Artikler

Undertoner anmelder Roskilde: 2010-2011

Foto: Daniel Niebuhr

I anledning af årets corona-aflyste Roskilde Festival bruger vi festivalugen som lejlighed til at se tilbage på alle de år, hvor Undertoner har dækket festivalen. I denne artikel ser vi tilbage på årene 2010 og 2011.

Et nyt årti truer i seneste indslag i Undertoners Roskilde-retrospekt, der er nået til 2010 og 2011, hvor redaktionen i dén grad skruede op for mængden af anmeldelser. En ny scene kom til, hovedscenens udvalg skuffede for en stund og prinsen blev kongen af Roskilde for en aften.

Hvis du har et særligt godt Roskilde-minde, som du har lyst til at dele med resten af Undertoners læsere, så skriv gerne i kommentarfeltet eller send en mail til simon@undertoner.dk. Så forsøger vi at samle de bedste læserhistorier og dele dem på siden.

Roskilde Festival 2010

I 2010 sagde vi først og fremmest farvel til to scener; Astoria og Lounge, og på Undertoner anmeldte vi indirekte som resultat heraf færre koncerter end året før. »Men til gengæld har vi også anmeldt nærmest alt, vi fandt interessant … men er det ikke lidt sært, at du på en rund fødselsdag laver en mindre spektakulær fest?« spurgte redaktør Kim Elgaard Andersen festivalen i sin afrunding af festival nummer 40, hvor han samtidig kaldte Roskilde Festival anno 2010 for et »konservativt landsmøde.«

Der var dog ingen tvivl om, hvis optræden der i sidste ende toppede. »Den bedste booking af Roskilde Festival i årevis,« kaldte samme Kim Elgaard Andersen Princes afskedssalut til 40-årsjubilæet, der i redaktørens øjne »overskred min forestillingsevne, og således vandt virkeligheden over forventningens glæde.«

Længere nede på plakaten diskede David Longstreth og resten af Dirty Projectors op med grundformlen på en »kompleks dansefest« for Signe Palsøe og resten af de fremmødte: »Det virkede dog, som om de fremmødte festivalgængere lige skulle have tid til at gennemskue musikkens natur, før koncerten nåede så langt. Afrikanske rytmer og konstante taktskift i et virvar af herre- og kvindevokaler er ikke det nemmeste at bevæge sig til, når klokken har passeret 22 fredag aften, men heldigvis insisterede Dirty Projectors på at få alle i teltet med gennem en helt igennem indtagende sammensætning af glæde og kompleksitet.«

Et mindre tema på dette års Roskilde Festival var derimod en mere eller mindre udpræget fejlvurdering af artisters popularitet kontra sceneanvisning. Foran et proppet telt på festivalens mindste scene havde Beach House for længst overgået “velbevaret hemmelighed”-prædikatet oven på Teen Dream, men slog dog aldrig helt igennem for Camilla Grausen, som noterede sig, at »rusen over i det hele taget at høre Beach Houses tunge drømmeverden live aftog undervejs. Der manglede noget ekstra, ud over glimmer, der falder ned fra loftet.«

Samme skæbne led James Murphy og co. om torsdagen på Cosmopol, der var pakket til bristepunktet, (hvor mange sågar måtte gå forgæves).
»“All My Friends” fik for alvor skabt en fællesfølelse i teltet med sin hymne-opbyggede karakter, og man kunne kun håbe på, at staklerne uden for teltet, der ikke fik adgang på grund af Roskilde Festivals manglende fornemmelse for bandets popularitet eller bevidste ignorering af samme faktum, også fik en flig af den ophøjede stemning,« lød dommen fra Kim Elgaard Andersen i hvert fald, før man passende kunne vende tilbage til hans opsummering: »Det er sgu ikke godt nok. Det er jo et af de navne, folk har betalt for at se til din fest. Så må du sørge for, at de kan se.«

Roskilde Festival 2011

Efter et års fravær diskede Roskilde Festival i 2011 op med deres seneste forsøg på en intimscene. Gloria blev navnet, og desværre var med en lang række børnesygdomme til følge.
»Det er godt, at festivalen på ny har fået en intimscene, men den er langtfra velfungerende, og det blev Valby Vokalgruppe-koncerten desværre det grelleste af en række eksempler på,« kunne Mikkel Arre konstatere med henvisninger til samme tvivlsomme lydforhold, der også ramte koncerter med Svarte Greiner og Ólöf Arnalds.

Heldigvis var der også optrædener, der fungerede efter hensigten på Gloria. Således leverede Anders Meldgaards Frisk Frugt-projekt en vild, udsyret performance til topkarakter, som Mikkel Arre ligeledes så og blandt andet beskrev således:

»I en helt ubesværet, umærkeligt flydende bevægelse krydsede de ni musikere uden tøven alle genregrænser, så støjrock, kraut, freejazz og vestafrikansk musik smeltede sammen og blev til ét hele. Mens tre piger siddende ved scenekanten legede med ler og formede, hvad der lignede et græskarstort hoved med en lang hestehale, ledte en langstrakt synthdrone og trillende blokfløjter publikum ad fuglekvidrende junglestier.
Herfra blev keramikpigernes figurer mere og mere abstrakte, men Meldgaard & co. holdt sig ufortrødent på sporet. Hvilket reelt vil sige: langt fra alfarvej. Men vel at mærke uden at fare vild. Det hele strittede glædesstrålende og hang alligevel nøje sammen.«

Fra festivalens hovedscene var det dog mere så som så med de helt enestående oplevelser. »Der skal ikke herske tvivl om, at Orange Scenes program har været ringe i år. Det er blevet understreget af omtrent samtlige danske dagblade og musikmagasiner, og et tilbageblik på scenens koncerter virker da også rigeligt overbevisende i sig selv,« lød den afsluttende dom fra Signe Palsøe, der kunne notere sig, at Deadmau5 angiveligt var den mest besøgte koncert på Dyeskuepladsen dét år. »Men det er tydeligvis blevet lettere at samle publikum med løftet om clubbing end om et specifikt musikalsk treatment … Hvor der for alvor har været noget musikalsk substans at komme efter på årets festival, har været ude på de mindre scener – og her har vi på Undertoner til gengæld været svært begejstrede for programmet.«

Og det tør siges. Flere end 70 koncerter dækkede vi i 2011, hvor vi både nåede forbi ekstatiske højder og skuffende lavpunkter rundt omkring på festivalpladsen.

»Der venter superstjernestatus forude, og for alle, der så hendes koncert på Cosmopol, må det blive et af de varmeste minder om 2011-udgaven af Roskilde Festival,« jublede Mikkel Arre over Janelle Monáes triumf, som han både hyldede med 6 U’er og følgende ros:
»I koncertens første halvdel var der korte strejf, der gav fornemmelsen af, at Monáe var mere teatralsk end indlevende, men det blev umuligt at holde den skepsis i live. Det sang hun simpelthen for godt til: fabelagtigt fyldigt, kraftfuldt og i fuld kontrol.«

Og i den anden ende gæstede australske Tame Impala et tilrøget Odeon, hvor Kevin Parker m. venner i Martin Thimes’ øjne yderst sjældent brød ud af deres nærmest bobleplastindhyllede fremtræden.

»For de fire australiere fik kun sporadisk lukket op for deres indadvendte psychpop. Og så blev det til en times kedsomhed i selskab med et band, der burde kunne gøre det meget bedre,« forfattede han, mens Tame Impala heldigvis kun blev bedre og mere omfavnende med årene.

Festivalens mest opsigtvækkende og hypede optræden stod Odd Future-kollektivet imidlertid for. Med Tyler, the Creator i kørestol som følge af et brækket ben skulle man dog ikke betvivle frontmandens evne til fortsat at sprede kaos i det stegende hede Cosmopol-telt, som i sidste ende blev lukket helt og aldeles ned efter brud på festivalens sikkerhedsregler, da Tyler m.fl. hoppede ud blandt menneskemængden. »På den måde endte alt, som det skulle: Vi fik kaos, vi fik lidt skandale og oplevet hypen i levende live. En anden gang vil bare lidt mere form og retning dog ikke være af vejen,« lød det efterfølgende her på sitet.

Skriv et svar