Plader

Alle: Alletiders

Skrevet af Simon Ørberg

Alletiders er en helt unik samling popsange, der udforsker klichéerne og de barnlige følelser, som forelskelsen uløseligt hænger sammen med. Det er naivt, ungdommeligt og blidt eksperimenterende, og så det er måske en af de bedste danske plader i år.

I sin bog Om sommeren fra 2017 omtaler forfatter Karl Ove Knausgård forholdet mellem barndommen og det voksne som en asymmetri, der kan sammenlignes med et kældervindue. Indefra befinder det sig højt under loftet, udefra helt nede ved jorden. På Alletiders, det andet album fra Natal Zaks under Alle-aliasset, fortsætter han sin udforskning af netop denne asymmetri. Det er børnesange kørt igennem et voksent filter eller voksne sange fortolket af et barn. Højt under loftet og helt nede ved jorden.

Resultatet er en samling popsange, der ikke lyder som meget andet inden for landets grænser, og som tydeligvis (og gudskelov) ikke er lavet for at indfange en tidsånd. Der kan spores en inderlighed, som deles med andre dansksprogede art-rock og -popkunstnere fra de sidste par år. Men hvor navne som First Flush, BishBusch og Åbent Forhold dyrker det studentikose og romantiske (med stort R), er det i stedet det naive og, ja, barnlige, som er dominerende på Alletiders.

Tag bare pladens andet nummer, “Når livet er en leg”, som med sin dynebløde produktion og lalleglade tekst indfanger en barndoms- eller måske ungdomsmentalitet, som er helt opslugt af, hvem og hvad der er sejt. Det kredser om klichéer og simple A-A-B-B-rim som leg – vej og se – ske, men samtidig med et skarpt øje for de meget virkelige længsler, som netop banaliteterne gemmer på. Det samme kan siges om “Dansedrengen”, som er en (slags) rap med et hakkende flow, man kunne forestille sig fremført til folkeskolens talentshow. Linjen »Så bliver man mødt med mange smil og 100 procent kærlighed« rappes eksempelvis, så ordene »100 procent kærlighed« nærmest snubler over hinanden for at passe til versefoden. Det er humoristisk, men aldrig ironisk.

Musikalsk kan Natal Zaks’ vokal til tider minde om den amerikanske synthpop-troldmand John Maus, og det er da også et lignende skævt elektronisk lydunivers, som Alletiders bevæger sig i. For begge kunstnere gælder det, at deres musik lyder som popsange fanget på en sjælden radiofrekvens transmitteret fra en virkelighed lige akkurat ved siden af vores egen. “Smiler mens jeg smelter lidt” er det tætteste, vi kommer på et decideret hit, selvom det er svært at forestille sig Danmarks Radio sende nummeret i rotation i bedste sendetid (men man kan stadig håbe). Alligevel er den catchy. Den har en uimodståelig blidhed, der sætter sig fast i øregangen som blød vat.

Det blide og forsigtige er gennemgående for hele projektet, for selvom der er genreeksperimenter undervejs (mest udtalt på “Alles dubhjørne”), så bliver det aldrig vildere end på nummeret “Så heldig”, som har en slags suppesteg-og-is-instrumentering – tilsat fuglelyde. Albummet har spor af den anonyme vellyd, man kender fra eksempelvis chillwave, men det er fordrejet lige akkurat nok til, at albummet ville være utænkeligt at sætte på som selskabs- eller baggrundsmusik.

Selvom sangene har karakter af noget barnligt og uskyldigt, har de også noget ungdommeligt over sig. Eller måske snarere pre-pubertært. Der er hormoner, som løber løbsk over hele albummet og famler sig forsigtigt frem i en verden, der begynder at minde mere om de voksnes end den, man er vokset op med. “Er du alene” er eksempelvis historien om en tidlig forelskelse i pigen længere nede ad vejen, som hovedpersonen ikke tør snakke med, men som en dag spørger ham, om de ikke skal kede sig sammen. Det ene fører til andet, og pludselig sover de i samme seng med tøjet på, imens hun lytter til hans hjerte. En sød og på mange måder uskyldig kærlighedshistorie som lige akkurat er for seksuel til at kunne blive sunget ved børnenes MGP. For det seksuelle ligger som det usagte i sangen, ligesom det gør imellem de to karakterer i sengen med tøj på. Man mærker nervøsiteten og de svedige håndflader, og at uskylden har en udløbsdato.

På “Boris han gemmer sig” driver bongotrommer og en funky basgang nummeret dansabelt frem, men med en vokal og tekst, der grænser til det, men på godt ny-dansk ville kalde noiern. Der synges om det ene barn efter det andet, som gemmer sig for fortælleren, og jeg får et billede af en børnelokker, der nynner denne sang for sig selv, imens han jagter Boris og de andre rødder. Som en børnesang fra helvede.

I begge tilfælde er det voksne hele tiden ved at invadere det barnlige. Det presser sig på igennem teksterne, lydene og stemningerne og kaster lange skygger over det uskyldige. Alletiders er et album, der foregår i grænselandet mellem disse to tilstande. Hverken infantilt eller ironisk, men ærligt og sandt. Og vigtigt af alt, så er det hammergod popmusik. Accepterer man formen, åbner der sig et album med nogle af de mest spændende dansksprogede popsange udgivet på denne side af det nye årti.

★★★★★★

Leave a Reply