Årets bedste plader

Halvåret, der gik på Undertoner – del 3

Vi sætter punktum for vores opgørelse over årets første seks måneder. Dyk blandt andet ned i en evigt cool totalperformance fra evigt cool Moses Sumney, kolde metalstrukturer fra Oranssi Pazuzu, varme sommernætter med Pottery og drømmende pop over tunge 4/4-rytmer fra Kelly Lee Owens.

(Læs også første og anden del af vores skribentserie om første halvdel af 2020)

Marie Vedding Poulsen

Det ville være ret kontroversielt at kalde det her første halve år af 2020 for helt fænomenalt. Det vil jeg også holde mig fra at gøre. Men hvis jeg et øjeblik kigger på årets musikudgivelser, og kun på dem, så har det faktisk været seks i hvert fald moderat fænomenale måneder. Med lidt ekstra tid til rådighed har jeg også haft mere tid til at lytte til musik, og det har ført mig ud i projekter som at overgive mig til Frank Ocean, (kun små 8 år for sent på dén bølge, sådan kan det jo gå), og så har jeg begejstret fulgt nyt fra bl.a. Okay Kaya, Velvet Volume og Arlo Parks.

Men én kunstner har stjålet showet med en musikvideo uden sidestykke, og det er ham, jeg er her for at fortælle om. Suveræne Moses Sumney, der slog igennem i 2017 med debuten Aromanticism, er endelig vendt tilbage. Denne gang med det storslåede værk, græ, der udkom i to dele henover februar og marts, og lige siden har givet mig lyst til at gentage, indtil alle har forstået det: At det-er-så-vildt-det-her! Jeg bliver nok ikke den første, når jeg erklærer mig svimlende forelsket i Moses Sumney og hans helt enkelt usammenligneligt smukke vokal. Albummet river op i hele følelsesregistret på den mest frygtløse og omsorgsfulde måde, der gør det til et mere kompromisløst og samtidig mindre introvert værk end det forrige. Det til trods, er det faktisk ikke dette kapitel af Sumneys musikalske færden, der har gjort størst indtryk på mig her i årets første halvleg.

Den 7. maj udgav musikformidlerkanalen COLORS STUDIOS en version af nummeret “Cut Me” fra første del af græ, performet af Sumney og band i det karakteristiske, ensfarvede studie. At jeg klikkede mig ind på videoen et par dage efter var tilfældigt, og jeg vidste ikke, at det her skulle blive min (hidtil) største musikalske oplevelse i 2020. Sortklædte musikere på karminrød baggrund; det visuelle i sig selv er næsten provokerende, så æstetisk og tilfredsstillende er det at se på. Det spiller, og cool ser de også ud, musikerne, med Moses Sumney selv i midten, der er kommet for at forkynde sin sandhed; et kunstværk. Og de er cool på den balancerede måde, naturligvis – ikke for nonchalant, bare sådan et band, man godt gad hænge lidt ud med, du ved, cool. Og her mener jeg ikke bare visuelt.

Den ydmyge overlegenhed går også igen i musikken. I den måde, basunisten legende glider ind på sidste tone i sit tema på. Den måde, de otte personer, der udgør orkestret, bevæger sig som en samlet dynamisk organisme gennem sangen. Den pokkers vokal, der lyder som lavet af glas, og som har styrken til at vælte et bjerg. “Det her er ikke en sang, det er en spirituel rejse,” skriver én i kommentarsporet, og jo, det er godt nok en kliché, der ikke helt kan gøre værket ret. Men YouTube-brugeren Lonetruthseeker har alligevel på en eller anden måde ramt hovedet på sømmet: Den her performance er så gennemstrømmet af integritet og kunstnerisk ånd, at den til tider netop føles overjordisk. Og så har jeg vist også gjort min begejstring klokkeklar.

Daniel Niebuhr

Det sidste, jeg husker, var, at jeg var på Alice. Narcosatanicos stod på scenen. Alt var fint. Så lukkede vi ned, alt gik i stå, mens koncerterne, festivalerne, EM på hjemmebane, foråret og sommeren blev aflyst. Men vi tog det med oprejst pande og sprittede hænderne af.

Først kastede jeg mig langt om længe ud i newyorkerartpunkerne BODEGAs sparsomme bagkatalog, som i løbet af 2018 og 2019 tæller et par EP’er og den Austin Brown-produceret fuldlængde Endless Scroll, hvor sidstnævnte tegner sig for det mest interessante Parquet Courts-relaterede materiale på denne side af Human Performance.

Det måtte dog godt blive vildere, mere larmende, mere i stil med et rigtig dårligt trip, tænkte jeg for mig selv. Hjælpen kom hurtigt i form af finske Oranssi Pazuzu, der i april måned udgav Mestarin kynsi, som hurtigt skulle vise sig at være en endnu mere sindsoprivende oplevelse end deres 2016-epos Värahtelijä. Den ene maratonkomposition afløser den anden, sideløbende med at Tampere-bandet når rundt i deres mest psykedeliske, krautede og allermørkeste afkroge, inden det kulminerer i et sandt blastbeathelvede på den nådesløse “Taivaan Portti”.

Omvendt er der en hel anden varme over Chicago-kvartetten Ratboys på deres tredje studiealbum, Printer’s Devil. Det er klassisk, guitaranført rock med en oprindelig inderlighed, som stadig indeholder elementer fra gruppens mere americanaklingende forgængere, men som i større grad løftes op af en nyfunden, punket nerve efter opvarmningstjanser for blandt andre PUP. Det hele bindes sammen af forsanger Julia Steiners til tider barnligt naive narrativer om barnepiger og døde pungrotter – alt i alt en let overset rockperle.

Pludselig vendte Hum tilbage efter 22 års stilhed på albumfronten og beviste med Inlet og i særdeleshed åbneren “Waves” hvor flot udstrakte guitarflader kan lyde anno 2020. Og canadiske Pottery, som tidligere på året gav en ganske hæderlig optræden på Ideal Bar, debuterede med deres Talking Heads’ske sammensurium af frenetiske guitarer, dansable percussionrytmer og ukuelig, ungdommelig energi, som både rummer sange om vandvarmere, hede sommernætter og fucking drums.

Så dræbte politiet i USA (endnu) en sort mand, gaderne stod i flammer, og Run The Jewels udgav deres fjerde fuldlængde, der flød over med vrede, sorg og smerte i et ekko af flere århundreders undertrykkelse. Pharrell Williams står undervejs fadder til duoens mest helstøbte nummer til dato på den pulserende “JU$T”, som poleres med popsmedens karakteristiske, subtile uh-ah-korhamronier samt et gæstebidrag fra Zack de la Rocha, hvis skærebrændervokal synes langt fra de 50 år.

Og senest har man endelig kunnet nyde en indspillet udgave af Narcosatanicos’ “Misery Wire”, hvis 7/8-rytmer efterhånden har et par år på bagen, og som i skrivende stund serveres i en noget mere flerfacetteret udgave. Nummeret har sneget sig med på det digitale soundtrack til den musikjournalistiske nestor Jan Sneums selvbiografi Sneums kalejdoskop. (Nummeret starter 21:14).

Jeg slutter derfor, som jeg begyndte. Med Narcosatanicos. Cirklen er fuldendt. Lad det aldrig ske igen.

Simon Ørberg

Den walisiske technotroldkvinde Kelly Lee Owens har brugt første halvdel af 2020 på at varme op til sit andet studiealbum med udgivelsen af to enormt stærke singler, der lover mere dansabelt og drømmende dommedagsmusik. Det er efterhånden en kliché at fremhæve det organiske i elektronisk musik, men Kelly Lee Owens gør klichéen til skamme ved på fornemmeste vis at forene klubbens kolde klinker med en menneskelig varme og blødhed, der er sjælden i techno.

“Night” starter eksempelvis ud som en dreampoppet hyldest til ensomme nattetimer, men halvvejs inde rammer en sylespids synth og tonstungt 4/4-technobeat, der kommer bag på mig hver gang, og som ville have været et højdepunkt på hendes koncert på Roskilde Festival i år. Ligesom kollegaen Jon Hopkins synes hun dog at henvende den musikalske ekstase mod individet i stedet for kollektivet, hvilket også udtrykkes i det kommende albums titel, Inner Song. Hendes musik er personlig, inderlig og indadvendt, men ikke isoleret fra omverden.

“Melt!” adresserer hun eksempelvis klimaforandringerne ved at sample lyden af en smeltende gletsjer og spiller op til fællesdans i de sene nattetimer oplyst af en brændende klode. Ikke decideret revolutionær musik, men der er også en personlig frigørelse i dansen, og det er den, som Kelly Lee Owens har kredset om siden hendes selvbetitlede debutalbum i 2017, og som hun nu lader til at have perfektioneret med sin kreative blanding af dreampop og techno.

Inner Song skulle have været udgivet 1. maj, men er blevet udskudt til 28. august, og på tracklisten befinder der sig efter sigende et Radiohead-cover og en psykedelisk vuggevise med vokal af John Cale. Meget lovende. Som opvarmning kan jeg naturligvis også anbefale debutalbummet samt de to solide singler fra 2019, “Let It Go” og “Omen”, som desværre ikke er at finde på Inner Song. Men hvis resten af albummet holder samme niveau, kunne der godt være tale om en af de bedste elektroniske udgivelser i år.

Leave a Reply