Plader

Less Win: Given Light

Less Win har bestået i henved ti år, og selvom andre bands af samme alder har været mere produktive, så har Less Win i mange år været en uomgængelig del af den danske post-punk scene. Med deres nye plade skriver de sig ikke ud af den scene, men udfordrer både den og deres eget udtryk.

Given Light er reelt set Less Wins tredje regulære album — dog med den lille fodnote, at deres split-album med gruppen Battle, rummer syv numre som bidrag fra Less Win, hvilket reelt set kunne tolkes som en fuldlængdes udgivelse. Derudover er der en 7” tommer single og et kassettebånd i bagagen. Beklager mine tilbøjeligheder i retning af fulde diskografiske udredninger, men det giver mig en sær form for tilfredshed at nørde sådan noget, så jeg håber læseren vil bære over med mig.

Jeg må indrømme, at selvom jeg længe har været bevidst om bandets eksistens, så er det kun én enkelt udgivelse med bandet, som jeg har et indgående kendskab til. Ikke på grund af uvilje, men nok mest tilfældigheder. Mit hidtil tætteste bekendtskab med gruppen var deres kassettebåndsudgivelse fra 2013, der udkom på Infinitive Waves. Udgivelsen havde originalt ikke nogen titel, men går vist under navnet Further, hvis man lytter til den via streaming på nettet. Dengang var der tale om mere lige-ud-af-landevejen garageinspireret post-punk. Særligt nummeret ”Bayonet” var toppen af poppen blandt de fire numre på båndet. Nu syv år senere har vi et lidt andet band. Arven og udgangspunktet fornægter sig ikke, men de tre herrer tager sig en række genremæssige friheder.

Resultatet er en post-punk plade i en lettere spraglet udgave. Spraglet, når det kommer til rytme, energi og vokal. Alle tre medlemmer i bandet skiftes til at synge, så lytteren får på en måde mere vokalmæssig valuta for pengene, end hos så mange andre grupper. Derudover er det som om, legen med inspirationskilder giver dem en nærværende lyd, der når den rammer plet, er intens og god. Musikhistorien afsøges, dog uden for alvor at afvige fra deres historiske lidelsesfæller.

”Tunnel” åbner ballet som en balstyrisk bastard med tydelig inspiration fra industrial a la Einsturzende Neubauten. Vokalens kontante og staccato-agtige udbrud minder om titelnummeret på Einsturzende Neubautens debut LP Kollaps. Der hvor det adskiller sig, er de hvinende guitarer, der trækker mere i retning af new wave. På nummeret ”The Hanging” er vi i samme land som The Fall, dog med et lavere tempo. Vokalen udgør tydelig del af nummeret, da de hvinende guitarer ofte holder pause, når der synges. Accenten er i den lettere britiske ende, uden dog at lyde karikeret.

Bassen står skarpere og mere roterende på ”Sure I’ve Been Convinced”. Vokalen leveres på dette nummer af Patrick Kociszewski. Den stemme er jeg efterhånden blevet ret glad for, efter at jeg med stor fornøjelse har lyttet til Visitor Kanes seneste album ”Change of Heart”, hvor han også slår sine folder. Det er et sprudlende og spraglet nummer, hvor den lettere rå stemning gøres mere vild ved hjælp af febrilsk underlæggende saxofon.

Denne saxofon og det spraglede udtryk går stort set igen på samtlige numre, så lytteren skal kunne med denne for at nyde helheden. Numre som ”Truth, Like Roses” og ”Root and Branch” emmer af en saxofon, der bare vil ud over stepperne og bidrager næsten modstridende til at gøre det dansabelt. Vi snakker altså ikke et lige så febrilsk og fandenivoldsk støjinferno på saxofonen, sådan som man hører det på landsmændene i Narcosatanicos, men det peger en smule derhenad.

”Man Of My Time” fremstår næsten som en glorværdig hyldest til den mandlige potens, når omkvædet »I’m in my prime / I’m a man of my time« skråles ud i universet. Alt imens er tempoet højt, guitarerne twangy og saxofonen munter som et big band, der spiller calypso. Endnu et bevis på, at jeg sagtens kan høre, at de forskellige numre har samme udgangspunkt, men at de formår at skabe et album af stor diversitet uden at ødelægge den røde tråd og albummets konsistens.

Given Light rummer også langsommere numre, der trækker tempoet men ikke intensiteten ned. På ”Passion’s Puppet” og ”History of Hope” slentrer bassen afsted som en hyldest til Joy Division, og guitaren klinger abrupt igennem, som var der tale om Talking Heads i deres unge dage. På ”History of Hope” giver den allestedsnærværende saxofon en lettere stemning af et partyband, der spiller op til fest. Ikke pladens bedste moment, men stadig i retning af høje kvalitetsmæssige luftlag.

Som pladens mest vilde numre står ”Putting in the Hours” og ”The Wild Desires”. Her snakker vi et miks af tidlig Nick Cave og måske en snert af kultopsamlingen No New York, der danner bibel for no wave-scenen. Saxofonen komme her i små skarpe blæs, der ikke hviner ind over det hele, men derimod bryder støjen fra guitaren. Vokalen er dog ikke skinger og larmende, og lyden er, lige som de andre numre på pladen, så pænt produceret, at det aldrig for alvor bliver støjende. Det er heller ikke umiddelbart det bandet går efter. Det er i hybriden deres lyd skabes.

Jeg finder Given Light meget interessant og klart et kvalitetsmæssigt løft set i forhold til det, jeg hørte på det tidligere nævnte kassettebånd. Det hele fremstår mere gennemtænkt og konsistent, uden dog at være fortænkt eller pænt. Der er en tilgang til lyden, som lugter af poppens velproducerede sangudgydelser, samtidig med at de gerne vil have kant. De spiller for godt til at lyde dårligt, og de er for legesyge til at lyde godt. Altså her menes der godt som i standardiseret-meter-vare-godt. Min klare favorit ved mikrofonen albummet igennem er klart Patrick Kociszewski, der bare har en formidabel stemme. Havde han sunget alle numrene, var jeg måske nok mere tilfreds, men så havde det også været en mindre spraglet plade.

★★★★★☆

Skriv et svar