Plader

Perfume Genius: Set My Heart On Fire Immediately

Perfume Genius har aldrig været bedre end lige nu. Han er et geni til kontraster, og når han synger sine sange om ensomhed og kærlighed, kan du ikke stille andet op end at æde det hele råt.

I maj måned udkom Set My Heart On Fire, der er studiealbum nummer fem fra det amerikanske chamber pop-ikon, Perfume Genius. Det er et intenst møde mellem længselsfulde, poetiske tekster og storladne kompositioner, der nogle gange lyder af art pop, nogle gange af grime, nogle gange af barok – og af det hele på samme tid. Udover at være hans stærkeste plade til dato, er jeg også klar til at kalde det et af de bedste værker, jeg har hørt i år.
Men lad mig lige starte et andet sted:

Vi nærmer os nu de dage, der for en stor håndfuld mennesker under mere normale omstændigheder, ville være gået med forberedelser til festivalsæsonens komme – med alt hvad det inkluderer af pakning, planlægning og udforskning af musikprogrammer. Vi nærmer os dermed også dagen, hvor Perfume Genius skulle have optrådt på Roskilde Festival. Af åbenlyse grunde bliver der ikke nogen koncert den dag alligevel, eller nogen anden dag lige foreløbigt – og det er jeg ærligt talt pænt ked af.

Jeg har ikke oplevet Perfume Genius live siden han spillede på Roskilde i 2015 og måtte svede sig gennem en koncert under øredøvende angreb fra en skinger hyletone, der med jævne mellemrum stod ud af højtalerne og blandede sig med hans dengang spæde, dynamiske ballader. Mike Hadreas som han hedder, mennesket bag kunstnertitlen, var intens og dragende på scenen, men de dårlige tekniske forhold efterlod mig dengang med ønsket om en round two. Derfor min store forventningsglæde til årets koncert, derfor min ligeså store skuffelse.

Set My Heart on Fire Immediately har imidlertid vist sig at være det bedste plaster på mit festivalsår. Den rummer så mange facetter; ikke to sange lyder ens, og alligevel hænger det hele sammen med Hadreas’ intense stemme og sangskrivning som omdrejningspunkt. Længsel, begær, maskulinitet og krop er, ligesom på de foregående udgivelser, centrale emner, der bliver behandlet i detaljer, men også med en vittig skarphed. Tag for eksempel “Jason”, der fortæller om et kejtet, men inderligt engangsknald, der slutter med linjerne: »When we woke up / he just asked me to leave / I stole twenty from his blue jeans / I’m pretty sure he saw me«.

Og kroppen bliver også et symbol i den rå hymne “Some Dream”, hvor Hadreas synger om at svigte sine venner i en besættelse af musikken og sin egen karriere: »And all that time spent perfecting my look / Now there’s nobody around«. Selvom situationen ikke er universel, er det så let at føle sig forbundet til dét billede, at stå der og være smuk og helt alene. Sangen ender med spørgsmålet, der står tilbage som en smertefuld erkendelse: »All this for a song?«.

Mens teksten bevæger sig i samme tone og univers hele pladen igennem, gør musikken nærmest det omvendte. Med et klassisk orkester som en slags øm opposition til de evigt foranderlige, buldrende og progressive rytmiske arrangementer bliver man både kastet ud i den smukke “Just A Touch”, der emmer af Radiohead-mystik, den bløde “Jason”, der med sin cembalo lyder helt barok, og den helt muntre og dansevenlige “On The Floor” (det muntre begrænser sig vel at mærke til den jangly guitar i dur og det hurtige beat, mens teksten stadig er gennemsyret af den længsel og utilstrækkelighed, der er allestedsnærværende). Også mere dystre og ulmende sider får plads og giver modspil, som den distortede “Describe” eller “Your Body Changes Everything”, hvor vokalen er dyb og autoritær, og beatet er insisterende.
Men der er ikke noget forceret over foranderligheden ved det her album, og det lyder heller ikke af en ung søgen efter udtryk: man køber det hele, og æder det råt. Fordi det er sindssygt velskrevet, og sindssygt veludført. 

Både tekst og musik afslører Mike Hadreas’ geniale evne til at lege med kontraster. Han balancerer hele tiden mellem det muntre og det melankolske, traditionerne og opbruddet, længslen og tilfredsstillelsen, jeg kunne blive ved. Selvom Set My Heart On Fire Immediately ikke adskiller sig radikalt fra de forrige album i sit udtryk, er det her mere gennemført, mere vedkommende og mere storslået end samtlige af hans tidligere udgivelser.
Jeg kan nemt vente et år mere med at høre de her sange på en festivalscene, når niveauet er så højt som det her. Det er Perfume Genius, bedre end nogensinde.

★★★★★★

Leave a Reply