Plader

Phantogram: Ceremony

Skrevet af Sabina Hvass

Phantogram, der udgav det anmelderroste album Three i 2016, er et næsten helt ubeskrevet blad i Undertoner-sammenhæng. Det laver vi nu om på med en anmeldelse af deres fjerde album, Ceremony. Et elektropop-album, der leger med lys og mørke i tætpakkede produktioner med vedkommende temaer og masser af tekstur.

Duoen Phantogram blev katapulteret ud på en længere turné efter udgivelsen af Three i 2016. Umiddelbart inden havde duoens ene halvdel, Sarah Barthels søster begået selvmord. De følelser og problematikker der, for en tid, blev sat på pause mens bandet var på turné, er i høj grad brændstoffet på opfølgeren Ceremony.

Stjernen i Phantograms følelsesladede elektropopunivers må siges at være Barthels kraftfulde stemme. På det pulserende åbningsnummer “Dear God” synger hun: »Take me out of this world I’m living in / tell my friends ’cause I know I wanna see again«. Det emmer af længsel og ambition om at ændre tingenes tilstand. Arrangementet er meget dansabelt, og her i starten af pladen kan man afkode det soniske meget positivt og håbefuldt, mens lyrikken agerer kontravægt. “In a Spiral” og “Pedestal” er ditto meget kompakte og fyldt med hookede omkvæd, mens lyrikken vender sig mod det fastlåste, det triste og besværlige. Især på sidstnævnte høster Phantogram frugterne af sit tidligere samarbejde med producer John Hill, som blandt andre også har arbejdet med Santigold. Guitarlydene på “Love Me Now” og “Let Me Down”giver mig stærke Sleigh Bell-vibes, og her på pladens første halvdel er jeg faktisk nok sendt ti år tilbage i tiden, men ikke et ondt ord om det. Det cementerer nemlig, at genreskellene er endnu mere utydelige end dengang og måske ligefrem fuldkommen ligegyldige i 2020.

Pop banger og første single “Into Happiness” er et pragteksemplar på, hvordan et radiohit lyder her og nu. Her bevæger duoens anden halvdel, Josh Carters vokal sig ind over en stikkende, trip-hoppet bund, der baner vejen for Barthels triumferende omkvæd i en hvirvelvind af synths og tunge, glidende bastoner: »Fall into happiness / wish you could be here / no more loneliness / you’d make it perfect«. Numrene fungerer specielt godt når Barthel og Carters vokaler afløser og supplerer hinanden, som på “Gaunt Kids”, eller det skæve nummer “News Today”, der lyder som en soul-poppet, 2020 udgave af et Massive Attack-nummer.

“Love Me Now” tager tempoet en smule ned men beholder den punchy og kæmpestore trommelyd, og de fyldige samples giver en interessant tekstur, som også spiller en hovedrolle på “Mister Impossible”. På sidstnævnte kan man fornemme, at der er en smule mere legende tilgang. Der er en overflod af idéer, når det kommer til overgange mellem sangenes forskellige dele, der til tider kan virke kaotisk. Men gældende for alle numrene på pladen er, at der er en rød tråd af trommemønstre og synth riffs, som guider lytteren.

Den virkelig rørende ballade, “Glowing” introducerer et ret tydeligt skift i den ellers gennemgående stemning – det er som om det hurtigt omskiftelige og kaosset for en stund er sat på pause eller i hvert fald har ændret udtryk. Der er en mere udtalt anerkendelse af at bære på sorg. På en flade af fløjlsbløde keyboard og snurrende synths synger Barthel: »All I needed was for time to pass away / But it still keeps going and going and going / So we still kept glowing, glowing, glowing, but no one came«. Nummeret er et tiltrængt ophold, hvor de lyriske temaer får et mere ligefrem, og mørkt akkompagnement som er særligt klædeligt. På titelnummeret “Ceremony” finder man også denne gode balance, og hvor konklusionen er ekstra hårde slag på trommesættet og en hektisk guitar, der spiller op mod et hvirvlende crescendo. Selvom de sidste tre numre ikke stikker særligt ud i deres instrumentering, så har de en anden vibe. Hvor de fleste numre har bevæget sig hurtigt fra udtryk til udtryk, så kommer refleksionerne til sidst som et slags afrundende element, der har en andethed over sig. Det er måske ikke ligefrem ro, men i hvert fald en større accept af at være nede, og ikke at være ok.

Ceremony fortæller Barthel og Carter om længslen efter at vende tilbage til en tilstand, hvor sorgen ikke fylder og hvor smerte og tvivl får mindre plads. De leger med lys og mørke, sammenklemt energi og forløsning der er de kontraster der gør pladen virkelig interessant i længden. Det er rammende hårdt i hørebøfferne når energien fra første halvdel af pladen, bliver mere og mere skævvreden mod slutningen. Det virker mere ærligt. Der kommer det rige indre liv, med et sonisk anker i et melankolsk mørke virkelig godt til udtryk. Dette greb får referencer, som Massive Attack og Portishead til ofte at presse sig på. Phantogram tilbyder dog en opdateret, elektropoppet og rocket kant som muligvis gør dem mere tilgængelige end deres inspirationer. Pladen er fortællinger om en kontrastfyldt verden, hvor man kæmper sig ud fra en dyster og drømmende tilstand til noget der ligner normalen. Og det er noget der i høj grad giver genlyd i disse corona-tider.

★★★★½☆

Skriv et svar