Plader

Sorry: 925

London-bandet Sorry er et interessant bekendtskab med deres blanding af musikhistorisk tyvegods og nye ideer. Alligevel er det, som om at netop deres coolness og ironiske distancering til materialet også spænder lidt ben for dem på et album, der sjældent bliver rigtig medrivende.

Det nyeste skud på stammen af London-cool alternative rockbands er ankommet, og denne gang går de under navnet Sorry. Fem unge englændere, der anført af de to primære sangere og sangskrivere Asha Lorenz og Louis O’Bryen på debutalbummet 925 stjæler med arme og ben fra alt fra klassisk rock n’ roll over jazz til 80’er-pop, men koger alle inspirationerne sammen i deres egen kaotiske, beskidte og eksperimenterende opblanding. Tag bare åbneren, “Right Round The Clock”, hvis omkvæd interpolerer fra Tears For Fears’ “Mad World” i så høj grad, at det er på grænsen til tyveri. Men Sorry er selv bevidste om tyveriet og refererer også netop “Mad World” i teksten:

»I’m feeling kinda crazy, I’m feeling kinda mad / The dreams in which we’re famous are the best I’ve ever had«

Det kunne let blive uinspireret, men blandet op med en nærmest industriel rytmesektion og horn som taget ud af en skæv Tom Waits-sang rammer det en stærk blanding af genkendeligt og nyt terræn, der er interessant at gå på opdagelse i. Samtidig er dynamikken mellem Asha Lorenz’ kvindelige vokal og Louis O’Bryens dybere mandestemme spændende. Ingen af dem er specielt store sangere, og hver for sig ville ingen af dem være specielt bemærkelsesværdige, men deres samspil frem og tilbage giver albummets vokaler et udtryk, der adskiller sig fra, hvad man ellers oftest hører på den engelske indiescene.

Det fungerer. Langt hen ad vejen. For den lånte melodilinje er muligvis også albummets mest catchy linje. Det er den, du går og synger igen, når de sidste toner har lydt. Alligevel er det svært at finde decideret dårlige sange på 925. Jovist er nogle sange mere forglemmelige end andre, men som helhed formår bandet at holde lytteren interesseret gennem alle albummet 43 minutter, og sange som førnævnte “Right Round The Clock”, den glimrende “Rosie” og albummets to sidste numre, “Ode To Boy” og “Lies (Refix)”, er spændende bud på, hvordan en rocksang kan lyde anno 2020.

Alligevel irriterer bandets nonchalante coolness mig også en smule. Det er, som om hele albummet er dyppet i en slags apatisk don’t-give-a-fuck-ironi, som kun ungdommen virkelig kan mestre. Teksterne handler om rigdom, status og berømmelse, men med en distanceret den-slags-betyder-ikke-noget-for-os vibe, og en sang som “Rock ’n’ Roll Star” med linjen »I stayed up all night with a washed-up rock ‘n’ roll star« kan næsten ikke opfattes som andet end en slet skjult hilsen eller stikken til tidligere generationers engelske rockbands og et bestemt band i særdeleshed.

Nogle vil elske det, andre vil hade det, og jeg befinder mig nok et sted midt mellem de to yderpoler. Det kan simpelthen blive så distanceret i sin coolness, at det føles mere som form end indhold, og man ender med at spørge sig selv, hvad det egentlig er, de har på hjerte? Jeg føler i hvert fald ikke, at jeg kommer dybere ned end den kølige facade. Det er interessant, men sjældent rigtig medrivende. Men måske gør det ikke så meget, når nu de lyder så forbandet cool?

★★★½☆☆

Skriv et svar