Plader

Anders Hjernø: Poesi?

Tidlige Armbånd-forsangeren bruger sangene på sit nye album til at kæmpe sig ud af en skriveblokade og undersøge, hvad det vil sige at mangle ord. Der skabes musikalsk festfyrværkeri nogle steder, men undervejs kommer pladens præmis til at virke fortænkt.

Anders Hjernø, forsanger i Tidlige Armbånd og central figur i pladeselskabet Aftenrutine, har kæmpet med at finde ordene til sine sange – som så mange kunstnere før ham. 

Det oplagte og lidt klichefyldte valg kunne være for at søge ny inspiration. Rykke teltpløkkerne og flytte ud i naturen, dykke ned i Kabbalah eller kaste sig over stoffer og alkohol. I stedet har Hjernø gjort selve skriveblokaden til omdrejningspunktet for de numre, der udgør hans nye plade Poesi?.

Det er en spændende idé, og efter en lille intro vækkes lytteren sammen med Hjernø til lyden knusende bækkener på “Første Bevægelse”. Det er storladen indierock, hvor gardinerne er trukket fra. Omgivet af rumklang fylder hver akkord og slag på trommen lydbilledet ud. Imens smyger strygere sig ind, og maler billedet af en morgensol. I midten af det hele står Hjernøs vokal, indsmurt i samme rumklang som instrumenterne.

»Svæver bybusser / rundt om Brabrand Sø / vægtløst lyttende til kammens helt tørre knitren« synger han, og det lyder som gengivelsen af drømmen, han lige er vågnet fra. 

Halvvejs igennem sangen stopper alt op, og der slås over i hakkende riffs og fills fra guitar, bas og trommer, samtidig med at strygerne forsøger at følge med. Der bliver leget med tempo, genre og stemninger på Poesi?

På “Ordet” kører Hjernø over i post-punk med energisk bas og fart i trommespillet. »Ordet skal ha’ tyngde / det skal føles sandt at synge det / det skal føles som at så« lyder de første ord fra Hjernø, der ikke virker til at lade ethvert tilfældigt ord finde plads i sine tekster.  

Senere skrues der ned for blusset med akustisk guitarspil fra soveværelset på “Du er ikke hjemme”, og i  “No future” er der fuld blæs på trompeter og trombone. Hjernø er ikke bange for, at overraske eller skeje ud i sine numre. Han virker derimod til at dyrke spontaniteten. 

Spontaniteten er i tråd med lyden i hans andet band Tidlige Armbånd, hvis plader har indeholdt lyden af alt fra skæv rock til kølig elektro-hiphop. Hjernøs nye soloudgivelse er dog langt fra så kompromisløs i udtrykket. 

Lyden på Poesi? står skarpt uden at være overproduceret. Det er poppet, til tider rocket, med rå, støjende kanter, og en snert af avantgardens lyst til at bryde sangenes struktur ned og bygge noget anderledes op bagefter. Det trækker spor til andre kunstnere i den danske undergrund: Grupper fra det nu hedengangne Vellness Plader og bands som Skammens Vogn, og Synd og Skam. 

Armbevægelserne er store, og for det meste rammer Hjernø ind i noget der virker. Den sløve start på “No Future” morpher i takt med at først blæsere introduceres, siden en fin andenvokal fra Asta Maria Mouritzen. På den halv-maniske “Uha da da” kører skarpe guitarriffs og tung bas over i håndklap, klaverakkorder og plukkede strenge, for så at trække ud i overhalingsbanen med dobbelttempo, og man kan næsten ikke følge med.

Eksperimenterne lykkes dog ikke hver gang. 

Den ellers så gennemførte stil på “Ordet” trækkes ned, da der bliver samplet to lydklip med engelske stemmer, der fortæller om sangskrivning. En metakommentar til det univers af how-to’s, der findes på nettet. Det er sjovt, men ødelægger flowet i nummeret.

På den sympatiske “Giga Rush” har Hjernø sat musik til et Facebook-opslag af Lars ”Chief 1” Pedersen. Teksten er livsbekræftende, men føles ude af trit med resten af pladen, samtidig med, at Hjernøs hæse vokal ikke står stærkt på nummeret.   

Hjernø er ikke beriget med den største sangstemme, men han forstår at bruge sin stemmeføring, og halvt snakkende, halvt syngende formår han at få sin vokal til at passe fint i lyden på Poesi?. Sproget på albummet er nogle steder langt fra den lige landevej. Det er fedt, at der bliver leget, men følelsen af forcering dukker ofte op. I “Uha da da” proklamerer Hjernø eksempelvis: »Jeg vågner op i bunker af ord / men intet fucking sprog«.

Med linjen forsøger man at sige en masse, men ender med ikke at sige noget. Det er den oplagte åbner – en måde at understrege, at det altså er svært at få ordene i hovedet ned på papir, men man mærker ikke Hjernø i teksten. Præmissen for pladen kommer til at virke fortænkt, de steder hvor teksterne kun kommenterer på det at skrive/ikke kunne skrive tekster. Her savnes observationerne fra livet – hvor trivielle de end måtte være: Som når Hjernø synger om de svævende bybusser på “Første bevægelse”, eller når han griber til guitaren og blotter sig: »Kan ikke fremdigte, ikke finde på ting / Kan blot konstatere at du ikke er her,« synger han på “Du er ikke hjemme”. Dér mærkes det, at der er noget på spil. Desværre er det ikke sådan hele vejen.

Der kan skabes poesi af en skriveblokade, men den er flottest, der hvor Hjernø ikke italesætter den.

★★★½☆☆

Skriv et svar