Plader

Your Love: Overdressed

Your Love’s EP lyder af USA. Den lyder af roadtrip og landevej, af støv og eftermiddagssol, vidstrakte landskaber. Den lyder af Kurt Vile, hvis ellers han havde været lidt yngre, lidt mindre fjollet, lidt mere melankolsk.

Det er givetvis en floskel, men ikke desto mindre stadig lige sandt: Er der én væsentlig ting, musikken evner, så er det at ophæve fornemmelsen for tid og sted. At rive den lyttende ud af virkeligheden, sætte dem fri i en alternativ virkelighed; en anden tid, et andet sted, en anden sindstilstand. På Overdressed må vi overgive os til flugten, drømmen, eller hvad end du vil kalde den her rejse ud af dit eget sted. København, Vesterhavet, Danmark er langt, langt væk.

Overdressed er første EP-udgivelse fra danske Thor Svensson, der står bag kunstnernavnet Your Love. Det lille værk består af 4 sange, der genremæssigt bevæger sig over et spektrum af folk, stadionrock, drømmepop og country. Musikalsk er det storladent og tight, og så er det hele centreret om Svenssons særegne vokal, der leverer de famlende tekster om længsel og forgangen kærlighed med stor affektion.

Det er svært at undgå at sammenligne lyden af Your Love med netop Kurt Viles eksband, The War on Drugs. Oveni Svenssons vokal, der læner sig modigt op ad Adam Granduciels i sin glidende facon, er det også noget ved de lækre progressive guitarriffs og den trofaste synth, der leder tankerne hen på de amerikanske indie-rockere.

Og intronummeret “Strangers Again” smager stærkt af den her ud-ad-landevejen-fornemmelse, som The War On Drugs så fænomenalt gør sig i, og som også har en Springsteensk storladenhed over sig. Men det er det ungdommelige og melankolske tekstunivers og den nasale stemme, der alligevel adskiller Your Love fra inspirationskilderne.

“Strangers Again” er EP’ens første sang og muligvis også dens højdepunkt. Den følges op af den mere tilbagelænede “Hypnotized by Longing”, der er et slags stilbillede af det længselsfulde jeg, der hengivent beundrer et dansende menneske på afstand. Dæmpet lys, kroppens bevægelser som i slow motion. Selvbevidstheden, pludselig at føle sig overdressed. Det er en helt vildt gribende scene, så sart og inderlig. Men inderligheden bliver næsten gjort for intens, nærmest svedig, af den tykke saxofon, der ligesom slænger sig henover de langsomme mellemspil. Også den affekterede, drevne vokal går mig på, bliver for meget. Men selve billedet står klart, smukt på nethinden, og giver hele landevejs-motivet et godt modspil.

På nummeret “Fear of the Waves” får identitetstabet og de eksistentielle konflikter, der hele tiden har ligget og simret under overfladen af det her jegs famlen gennem kærlighedsrelationer, lov til at sive ud og bundfælde sig i teksten: »Can’t seem to find a road / that doesn’t lead to you / Or maybe is it just that I can’t find / a road that leads to me«. I sit helhedsudtryk er sangen måske en anelse forglemmelig, og billederne står ikke ligeså skarpt som på de forrige numre – hvilket ellers har været en stor force ved musikken — den flotte, intime fortællekunst. 

EP’en ender på “For Now”, en ballade, der vokser ud af et par toner i en langsom crescendo, og bryder ud i et stadionvenligt og ret country-agtigt omkvæd. En uærlig samtale, at prøve at holde fast i noget, der forlængst er væk: stilstand. Og endelig kan jeg slutte fred med saxofonen, der virkelig kommer til sin ret her, fin og rolig mellem de andre instrumenter.

I god overensstemmelse med sin unge, søgende hovedperson, er Overdressed en debut, der lyder af musikalsk søgen — på en reflekteret måde, i virkeligheden. Der er stadigvæk de vokale og kompositoriske elementer, der gør, at udtrykket mister energien for mig, irriterer resten af lydbilledet. Men inspirationerne er på plads, den amerikanske lyd, de enormt smukke og ærlige billeddannelser. Som debut lover det her altså ret fint.

★★★☆☆☆

Skriv et svar