Plader

Thundercat: It Is What It Is

Skrevet af Søren Hansen

Thundercats fjerde album sætter tyk streg under hans store potentiale og uforlignelige evner på bass. Men mækrværdige genrevalg, klichéfyldt lyrik og programmerede trommer, forhindrer ham i blive forløst for alvor.

»Hi, hello. Is anybody there? Let me know if you can hear me«

Sådan starter Thundercats nye album It Is What It Is. Første gang jeg hører det, forestiller jeg mig et mic-check hvor man slynger nogle standardfraser ud. Anden gang, med resten af albummet in mente, hører jeg en langt større usikkerhed, som om Thundercat, blændet af scenelyset, står og spekulerer over om der overhovedet er nogen der er mødt op til hans show. Tredje gang når sangens rummetaforik er kommet ind under min hud projicerer de linjer et billede af den fritsvævende astronaut der flyder i det ukendte i en bestandig monolog med et stadigt mere fjernt kontrolcenter. De resterende gange jeg har hørt det står det mig dog klart at det refererer tilbage til en afrofuturistisk tradition a la Sun Ra og hans værk Space Is The Place hvor at det ydre rum er det indre rum og at ordet ‘space’ indeholder en dobbelt betydning af en grund. Rummet er uendeligt, mennesketomt, iltløst kvælende og ikke mindst koldt. Rum, i den engelske betydning ‘space (between two things)’, er ligeledes en manifestation af den distance fra omverdenen, man kan føle i usikkerhed, sorg og lignende triste følelser. At den emotionelle distance bedst kan relateres til følelsen af at være fortabt i det ydre rum. At det man ser for ens blik, er den indre stjernevrimmel, salig og katastrofisk.

Således letter albummet væk fra morsende synthesizere der, flankeret af en dyb bas, tegner billeder af space-age nostalgi der melankolsk spiller som fra en fredfyldt fortabt spilledåse, for evigt glemt i universets fjerneste udørk, og hen mod ‘Innerstellar Love’, der i sandhed er en psykedelisk fusionsjazzperle. Den væver sig elegant ind i det tema der blev slået an af introen og har vigtigst af alt levende og adrætte livetrommer, leveret af storebror Ronald Bruner Jr. Det løfter hele nummeret og giver ikke mindst det underlag som Thundercats basspil fortjener. For når vi har at gøre med Stephen Bruner aka Thundercat så er den seksstrengede(!) bas det uomtvistelige fokus og den helt store attraktion, der adskiller ham fra alle andre. Han har en unik evne til at fremhæve det melodiøse, perkussive og grundlæggende rytmiske, ofte i et og samme riff (f.eks. på “Them Changes” fra hans album Drunk fra 2017). Dette gør at han uden problemer kan lade bassen være relativt uakkompagneret og derved lade instrumentet træde frem i en uvant hovedrolle. Derfor giver overlegne jazztrommer en ubeskrivelig atmosfære, og hvor ville jeg dog ønske at livetrommer blev et mere gennemgribende element i Thundercats musik. For det er programmerede trommer der ender med at blive brugt på langt de fleste numre, hvilket jeg går ud fra ikke er et dovent valg, men snarere et stilistisk, idet de tydeligvis har enhver musikmagiker fra Los Angeles’ jazzmiljø til rådighed. 

Udover det element af musikalsk virtuositet der unægteligt er til stede i selskab med producer Flying Lotus og saxofonist Kamasi Washington, blandt andre, er Thundercat vidt berømmet for sin tegneserieagtige humor, der ikke sammenlignes med Frank Zappas uden grund. Det er dog nedtonet en smule på dette album, der præges af det følelsesvirvar som Thundercat og mange andre har befundet sig i efter at rapperen, med mere, Mac Miller, døde som følge af en overdosis i 2018. Som resultat af det er humoren mest til stede i form af legesyge, mens en ukarakteristisk katarsisk alvor overtager dele af pladen.  Pladen er dog med det sagt bestemt ikke uden humor. F.eks. er den usædvanligt vellykket på “Dragonball Durag”, der som titlen antyder handler om hvilke oplevelser livet indeholder, hvis blot man ifører sig en durag i dragonballdesign. En utroligt smooth sang, der over et fløjlsblødt basriff, tiltaler Thundercats udkårne og forklarer ting som »I may be covered in cat hair, but i still smell good« og hvordan at han vil beholde alle sine guldkæder og durag, ikke mindst, på under elskovsakten. Desuden prøver han, hele sangen igennem, at finde ud af hvordan hun synes han ser ud i sin durag og spørger ind til duragtekniske ting, som »Did I tie it right?«. Jeg synes det er ret enestående og beundrer hans uimodståelige karisma (den sketch der er lige før nummeret indikerer faktisk også at hans tilnærmelser lykkedes). Det er også på denne her slags numre at man fornemmer et slægtskab med andre yngre Los Angeles-kunstnere som Tyler, The Creator og Frank Ocean mv der arbejder i et alternativt og sårbart, men umiskendeligt afroamerikansk felt, der, ihvertfald i udtrykket, er fremadskuende og nyt. 

Der er desværre nogle barrierer der adskiller Thundercat fra at lave mere end blot et par sublime sange pr album. I tråd med maskintrommerne begriber jeg ikke et par af hans genrevalg. “Funny Thing” lyder som chillwave anno 2009, glimtet i øjet på lounge-pastichen “Overseas” er lige i overkanten og på “I Love Louis Cole” m.fl. forstår jeg ikke hvorfor det skal være så uptempo og hektisk. I sidstnævnte kategori er der f.eks. “How Sway” hvor at Thundercats evner mere er et åg end et aktiv, idet det bringer tankerne hen på den knap så fede del af fusionsjazzen hvor at der ikke er så meget anden grund til at spille hurtigt og svært, end at man kan. Det er dog egentlig ikke den slags show-off-sange der er problemet. Det er snarere at det bliver alt for simpelt, i melodierne og ikke mindst i teksterne, som er den helt store synder. F.eks. er »Even though you’re probably really mad. Even if you’re really, really sad« et fint eksempel på at opfindsomhed er nøglen til al god tekstskrivning. Der er ikke noget galt med følelserne en tekstbid som den udtrykker, det er bare den mest banale måde at udtrykke det på. Hvis det er humor så går det over mit hovede. Ligeledes er det med mange andre af sangene der handler om usikkerhed, sex, stoffer og fest der emmer af teenage, på den dårlige måde. Og der er lidt for mange steder hvor at man kan gætte næste linje, hvilket er en kedelig tendens på et album der potentielt kunne være så meget bedre. Det er samme problem som plager den yacht rock, han inspireres så meget af. Kærlighed og forfængelige intriger, svøbt i kedelige klichéer, som noget fra en Doobie Brothers-plade. 

Det kan være at jeg er gammeldags og kedelig, men jeg synes Thundercat er klart bedst når han er mere abstrakt og dyster. Når han ikke tager så meget inspiration fra Japan, og fokuserer mere på den soulede og fusionsjazzede side af sig selv. F.eks. på “It Is What It Is” der lukker og slukker den anden halvdel af pladen der i høj grad har omhandlet Mac Miller. Den står som et smukt og ømt requiem der med sin dissonante melodi og akustiske guitar der vækker brasilianske minder. Den er todelt og den anden del er som et tonedigt for basguitar med en sensibilitet der leder tankerne hen mod Jaco Pastorius og kulminerer med militaristiske trommer i næsten klassisk stil. Udtrykket er her meget lig starten af pladen hvilket får mig til at forestille mig hvor utroligt et album Thundercat har potentiale til at skabe. Her er vi igen tilbage i kosmos og al usikkerhed, sorg og angst der har været i løbet af pladen giver mening. Den gakkede humor er dog også en del af pakken med Thundercat så jeg tvivler på at han smider det lige foreløbig. Det er hvad det er. For nu vil jeg nyde at vi har ham som et slags fabeldyr blandt vores generations musikere. Selv med alle de forbehold kan jeg ikke helt lade være med at elske basgeniet med katteørerne.

 

★★★★☆☆

Skriv et svar