Plader

Hazel English – Wake Up!

Skrevet af Lasse Yde Hegnet

Hazel English debutplade føles som den svære to’er, i efter hendes dobbelt-EP fra 2017 gav et kommercielt og kunstnerisk gennembrud. Pladens lydbillede er ualmindelig lækkert og behageligt at lytte til, men fortæller en historie om tvivlende kærlighed når man lytter efter.

English er egentlig fra Australien og var tidligere splittet mellem at skrive fiktion og musik. I 2013, flyttede hun til San Francisco-området, og begyndte at arbejde i en boghandel i Oakland og deltage i diverse open mic-arrangementer. Her løb hun på musikere og blev mere og mere overbevist om at musikken skulle være hendes vej frem. Da guitaristen og produceren, Jackson Phillips en dag stod i hendes boghandel tog det for alvor fart.

I 2017 udgav hun dobbelt-ep’en Just Give In/Never Going Home, der ikke var et album, men føltes som sådan på grund af sin længde og de ringe det skabte i vandet.  Derfor står nye Wake Up! som hendes officielle debutalbum, men i realiteten er det en to’er. Og det kan man høre.

På den skjulte etter, var English’ vokal ikke fremhævet som andet end et blødt lag, der drømmende flød ovenpå de driblende guitarriffs og forholdsvis flade trommer. Det skabte et udtryk der alfa-agtigt dansede rundt i sin egen drømmeverden, uden rigtigt at trænge sig på hos lytteren. Et klar Jackson Phillips-aftryk, vis eget projekt Day Wave, havde samme konsistens. Sådan lyder Hazel English også stadig, men med den forskel at hun ikke længere kun vil bevæge sig rundt i egen verden. Hun vil tættere på scenekanten.

Til det har hun fået prouducerne Justin Raisen (Agnes Olsen) og Ben Allen (Deerhunter) til at skrue på knapperne, og de er lykkedes med visionen uden

Førstesinglen “Shaking” stikker afsted i læ af bragende slag på en high-hat og løber med en dirrende bas-gang. Lydbilledet står klarere, mindre dovent strømmende og sammenblandet, men drevent og energisk.

Selvom English’ vokal stadig lyder blød, har den fået bid af en skarpere artikulering. Samme fornemmelse følger på titelnummeret “Wake UP!”. Man glemmer faktisk totalt åbneren “Born Like”, der har sat pladen langsomt i gang. “Shaking” står som albummets reelle åbner, og bliver både dets overligger og en indikator af hvad English vil med pladen.

Nummerets lyrik sætter hende i front som den fortryllende kvinde der banker benene væk under mænd:

»When we are together do I drive you wild?/You’re out of your senses, easily beguiled/pray for me I want to commit sin«.

Det hele understøttes af nummerets video, der har en kornet vintage æstetik, og English, en frisure der minder om Amy Winehouse og Lana del Rey. Stærke, forførende kvinder, som English der iscensætter sig selvsom kvindelig leder af en sekt der forfører mænd.

Pladen har en kælen grundtone, og bevæger sig mellem selvsikre numre som “Shaking”, og en majoritet af numre der handler om ikke at have plads nok i sit forhold. Fra “Shaking” kommer den anden type numre som perler på en snor. Først titelnummeret “Wake UP”, dernæst “Off My Mind” der også kunne have hørt til på dobbelt ep’en, i forhold til deres mere mudrede lydbilleder. Skarpheden kommer til på de følgende, stærke numre “Combat” og Five and Dime”

“Combat” der også var en af pladens single, er mere “klassisk” English. Den har en blødt sommereng fornemmelse, iscenesat af guitaren der åbner nummeret. English’ vokal og de bløde akkordmarkeringer gør det utroligt lækkert at lytte til, og er en lidt mærkværdig kontrast til nummerets alvor. “Five and Dime” har også et lavt tempo, men giver qua de funkede guitaranslag i omkvædet en fornemmelse af at det måske kunne gå hen og blive dansabelt. Men det bliver ved at være lækkert, som når samme type guitar bliver brugt i soul a la Black Pumas.

Paradoksalt nok, er det eneste nummer der lyder sørgmodigt, det hvor hun erklærer at hun og partneren nok skal komme igennem det hele. Det gør hun på pladens længste nummer, der snitter de 4½ minut, og som i øvrigt er sidste nummer. Det runder pladen og dens historie om et passionsfyldt og udfordret forhold af.

Faren ved English’ musik er at man stadig bliver narret af den bløde og lækre fornemmelse instrumenteringen og hende hviskende vokal giver. Hvordan i alverden kan den her type numre handle om andet end kælen kærlighed og rødmende forelskelse? Man forestiller sig English’ ikke gøre væsen af sig selv og selv i det største skænderi, ikke hæve stemmen, men stilfærdigt sige sin mening og ellers gå. Ingen eksplosion, eller knytnæve i bordet. Kun det næstsidste nummer, “Milk and Honey” har en mere aggressiv og decideret rocket lyd og fremdrift. Her lyder English faktisk som en der har fået nok.

English’ har udviklet sig fra sin dobelt-ep, hvor hun virkede mere forsigtig. Nu vil hun have rampelyset, og insisterer på at få det uden at hæve stemmen, men ved at have en skarpere og knap så mudret instrumentering. Det virker, men jeg må indrømme at jeg glæder mig til at høre hende om to plader, når hun sparker døren ind, hæver stemmen og smider med mikrofonstativet på vej ud.

 

★★★★☆☆

Leave a Reply