Plader

Håkan Hellström: Rampljus, Vol. 1

Skrevet af Simon Ørberg

På (første halvdel af) sit 10. studiealbum ser Håkan Hellström tilbage på sin 20-årige karriere som Sveriges største popstjerne. Med både selvmedlidenhed og humor tager han bestik af et liv levet i rampelysets klare skær og kigger bagud uden at forfalde til nostalgi.

Som så mange andre danskere har jeg et kompliceret forhold til vores svenske broderfolk, et forhold næret af vores fælles historie, et barnligt konkurrencegen og ikke mindst et dybt mindreværdskompleks. For på trods af alle vores ligheder, så er Sverige bare noget andet. Sverige har ubarmhjertige bjerge, de har uendelige skove, nordlys og natur, der slår ihjel. Og så har de Håkan Hellström. Landets – måske Nordens – største popstjerne, som nu i 20 år har besunget og defineret sine egne svenske tilstande.

Det er et jubilæum, som skulle have været markeret med fire udsolgte stadionkoncerter i hjembyen Göteborg (og som dermed ville have slået landets rekord for flest publikummer til en koncertrække), men som på grund af coronavirussen er flyttet til sommeren 2021. Jubilæumsstemningen er dog intakt på svenskerens 10. studiealbum, Rampljus, hvoraf første halvdel netop er udkommet, og som er en tilbagevenden til, men ikke en tam gentagelse af alle de ting, der gør Håkan til Håkan.

Et riff tyvstjålet fra en anden kunstner? Tjek. Bongotrommer og salsarytmer? Tjek. Åh-åh-åh-kor og fællessang? Tjek. Nordisk melankoli og lyden af lyse sommernætter? Tjek, tjek og fuld plade. Alle tricks fra den efterhånden omfattende Håkanske sangbog er i brug, og de fungerer stadig lige så godt, som de har gjort de sidste to årtier. På det forrige album, Illusioner fra 2018, var disse tricks byttet ud til fordel for Göteborgs Symfoniorkester og svulstige ballader, hvilket fik en blandet modtagelse, men som jeg personligt mente var et passende og vellykket eksperiment, når han nok altid har gået rundt med en crooner gemt under matrostøjet.

Men på Rampljus befinder vi os som sagt i et mere velkendt stadionrocket territorium, og fra scenekantens højder ser Hellström tilbage på karrieren for at tage bestik af et hårdt liv i showbiz. På det ellers stærke åbningsnummer får denne refleksion dog en overdreven grad af selvmedlidenhed, som eksempelvis når en læge fortæller ham, at: »Hjärtat krossat på elva ställen / Du har buntat ihop dig själv i verser / Framför tusentals människor«. Det lyder godt, og jeg er sikker på, at der er noget rigtigt over det dramatiske billede, men det er svært at have ondt af ham, når han trods alt selv har valgt sit liv som rockstjerne.

Albummet er derfor også bedst, når Hellström peger rampelyset mod andre end sig selv, hvilket han bl.a. gør på det rørende andet nummer, “Tilsammans i mörker”. Selvom sangens titel kunne lyde som en svensk udgave af “Tættere End Vi Tror”, så handler den (heldigvis) ikke om de sidste par måneders globale krise, men i stedet om en personlig krise hos en ven, der meget smukt beskrives sådan: »Och du sa om kärlek var skepp / Skulle du ha tusen vrak i dig«. Det er en formulering og en sang, som straks indskriver sig blandt Hellströms absolut bedste.

Hvad resten af albummet mangler af samme fællessangsekstase, vejer det op for i ren og skær spilleglæde. “Bit dig i läppen” er en overraskende elektronisk interlude, og “Studentfylleflaken” en fin hyldest til de glade studenter og studiner, der kører i hestevogn, bader i springvand og er så unge, så unge. Og på trods af det gakkede og Jamaikansk-klingende omkvæd på “Va inte född att följa efter”, så er det svært at stå for den letbenede stemning, der opstår, når en tværfløjte akkompagnerer Hellströms sang om, at han ikke var født til at følge efter nogen – en påstand, der dog virker en anelse ironisk taget i betragtning af, hvor meget han altid har ‘lånt’ fra musikhistorien. Endnu en gang formår han dog at sammenstrikke disse tyverier til noget, som er helt igennem hans eget.

For det korte Håkan Hellström album lyder i høj grad som det, det er: Et kort Håkan Hellström album. Han genbruger mange af de samme tricks, som gjorde ham til den stjerne, han er i dag, og det vil derfor uden tvivl tiltale gamle fans og følgere. På trods af selvmedlidenheden forfalder han heldigvis aldrig til nostalgi, men genopdager i stedet den ungdommelige energi, som altid har været et dominerende tema i hans værk. Det er tydeligt, at han er sulten efter mere og slutter da også pladen af med hænderne i vejret og et ønske om aldrig at slukke lysene: »Och kan du känna det rusa genom varje cell? Och låt det bara få snurra på lite till. Släck inte ljusen, släck inte ljusen«. Det er en omfavnelse og et løfte. Som om Håkan tager armen om sine fans, peger ud fra scenekanten og siger »Se, hvor langt vi er nået! Men hold nu fast, for der er langt endnu, og sommeren er først lige begyndt«.

★★★★★☆

Skriv et svar