Artikler

Undertoner anmelder Roskilde: 2003-2005

Foto: Simon Frøsig Christensen/Roskilde Festival

I anledning af årets corona-aflyste Roskilde Festival bruger vi festivalugen som lejlighed til at se tilbage på alle de år, hvor Undertoner har dækket festivalen. I denne artikel ser vi tilbage på årene 2003 til 2005.

Vi ved det godt. Der er en høj sandsynlighed for, at vi ripper op i et åbent sår med den her artikelserie. »Too soon,« tænker du måske? For der bliver ingen Roskilde Festival i år. Ingen nattekoncerter på Gloria, ingen fællessang foran Orange Scene og ingen fester i smatten. En global pandemi ville det anderledes.

På Undertoner havde vi naturligvis glædet os til endnu et år med et tætpakket anmelderprogram på Roskilde Festival – men selvom der ikke bliver nogen festival, så kunne vi simpelthen ikke lade festivalen passere i tavshed. Og da det endnu er for tidligt at se fremad mod næste års festival, så har vi i stedet valgt at se bagud.

Derfor vil vi i hele den kommende uge forkæle jer med det bedste Roskilde-materiale fra arkiverne. Hver dag udgiver vi et tilbageblik på hver af de 17 år, hvor Undertoner har været tilstede på og skrevet fra festivalen.

Vi håber, at du har lyst til at tage på en tur i tidsmaskinen med os og fejre Roskilde Festival, selvom vi må undvære årets udgave. Hvis du har et særligt godt Roskilde-minde, som du har lyst til at dele med resten af Undertoners læsere, så skriv gerne i kommentarfeltet eller send en mail til simon@undertoner.dk. Så forsøger vi at samle de bedste læserhistorier og dele dem på siden.

Roskilde 2003

Kalenderen skriver 23. juni 2003, da vi finder den ældste Roskilde-anmeldelse i Undertoners arkiv. Det ville være forkert at sige, at Undertoners besøg på festivalen startede med et brag, men måske ganske symptomatisk for siden var den første anmeldelse fra den ydmyge Campingscenen og af det »meget omtalte« aarhusianske band Tiger Tunes.

På det tidspunkt har musikmagasinet eksisteret i en lille måneds tid, og de fleste anmeldelser er skrevet af sidens grundlægger, Anders Hjortkær Christensen – som også ene mand stod for Roskilde-dækningen, der bød på fem anmeldelser fra Campingscenen og syv anmeldelser fra den regulære festival.

Her var højdepunktet uden tvivl koncerten med Interpol på Pavilion (?!), der skabte »katedralske« og storslåede musikalske arrangementer på den lille scene og overbevist alle deres tvivlere om, at der altså var noget ved hypen, selvom de fremstod malplacerede i det bagende solskin:

»Man følte sig helt ude af sig selv ved de skrøbelige og smukke toner af “NYC” og i en sær introvert opløsningsstemning ved den desperat rockende “Stella Was a Diver” and “She Was Always Down” – klumpen samlede sig langsomt i halsen, da forsanger Paul Banks med sin drævende baryton kaldte på sin elskede Stella. Det var lige før, man fornemmede Ian Curtis’ hvide spøgelse svæve rundt i teltet – så intenst og dragende var det øjeblik.«

Blandt de andre mindeværdige koncerter finder man The Raveonettes på Arena, hvor Sune Wagner blev hyldet for at have spillet på festivalen 10 år i streg, Black Hearts Procession der sang mørket frem på blot 45 minutter og salige Daniel Johnston, som Undertoners udsendte dog hurtigt blev træt af.

I 2003 var Undertoner endnu ikke gået pop og begyndt at give karakterer til anmeldelserne – men det betød ikke, at vi som nyankomne på den danske musikjournalistscene var bange for at bide fra os. Det fik danske Silver Rockets at føle, da de spillede på Campingscenen:

»Hvorfor i alverden blev Silver Rocket inviteret til Roskilde? Med den lamme undskyldning af en garagerockende koncert blev undertegnede udsat for festivalens om muligt dårligste band.«

Roskilde 2004

Året efter vendte Undertoner troligt tilbage til Dyrskuepladsen, men året er desværre blot en mindre parentes i musikmagasinets 17-årige historik med Roskilde Festival. Dette år blev det nemlig blot til én meget lang – og ikke synderligt positiv – reportageartikel derfra.

Gode oplevelser med TV On The Radio, Graham Coxon og Muse kunne ikke redde indtrykket af en festival, hvor David Bowie aflyste, Fatboy Slim skuffede og Korn var booket til Orange Scene. Det medførte harsk kritik i reportageartiklen:

»Alt i alt en festival med godt humør trods regn, men med få rigtigt gode musikalske oplevelser og endnu færre overraskelser. Den musikalske menu indeholdt for meget luft og vindfrikadeller,« skrev Undertoners skuffede udsendte, Lars Dideriksen, der også truede med at trække stikket på festivalen:

»Hvis Roskilde fortsætter ad denne vej, bliver der ingen 11. Roskilde Festival for mit vedkommende, og pengene, der spares, bliver i stedet brugt på RECession Festival, Forma Nova Festival og Gutter Island.«

Roskilde 2005

Om Lars Dideriksen nogensinde vendte tilbage til Roskilde Festival melder arkivet ikke noget om, men Undertoner vendte i hvert fald tilbage i 2005. Denne gang med hele tre udsendte skribenter og 23 anmeldelser samlet i en række længere reportageopsamlinger.

Generelt må det siges, at tonen var noget mere positiv i 2005 efter det skuffende år i 2004. Interpol trak endnu en gang stikket hjem og spillede en »næsten fantastisk koncert«, mens også congolesiske Konono No. 1 vakte glæde på redaktionen med deres centralafrikanske rumba, som »Duran Duran burde tvangsindlægges til mindst fire timers rytmikundervisning hos« efter en jammerlig koncert på Orange Scene.

Årets mest mærkværdige oplevelse ser ud til at have været koncerten med Beach Boys’ legendariske frontman Brian Wilson, som der refereres til i flere andre skriv. Angiveligt fremstod Wilson mere interesseret i at kigge på scenens lamper end på publikum, hostede højlydt ind i mikrofonen og glemte, at det ikke er ham selv, der har skrevet ”Sloop John B” fra Pet Sounds.

Årets bedste oplevelse ser – måske ikke overraskende Undertoners genrepræferencer taget i betragtning – ud til at have været koncerten med Sonic Youth på Arena. Støjlegenderne var lidt tid om at komme i gang, men derfra leverede de ifølge Undertoners udsendte en noget nær perfekt koncert, hvor Thurston Moore fingerede et samleje med sin guitar, Kim Gordon spillede trompet og hvor hverken band eller publikum havde lyst til at gå hjem.

Skriv et svar