Plader

Anders Riis: Opdrift

Skrevet af Jens Trapp

Selv om Anders Riis’ nye album Opdrift, starter i den lidt tandløse afdeling, så lad jer ikke skræmme væk. Den københavnsk baserede jyde leverer nemlig en samling stærke eksistentielle sange i et rocket, singer/songwriter univers, der læner sig op ad både højskolesangbogen såvel som dansktoppen.

Jeg er vild med de her tilfældigheder, der kaster noget nyt ind i livet, eller nyt lys over noget, jeg bare har taget for givet. Som nu bandet Southern Gothic Tales, som for ca. 10 år siden lavede nogle fremragende numre på albummet Modern Man, især åbningsnummeret ”Fuck Me Up With Words and Wine”: Jeg troede, at de bare lavede de tre albums, der står på deres oeuvre, og at det så var det. Så var der ligesom ikke mere fra den kant. Dansk dark americana med en stærk international lyd. Forleden spillede jeg så netop “Fuck Me Up With Words and Wine” for en af mine venner, der ikke kendte det og som også fandt det fremragende, og jeg opdager i den forbindelse, at forsanger Anders Riis stadig er aktiv. Han lavede soloalbummet Alt væk i 2017, og er aktuel med et spritnyt et af slagsen, som ligger og snurrer på min pladespiller. Opdrift hedder albummet, og frataget de tre første numre, hvilke jeg straks skal vende tilbage til, er det et rigtig fedt coming of age-agtigt album, der cirkler om det at holde sig ovenpå og i, ja, opdrift, selvom man er blevet familiefar og ikke er helt ung længere. En udefinerbar længsel efter ungdommen ligger også og murrer et sted dernede i teksterne, parret med en tilfredshed, eller tilpashed måske snarere, over tingenes tilstand.

De tre første numre, dem har jeg det svært med. Der er ganske enkelt alt for meget letløbende pop for min smag over de tre numre. Alene den, for nu at sige det på godt jysk, trælse guitar på åbningsnummeret er nær ved at få mig til at løbe skrigende bort, som en kylling, der netop har opdaget, at æg kommer ud af røven på en høne. Anden skæring har punch, men heller ikke den løfter sig, ligesom “Meget Mere Jylland”, et lille revsende poppet samtidship, heller ikke gør det. Paradoksalt nok er det muligvis disse tre numre, der er med til at sælge albummet bredt.

Nå, lad nu det ligge og lad os springe direkte til skæring nummer fire! For her begynder der at ske noget. “Ingen frelses hær” er et fedt nummer. Måske albummets bedste. Det er en klaverbåren melankolsk sag, der har et klassisk swung over sig. Lige fra akkorderne og måden de bliver spillet på til selve sangen. Teksten. Om tiden der går og accepten af, at det er sådan det forholder sig. Helt i tråd med pladens tematik. “Ingen frelses hær” læner sig meget smukt op ad en højskolesangbogstradition, der kun synes at være vokset siden Opdrift udkom ganske få dage efter Danmark lukkede ned, og Phillip Faber blev folkekær, da han begyndte at synge med hele nationen. Nummeret har samtidig en solid portion lækkerhed over sig, der løfter det højt op. Nummeret “Erindring 02” er ligeså fedt og følger op på  “Erindring 01” fra forrige album. Barndoms- og ungdomserindring i en seriøst god aftapning. “Vi er her nu” hører til i den mere forglemmelige afdeling, mens det smukke “Tilbage til søen” er en reaktion på, eller en kommentar til, Per Pettersons fremragende fortælling “Ud at stjæle heste”, der netop er en coming of age fortælling. »Det her er mine tanker og min stemme / Det her er, hvor jeg står / med en ro ved at ikke skulle tækkes nogen mere/ som langsomt er kommet med år« starter sangen og udvikler sig til en smuk sang med søen som metafor for døden.

Albummets sidste fem numre (ja, det er et langt album) kredser om samme temaer. “Feber i indre by” har roteret på P6 BEAT og er et dejlig rocknummer om at fare vild i sin egen samtid og blande fortid og nutid sammen; søgende og forvirret i en eller grad af eksistentiel angst. »Hver dag er jeg fremmed for livet / fremmed mest af alt for mig selv / Hver eneste dag er det forfra / det gir ingen mening, gør det vel?« synger Riis. Albumlukkeren med den rammende titel: “Når man alt for sent ser, at tiden er gået” indrammer og afrunder pladens tematik på fornem vis med Lise Westzynthius i vokal front på en del af nummeret. Hun medvirker på syv numre, men stærkest (og tydeligst) her. Nummeret har lighedspunkter med flere af hendes egne ting tilbage fra f.eks. Rock You Can Fly, som jeg sætter meget stor pris på. Nummerets tyste kvaliteter minder om et af kunstneren Edward Hoppers malerier, og det giver god mening at referere til netop ham i teksten, sammen med beatpoeten Allen Ginsberg og filminstruktørenWoody Allen. »Elsk hinanden nu / Som de første der ku’ / Det var det eneste vi sku’ / Når der er stolet op og takket af / Tager ingen imod din klage« slutter sangen og dermed albummet.

Umiddelbart stejlede jeg, stillet over for den kendsgerning at Riis’ solo er dansksproget. Fordi det var så forbandet stærkt på engelsk i hedengangne Southern Gothic Tales, forstås. Men lur mig om ikke det vokser og kryber ind over én og ender op med at være helt besnærende og dejligt. Modersmålet er forbandet smukt i alle dets aspekter og dialekter, det må jeg give det. Brugen af floskler som »det siger sig selv« og »som man siger« understreger albummets iboende tvetydighed og balancegang mellem en poppet lethed og en mere rocket tyngde. Sangene på albummet er stærke og man fornemmer flere steder referencerne, som dog først giver sig helt til kende i afslutningsnummerets specifikke henvisninger. Kunne det have været rart med tydeligere referencer? Jeg ved det ikke. Som f.eks hos Bill Callahan på hans fremragende Shepherd in a Sheepskin Vest, hvor han netop griber fat i den amerikanske urånd, med et væld af referencer i form af citater og omskrivninger fra traditionals og spirituals, parret med hverdagens banale trivialiteter. Det fungerer sindssygt godt og er selvfølgelig et fuldstændig uretfærdigt forsøg på sammenligning, men alligevel?

Men for fanden da, hvor det ærgrer mig at Riis har valgt at åbne albummet med hele tre numre, der et eller andet sted sigter mod et P4 eller endda P5-segment, og som nær får kæden til at hoppe af for mig. Det er dobbeltærgerligt, fordi resten af pladen er en rigtig fed næsten-rockplade, om ikke at være ung længere. Endda en plade på omkring 35 minutter i stedet for de nuværende lange 47. Omvendt understreger de tre åbningsnumre, paradoksalt nok, netop den pointe, når nu manden ikke er helt ung længere. Men de sidste 35 minutters italesættelse af og kredsen om dette faktum, kommer til at stå stærkt, og giver det et anstrøg af længsel og desperation, hvor de første tre numre mere bare er en mand, der ikke er ung længere – uden klangbunden af længsel og desperation, og så nærmer de tre numre sig altså det banale. Har man dog den mindste veneration for en P4-lyd og stemning, så falder det formentlig i god jord – også at høre Jacob Haugaard råbe i introen på ”Meget mere Jylland”, hvilket jeg blot finder irriterende.

Men det er jo for pokker også lige i dette skisma mellem rock, højskolesange og P4-pop, at Anders Riis befinder sig allerbedst. Han har jo for fa’en en føler i hver lejr og lykkes langt hen ad vejen med at forene de størrelser, der ellers nok kunne stå og stritte sært i hver deres retning. Lidt for meget overflødigt stof dog, til at udløse mere end 3,5 U’er, selvom de gode numre på albummet er mere værd end det!

★★★½☆☆

Skriv et svar