Plader

Loke Deph: Vor Frelser

Skrevet af Maja Hirani

Loke Deph er tilbage med dansk rap på internationalt niveau.

Der er ikke meget i Danmark, der kommer i nærheden af Loke Deph. Man fristes til blot at konstatere, at han skriver bedst, lyder bedst, leverer bedst, har det stærkeste hold med sig – og så ellers holde fri resten af dagen. Med bl.a. Malstrøm/Beluga (2016) og Sputnik (2017) i baggagen stod dét klart før Vor Frelser – og på den måde er alt det samme – og så alligevel…

Vor Frelser er – måske (uretfærdigvis) mod forventning – ikke et nyt højdepunkt for Loke Deph, men alligevel fuldt ud tilstrækkelig til at være et af der eventyrlige albums, der strammer grebet i takt med, at antallet af afspilninger hober sig skamløst op. Loke Deph er i øvrigt så meget sin egen skabning, at referencerammen for anmeldelsen bliver Loke Deph selv. Det er et vilkår, som læseren må bære over med.

Producersiden på Vor Frelser er igen udgjort af Mvh. Emil (Boone) og Telepa-T, men har desuden fået udvidet selskabet med Aloof, Albert og Adam Sampler. Det er samlet set blevet til et ret markant stilskifte i lydsiden, der nu er mere bombastisk, elektronisk og mere moderne. På bekostning af de støvede finurligheder på Malstrøm, Beluga og Sputnik (Kaput) har en mere eksplosiv og umiddelbar mere kommerciel lyd overtaget. Vor Frelser ligger sig på den måde mere op ad Loke Dephs arbejde med gruppen Tomrum. Det er velproduceret, hårdtslående, underholdende og bidrager til, at Loke Deph nu pludselig er musik, der passer til alle lejligheder og alle sociale konstellationer – men man kunne frygte, at det samtidig også er lidt mindre tidsløst. Alt andet lige. Efter den umiddelbare forundring over stilskiftet var min frygt kort sagt, at det ville bidrage til en grad af forudsigelighed pladen igennem – og dermed også forkorte pladens udløbsdato. Men efter at have lyttet til Vor Frelser i et par måneder efterhånden er det ikke sket endnu, og der er masser af dybde, variation og finesse i den mere polerede lydside til at holde gnisten ved lige. Samplers simple vellyd på “Opgang” bliver eksempelvis dybt rørende og klagende og svøber sig rundt om Loke Dephs vidunderlige beskrivelse af et anspændt forældrevisit:

»Jeg blir’ en anden end i opgangen / ku’ ha’ det godt sammen / rammer dig i hjertet, og det’ godt ramt / bombardement i dit sofa-arrangement / vi gør folk bange / har så mange regler, Pyongyang / gav mig tøj og holdt min krop varm / sagde jeg ikke var nok, hva’ / får et langt kram / og det føles som en slåskamp / tro mig, jeg får afreageret, dagligt traumatiseret / mentalt afmarcheret, du ka’ få dit navn krediteret / jeg’ fra kvarteret.«

Lad os bare snakke lidt mere om teksterne. Det er ret svært at fornemme et decideret kvalitetsløft i tekstskrivningen, men det er til gengæld let nok at fornemme den samme medrivende og konstant forbløffende effekt, der gjorde Malstrøm, Beluga og Sputnik til moderne nyklassikere i dansk rap. Teksterne på Vor Frelser er dog umiddelbart mindre trippede og umiddelbart mere nærværende, som det tydeligt fremgår af ovenstående eksempel. Det kan vi godt leve med, og generelt viser Loke Deph sig også fortsat som alsidig på alle parametre, og lad os med det samme fastslå, at Vor Frelser er et ekstremt stærkt album, der skiller sig positivt ud fra resten feltet. Hvad er det, der gør, at Loke Deph skiller sig så markant ud fra resten af feltet i dansk rap? Der er mange, der skriver godt, mange, der leverer fuldstændig ubesværet og mange, der har virkelig stærke produktioner at gøre det over. Men der er nok ikke mange andre, der besidder alle tre kvaliteter i så fuldendt og ejendommelig form som Loke Deph.

»Der’ mange ting, der ville klæde mig / jeg har lagt det bag mig, bap på mine himmellegemer / det kom ind med mine gener, jeg ka’ ik’ bevæge mig / de bodyshamer den store entertainer, man.«

Alligevel bør det bemærkes, at Loke Dephs tekstskrivning fortsat er hans vigtigste værktøj, og der er alt mulig grund til ikke at lade sig nøje her. På den front er Vor Frelser som nævnt ikke er et nyt højdepunkt for Loke Deph. For selvom langt det meste af pladen ér ekstremt udtryksfuldt, så er der også linjer og omkvæd, der er under niveau. Der er ikke dårlige numre i blandt, men der er enkelte linjer, hvor man studser lidt over, hvorfor en omskrivning ikke var inde over. Det er tilfældet på bl.a. “Fornavn”, “Updates” og “Kom ind”. Det ér virkelig høje krav at stille til en rapper: Gør hver linje sprogligt interessant. Det er krav, man ellers kun stiller til litteraturen. At jeg efterspørger det her, siger lidt om Loke Dephs niveau. Men der er grund til det. For hans sproglige udfoldelser kan vitterligt være af højeste kvalitet. Det hele ligger i detaljen. Loke Dephs alsidighed foregår nemlig ikke først og fremmest fra nummer til nummer i brede kategorier, men ofte i de enkle linjer og vers. Det er aldrig enten/eller: De umiddelbart ligedele arrige, ligedele humoristiske sprængladninger, som “Abus” og “Intelligent Design”, er i intense glimt ligeså sjælesøgende og indadvendte som de umiddelbart mere blottende selvudleveringer på “Opgang” og “Vor Frelser” – og de sidstnævnte er omvendt sporadisk ligeså hårdtslående, hensynsløse og bragende i detaljen som førstnævnte. På den måde føles albummet som en helhed, som det også var tilfældet med Malstrøm og Beluga –  en dynamisk og vilkårlig størrelse, der er meget svær at fiksere og definere. Det lyder ofte som et søvnløst tankemylder, det lyder som sult manifesteret. Lyt blot til den arrige førstesingle “Abus”, hvor Loke Deph til UG udnytter et hæsblæsende og malerisk biljagtsscenarie, vælter fra D’Angleterre til busstoppesteder, er »på psilocybiner i flyvemaskiner / med en vinduesplads / nervøs og griner«  og i samme omgang – lige dele træt og rodløs – konstaterer, at han har »brug for vitaminer / brug for noget lotion«. 

Der er ingen rene indtryk, der uforstyrret når frem til lytteren. Alt er kun dette maniske, rastløse sammensurium af destillater fra en tilfældig subjektiv verden. Det er sætninger, der overrasker, forbløffer, udvider sprogets grænser og sætter ord på sindsstemninger, der umærkeligt får deres egen form i lytteren. Han kan overmodigt tage verden, hverdag og mennesker ind og spytte det hele ud i ukomplicerede, åbne billeder, der konstant balancerer befriende på grænsen mellem frimodige, jeg-orienterede rapbanaliteter og en iskold ind- og udadskuende observans. Banalitererne bør anvendes aktivt som et virkemiddel fremfor at den være drivende force. Det er det forhold, der der tipper lidt visse steder på Vor Frelser. Ikke desto mindre er det klart, at Loke Deph fortsat er noget så sjældent som en ægte ekspressionistisk mavepuster i form af en virkelig sjov rapper – og vi bør fortsat holde godt øje med ham fremover.

Alt i alt må vi konstatere, at Vor Frelser øjeblikkeligt bør tjekkes ud – længe og højt. Er man på markedet efter en yndlingsrapper i Danmark, kan man indstille eftersøgningen. Lad os afslutte med den gode tone og moderat dårlige stemning, der er så sigende for Loke Deph:

»Du’ ikk rød front, du’ imødekommende / ku’ ik’ drømme om bare at dræbe en panser«

★★★★★½

Skriv et svar