael Strunge, og bruger digterens ord til at skabe medrivende og rørende sange. Man kan håbe, at bandet vil tillade sig at slippe endnu mere af kontrollen og lukke vildskaben ind på deres næste udgivelser, for her gemmer der sig masser af potentiale.

★★★★☆☆

Skriv et svar