Vi fortsætter ugens Roskilde-kavalkade med et tilbageblik på henholdsvis 2008 og 2009. Nu begynder vi for alvor at nærme os noget, der minder om Undertoners nuværende setup, og det betyder, at vi også begynder at have karakterer på alle anmeldelser og endda også er velsignet med ét samlet Roskilde-tag fra 2009, så du selv kan gå på opdagelse i alle skriverier fra det år.
Husk at vi stadig gerne vil høre fra dig, hvis du har et særligt godt Roskilde-minde, som du gerne vil dele med resten af Undertoners læsere. Skriv det her i kommentarfeltet eller smid en mail til simon@undertoner.dk.
Roskilde Festival 2008
På toppen af årets plakat fandt man navne som Grinderman, Chemical Brothers, Jay-Z, Neil Young og My Bloody Valentine. På listen over Undertoners anmeldelser var det dog en anden Jay, der blev tildelt roser – nemlig Jay Reatard, der spillede en koncert, som »talte til enhver med et hjerte, der banker for beskidt, kompromisløs rockmusik.«
Efter en halv time kunne selv ikke Undertoners entusiastiske Jay Reatard-anmelder dog holde gejsten oppe. Bedre gik det med My Bloody Valentine, der var et ubestridt højdepunkt på festivalen, hvis man skal vurdere den ud fra redaktionens skriverier. Det legendariske shoegazer-band var året forinden blevet genforenet efter en årelang pause – og da gruppens comebackalbum MBV stadig lå et par år ude i fremtiden, så var Undertoners anmelder nervøs forud for koncerten. Det behøvede han dog ikke at være.
»Lørdag aften blev det 1991 igen,« skriver den entusiastiske anmelder midt i koncerten – som efterfølgende scorer 4,5 U’er – og fortsætter:
»Det tog ikke mere end tre sange fra scenen på Arena, før alle støjende hede drømme gik i opfyldelse hos mig. Kevin Shields var præcis lige så kompromisløs i sit guitarspil, som trommerne var kontante. Hans og Bilinda Butchers vokaler smøg sig som små røgskyer imellem vibrerende guitarstrenge, og jeg opgav alle former for professionalisme. Blokken røg i tasken og den knaldende støj overtog kontrollen med selv de mindste knogler i min krop.«
Mindre heldig var oplevelsen med Efterklang, der var et af årets mest hypede unge danske navne. De spillede en fuldkommen tætpakket koncert på den mildt sagt problematiske og ikke videre rummelige Astoria-scene. Desværre blev en ellers fin koncert med bandet savet midt over af L.O.C, der holdt hof på Orange Scene og tog Efterklang-publikummet som gidsler med sin tonserbas:
»I og med at Efterklang i udstrakt omfang lader deres sange bevæge sig hen mod bækkensmældende klimakser, er der brug for mere tyste passager som kontrast – og på de tidspunkter blev den skrøbelige poesi kørt over af en 100 kilos banger fra 8210.«
Blandt resten af programmet fandt man højdepunkter i form af Grinderman (hvor Nick Cave viste, »hvornår man kan søge Jesus, og hvornår man søger Fanden i Istedgade«), Mogwai (der dog ikke spillede højt nok…) og Battles (der fik topkarakter for at »blæse hovederne af publikum« med en »totaloplevelse« af en koncert). Til gengæld skuffede Radiohead en anelse, da de fortsat fremstod som et band i identitetskrise mellem hipster-electronica og fællessang på Bakken.
Et tegn på Undertoners vokseværk fra de tidligere år – eller måske bare på skribenternes megalomani – var den afsluttende kommentar til årets festival, adresseret som et brev til selve festivalen, hvor Undertoners redaktør lagde sig ud med både Politikens sure læsere, de evigt skuffede metalfans og festivalledelsen – hver især fik de en opsang, ligesom resten af de danske mediers manglende indie-kundskaber blev hængt ud:
»Så kære Roskilde Festival, bliv nu endelig ved med at turde booke så dristigt og nysgerrigt som de seneste to år. Det klæder dig umanerligt godt at have så meget blik for, hvor der sker nye og spændende ting, at der bliver plads til navne som Jay Reatard, Liars, Yeasayer og Girl Talk, på trods af at danske medier ikke rigtig har kastet deres kærlighed på dem.«
Roskilde Festival 2009
Man kan selvfølgelig ikke nævne Roskilde Festival anno 2009 uden at nævne genforeningskoncerten med Malk de Koijn, der vidst efterhånden har skrevet sig ind relativt højt oppe på listen over legendariske Roskilde-øjeblikke – en af de oplevelser, som man enten føler sig lykkelig over at have oplevet eller oprevet over at have misset.
Klokken var to om natten, da hiphop-trioen endelig gik på scenen på Arena, men alligevel trakterede gruppen de eksalterede fans med over to timers hitparade, der af Undertoners udsendte blev beskrevet som et »meteornedslag« af en koncert, hvor hovedpersonerne »hang adskillige meter over scenegulvet med deres forrygende og intense præstation«.
Årets anden uundgåelige koncerthøjdepunkt var Nick Cave & The Bad Seeds, der dengang regelmæssigt indtog Orange Scene og styrede Roskildes publikum med hård hånd uanset hvilken konstellation han optrådte med. I dag er der blevet længere mellem optrædenerne og den australske ener har fået en anelse sværere ved at rive publikum rundt i samme grad, men i 2009 var han i storform og udløste seks U’er.
»Fredag aftens program var nok et af de mest tætpakkede længe set på Roskilde Festival, men jeg tør godt sige, at dette simpelthen var KONCERTEN, man bare ikke måtte misse, uanset tømmermænd og ‘Roskildesyge’,« skrev den begejstrede anmelder om koncerten.
I det hele taget var 2009 lidt af en guldmine for mindeværdige Roskilde-optrædener. Det var nemlig også året, hvor Pete Doherty først charmerede Roskilde-crowdet med sin helt uperfekte og uprætentiøse stil ved at stille sig ud fuldkommen alene med en akustisk guitar på Arena – og derefter greb han en cykel, tog sin guitar under armen og forsvandt ud på festivalpladsen for at hænge ud, nasse tjald af forbipasserende festivalgæster, låne en studenterhue og synge lejrbålssange.
I den mindre heldige ende af 2009-skalaen finder man The Eagles of Death Metals koncert senere samme eftermiddag på Orange Scene, der indløste sølle 1 U – bundkarakteren. Alt var tilsyneladende imod bandet, der var plaget af dårlig lyd, svagt fremmøde, en alt for stor scene og ikke mindst en kikset optræden fra frontmand Jesse Hughes.
Også The Whitest Boy Alive – der skulle have spillet en sjælden koncert på Roskilde i år – fik en hård medfart af Undertoners anmelder, hvilket udløste et par vrede ytringer fra læserne i kommentarfeltet, der lod anmelderen forstå, at hun fuldkommen havde misforstået koncerten og at anmeldelsen mest af alt mindede om »et essay skrevet af en intelligent gymnasieelev«. Måske havde det noget at gøre med anmelderens mentalstadie, der udførligt blev beskrevet i indledningen af anmeldelsen?
»Buggi-burger eller hvidløgsbrød som festivalens sidste nadver? Tog hjem eller nasse lift? Klippe hår af eller forsøge at udrede dreadlock-lignende masse? Presserende spørgsmål af en ubehagelig praktisk karakter begynder så småt at melde sig, når festivalen synger på sidste vers, og det er ikke altid lige behageligt for hjernen at blive fisket op af sin konserverende spritlage. I den forstand var The Whitest Boy Alives koncert en kærkommen planlægningspause: Jeg tog gentagne gange mig selv i at stå og småsvaje til musikken, men mentalt befandt jeg mig i en ganske anden situation.«