Årets bedste plader Artikler

Halvåret, der gik på Undertoner – del 1

I det første af tre afsnit tager vi temperaturen på redaktionens musikalske oplevelser i løbet af årets første seks måneder. Denne gang med dobbelt op på Fiona Apple og Car Seat Headrest, norsk jazzpop, italiensk syrepop og et farvel til John Prine.

Normalt ville det efterhånden være tid til, at vi her på sitet ville kigge ekstra godt tilbage på året, der indtil videre er gået, og den lange række af plader såvel som koncerter, der har været værd at optage i Undertoners halvårsantologi. Men lad os være ærlige; det har været så som så med de helt store og skelsættende musikoplevelser i løbet af 2020’s første seks måneder. De fleste udgivelser er sat i bero og koncerter såvel som festivaler er forståeligt blevet aflyst i ét væk i løbet af dette annus horribilis.

Så i stedet for at holde os specifikt til 2020, har vi gjort ordet og rammerne frie på redaktionen og bedt vores skribenter berette om, hvad der rent musikalsk har rørt og ramt dem her i den spæde begyndelse af et helt nyt årti. Intet format er forbudt, ingen genre er for obskur og intet bidrag er for uvæsentligt – dette er Undertoner-redaktionens respektive soundtracks til et halvår i pandemiens tegn.

Sabina Hvass

I første halvår af 2020 er jeg gået all in på singer/songwriter-universet og har fundet musik, som er velegnet til introspektion og kendetegnet ved gode fortællinger. Som kontrast har jeg også skruet op for tempo og vildskab i et melodiøst hjørne af punkscenen.

Først Fiona Apple – et, for mig, kun fjernt og overfladisk bekendtskab indtil seneste plade Fetch the Bolt Cutters. Hver gang jeg har skiftet lydkilde, har pladen afsløret nye lag, og jeg er forelsket i den rå præsentation, de komplicerede harmonier og mange forskellige versioneringer af trommer. Og sidst men ikke mindst teksterne. På den lyriske side har jeg også forventet mig en del af Phoebe Bridgers‘ seneste plade, Punisher. Forudgående single “Kyoto” med dets fremdrevne og alligevel underspillede karakter er blevet ét af mine mest afspillede numre i 2020.

I den 1970’er-inspirerede og især californiske singer/songwriter-stil, som Weyes Bloods Titanic Rising har gjort mig afhængig af, er Shannon Lay dukket op som one to watch. Jeg fik øjenene op for hende, da hun spillede med postpunkbandet Feels på Loppen i marts sidste år – der var noget særegent og fyldigt i hendes vokal og en ekstrem melodisk tilgang i guitarspillet. Det blev udfoldet yderligere på Loppen den 14. februar i år, hvor hun som soloartist gav en fuldlængdekoncert som support for Mikal Cronin. Med sit ekstreme nærvær, et glimt i øjet og en ekstraordinær lyd fik hun charmeret alle de tilstedeværende til at rykke sig nærmere. Nogle følte sig endda kaldet til at sætte sig på gulvet med øjne, ører og deres fulde opmærksomhed rettet mod Lay.

Generelt var februar fyldt med livgivende koncerter for mit vedkommede: Stormzy gav den første udsolgte arenakoncert i sin karriere, og hvad der virkede som hele Københavns ungdom gav ham den varmeste velkomst! Til The Careless Drinkers og The Preachers’ garage- og punkfest på bodegaen Sorte René dagen efter var aldersgennemsnittet sat lidt op, men til gengæld var der markant billigere bajere og hurtige solbriller indendørs. I stil med sidstnævnte er Brooklyn-baserede Surfbort dukket op på min musikradar. De blander melodiøs thrash og artpunk på debuten, Friendship and Music, tilbage fra 2018 sammen med et vidnesbyrd om besværet med at bekæmpe et moderne samfunds sygdomme. Rammende!

Og så til det kedelige: Jeg havde glædet mig til at høre seneste udspil fra Car Seat Headrest, som havde fået en del omtale for deres måde at tænke albummets sangrækkefølge anderledes på tværs af platforme. På Spotify, hvor jeg som regel lytter fra, virker det desværre ikke, som om der er meget på hjerte på denne plade, som endda har været på skrivebordet siden 2015. Og på minussiden er der også drive-in-koncerter. Denne oplevelse må ligge på min absolutte sidsteplads over prioriteter i livet, selvom jeg sulter efter livemusik. Mine forsøg med at mætte mig selv med onlinekoncerter på stueanlægget er fortsat forgæves – jeg vil have et ordentligt lydbad snart, for helvede!

Marcus Nyegaard

Det nye årti har velsignet mig med tsunamibølger i form af musik, der hver fredag har skyllet ind. Jeg har haft så travlt med at undgå at blive trukket under vandets strøm ved at fordybe mig i ny og spændende musik, og ud af det blå viser Bob Dylan og The Strokes også tænder igen. Der er sket så meget i løbet af det korte tidsrum, 2020 indtil videre har varet, at Tame Impalas længeventede The Slow Rush allerede føles som en distanceret drøm. Om det siger noget om kvaliteten – eller manglen på samme – på The Slow Rush eller Fiona Apples altoverskyggende Fetch the Bolt Cutters, skal jeg ikke kunne sige.

Et andet højdepunkt for mig har været Car Seat Headrests singles til Making a Door Less Open. Lige med en enkelt svipser  (“Hollywood”) er de tre andre nogle rigtig gode sange. Indtil videre har jeg dog taget et bevidst valg om ikke at høre hele albummet. Jeg har det faktisk helt fint med “There Must Be More Than Blood” og “Martin” – men jeg er bange for, at det ikke bliver bedre end det niveau. Også hypede Jay Electronica har pladedebuteret med A Written Testimony, der for mig at se er en pendant til Kanye Wests seneste, religiøse rapalbum Jesus Is King. Jeg kommer nok ikke til at høre hverken det ene eller det andet igen.

Som det ofte er, (hvis man tilkendegiver sig dualismens tro), må det gode også opvejes af det modsatte, og til det sidstnævnte har vi mistet John Prine: Den politiske countrystemme, der har skrevet musik med en gammelmandsvisdom lige siden sit debutalbum fra 1971. Med en forstand for humor og evnen til at balancere det med tragisk historiefortælling sang Prine åbent om krigskritik og de vilde 60’ere i USA, hvor man pludselig kunne blive indkaldt til militæret.

Jeg gik ind i 2020, med et håb om Tame Impalas krav om tronen af popmusik i endnu et årti, men med nogle overraskelser viste mit halvår sig at være præget af gammel countrymusik og den altid rebelske Fiona Apple.
Okay så, måske også en lille smule The Strokes.

Søren Hansen

Da jeg gik ind i 2020, var det med en bevidsthed om, at Norge var et fint land. I hvert fald i top 3 i Skandinavien. Hvad jeg imidlertid ikke vidste var, at landet gemte på en perlerække af nye og spændende bands, der laver skøn musik i alle dele af popspektret.

Det startede med Oslo-gruppen Little Balcony, som står for en jazz-poppet lyd med melodisk opfindsomhed og plads til instrumentalisterne, der blander minimalistisk og nordisk stil med en subtilt kompleks moderne jazzlyd. Dernæst kom Klossmajor til, som med tre karismatiske vokalister og et norsk sprog, der veksler mellem det konfrontatoriske og det salige, hurtigt gik hen og blev en favorit fra oppe nordpå. De ubesværede vokalharmonier og store variationer i udtrykket samt en spændende måde at tænke alternativ pop på gør, at jeg i høj grad ser frem til de næste projekter, der kommer fra deres hånd.

Som de to foregående laver også den tredje gruppe, jeg har udvalgt, jazzinspireret pop, men denne gang med en folkvinkel. Masåva er den mest udprægede, norsk-melankolske gruppe af dem, jeg nævner her, og mange af deres sange har et så ømt og sårbart udtryk, at det gyser ned langs ryggen. Jeg føler det som en sonisk repræsentation af Norge, idet det både føles Oslohipt, polarkøligt og som at træde ind i en uendelig granskov med alle de konnotationer, det indebærer. Udover disse tre skal dog kort nævnes nogle flere; det chikke synthpopband Svømmebasseng, det æterisk folkede ensemble Morgonrode, Hajk, Fieh, Broen osv osv osv

Af den ældre musik, der er kommet mig for øre, vil jeg især fremhæve Lucio Battisti og Steve Arrington. Førstnævnte er en af de helt store italienske sangere og sangskrivere i sidste århundrede, og jeg fik endelig dykket ned i hans diskografi startende med hans mest klassiske album, ​Anima Latina fra 1974. Det er en prog-poppet plade fyldt med idérigdom og en tidlig brug af synthesizere, der er dømt til at gøre enhver nostalgiker blød i knæene. Battistis lyder som en italiensk Curtis Mayfield, når han i skrøbelig falset svæver rundt over musikken, og man skal ikke lade sig skræmme af det italienske sprog, men bare lade sig synke ned i en solopvarmet og regnbuefarvet pøl af skønhed.

Hvis det alligevel er lidt for heftigt med outreret italiensk syrepop fra 70’erne, kan jeg her komme med en smooth og sjælfuld anbefaling fra 80’ernes USA. Steve Arrington, der tidligere var medlem af funkgruppen Slave, er en kultfigur indenfor soul, og hans særegne stil gør ham til et spændende musikalsk bekendtskab. Han smyger sig omkring uhyrligt groovy sange, der har en næsten improviseret kvalitet – på den gode måde.

Til sidst vil jeg ganske kort bare lige nævne det eventyrlige cover, den amerikanske soulgruppe The Main Ingredient lavede af Seals & Crofts ellers ret uinteressante sommerhit “Summer Breeze”. Vidunderligt orkestreret og en dystert dramatisk udkrystallisering af sommerlængslen.

Skriv et svar