Plader

Den Fjerde Væg: Jamais Vu (udfoldet)

Skrevet af Jens Trapp

Hvorfor ikke tage med på en magisk og mystisk rejse ind gennem københavnske Den Fjerde Vægs univers? Se hvordan verden tager sig ud, når du kommer ud igen på den anden side? Lade dig opsluge af den fragmentariske lydleg i en collage-agtig melankolsk popmusik, der fungerer sindssygt godt. Det synes jeg, at du skulle!

Jamais Vu, i dens udfoldede version, er virkelig en storslået kalejdoskopisk og fragmenteret mosaik. En rejse gennem Den Fjerde Vægs liv som band. Et band, der har for vane at gemme deres lydklip og optagelser, og den poesi de skriver, og derfor kan række bagud i tid og benytte sig af elementer optaget og skrevet gennem hele deres 15-årige historie –tilbage fra dengang de ’bare’ var nogle store efterskoledrenge i Ollerup, som drømte stort om musik. I 2012 udgav Den Fjerde Væg debuten Drengekys, og blev siden udvidet med trommeslager Mikael Holst Nørlund, hvorefter de udgav yderligere to albums og en EP. For et par år siden gik Nørlund og bandet fra hinanden, og flere af medlemmerne oplevede brud i kærlighedslivet. Den Fjerde Væg var med andre ord tilbage ved udgangspunktet, og trioen bestod nu af Lasse Aagaard (sang, keys, perc, sangskriver), Rune Risager (sang, el-guitar, keys, perc, sangskriver) og Andreas Lassithiotakis (bas, perc, programmering, kor). Alle de mange brud blev omdrejningspunkt for albummet Jamais Vu. Hen ad vejen har de fået hjælp til indspilningerne af bl.a. trommeslager Anders Bach Pedersen, organist Peter Kohlmetz Møller og sangerinderne Rosa Jaranovic, Naja Schønemann og Soleima. Dermed blev det, der for et par år siden føltes som en rekalibrering af bandet, en slags ny start, der nu har udmøntet sig i dette imponerende album.

Først sendte Den Fjerde Væg albummet Jamais Vu ud både digitalt og på vinyl tilbage i februar. Det lyttede jeg til nogle gange, men først da den udfoldede version dukkede op en måneds tid senere, faldt det hele i hak for mig. Det er fandme godt tænkt! Og udført, ikke mindst. Den længere version gør på mange måder det først udgivne kortere album helt overflødigt, da alt det eksperimenterende og legende her, stort set, er skåret væk. Alt det der gør albummet levende og interessant. Jeg har i øvrigt heller aldrig forstået idéen med alle de radio edits, som mange bands excellerer i. Eller jo, jeg forstår dem jo godt, men jeg er helt øm og trist i sjælen over, at det skulle være nødvendigt. Det siger selvfølgelig langt mere om hele industrien end om det enkelte band, der bare forsøger at leve af det her. Så ja, jeg lytter helst til hele værket: Jamais Vu i den udfoldede, fulde version. Sådan som værket er tænkt.

‘Jamais vu’ er fransk og betyder ’aldrig set’. Det er det psykologiske begreb for, at kendte situationer og forhold opleves som helt ukendte; en slags omvendt deja-vu. De brud, bandet har oplevet, har genereret en følelse af at stå som næsten fremmede over for helt vante ting, og det kommer suverænt flot til udtryk i den collage hele værket fremstår som. En collage, der stritter i mange retninger, uden på noget tidspunkt at miste fokus, fordi der er så mange ting, der går igen og binder det sammen. Der er brugen af kvindestemmer. Kvinder der taler, reciterer og synger – gerne på fransk. Der er noget med skyer og årstider, og så er der den her humoristiske brug af en næsten Thomas Winding’sk stemme på ”Videre og Videre”, som forkynder at: »Så’ nogen som os har jo brug for en lærestreg / Og den lærestreg havde jeg tænkt, skulle være dig«. Det fungerer sindssygt godt, fordi den på en måde er så gakket og genial og bryder den sfæriske og let monotone stemning, som nummeret ellers er båret af. Stemmen er et af mange virkemidler, der alle bidrager til det kalejdoskopiske, collage-agtige præg.

Selve indspilningsprocessen har også været anderledes end på de tidligere albums, da de tre bandmedlemmer er gået til og fra indspilningerne og har arbejdet videre på materialet, mere eller mindre uafhængigt af hinanden. Det vidner for det første om et fint kendskab til hinanden. Men det vidner også om en høj grad af tillid til hinanden, der giver albummet en fed, underliggende strøm af sammenhængskraft midt i alle de forskellige elementer og indfald. Albummet består egentlig af tre minialbums á en halv time, hvilket også afspejles i coverbilledet. Først væggen til venstre med mørke (skyer) uden for vinduet, symboliserende tiden op til ‘bruddet’, så bagvæggen midt for, halvt i skygge, halvt i lys, som et billede på nuet, og til sidst væggen til højre, hvor solen stråler ind af vinduet: Fremtiden, hvor mulighederne er åbne, men som ingen ved, hvad bringer. Tilbage er så… ja, Den Fjerde Væg, den usynlige væg lige midt imellem albummet og lytteren.

Albummet rummer flere referencer til kunstnere som f.eks. Beatles, og måske især deres Magical Mystery Tour fra 1967, David Bowie og Beach Boys. Keyboardfiguren fra ”I Am the Walrus” i ”Strenge” og de efterfølgende trommer og synth på ”Vinterkys” og mellemstykket på den syrede “Geniale minder”, der i øvrigt sammen med det efterfølgende nummer, “Græder lidt”, bryder forfriskende med stemningen på albummet. Der er også de helt Mike Garson’ske klavertriller (som man kan høre på f.eks. Bowies Aladdin Sane) på titelnummeret ”Jamais vu” – et nummer, som også bygger på samples fra sangen ”Favne” tilbage fra albummet DANSER (det album, der forudsagde genkomsten af mundbindet, med coveret, hvor et par danser jive iført netop dette så hypede værnemiddel), samt flere korarrangementer (f.eks. på numrene “Evig morgen” og “Indre grænser”) i bedste Beach Boys eller Beatles stil. Og var det ikke en lille snas Pink Floyd dér på “Whatever”? Hvad enten referencerne er intentionelle eller tilfældige, så vidner de om den arv Den Fjerde Væg trækker på. En bred vifte af bands og musik med det fælles tredje, at legen, lyden og kompromisløsheden er vigtige komponenter i det kompositoriske arbejde.

Til slut får vi først nummeret “Indre grænser”, hvor teksten er så pokkers skarp og i sin helhed lyder: »Der er ingenting der nager som den kærlighed / du ikke helt ved hvad du skal gøre med / den gemmer sig et sted hvor ingen trænger ind / og hvor kun du selv ved at vejen ender blindt«. Det gentages om og om igen som et mantra på en bund af brusende beats, og til sidst får vi så albumlukkeren, “Som et glimt før lyset går”, med albummets allersidste smukke strejf af poesi: »Du sang: “Se, nu kan jeg flyve”, og så fløj du væk herfra / og forsvandt ud i mørket som et glimt, før lyset går«,  før fire minutters lydcollage lægger albummet helt ned igen.

Det her er musik, som ifølge bandet selv egner sig til vindueskarmskigning og enlige gåture. Jeg synes fanme, det er godt. Jeg er ret betaget af collagen Jamais Vu og synes, albummet lover ualmindeligt godt for fremtiden! Hvad bliver mon det næste?

Som en art programerklæring vil jeg lade bandet selv få det sidste ord, fra et interview i et andet (engelsksproget) medie. Et citat, som også peger på, at Den Fjerde Væg har andet end udelukkende musikalske inspirationskilder, og som er sagt i forbindelse med en snak om dette albums titel og den to år lange proces med at lave det »As Fred Madison in Lost Highway says: “I like to remember things my own way”. We believe it’s only natural that it changes all the time«.

★★★★★☆

Skriv et svar